En kommentar til Jørgen Hass´ foredrag på Århus Universitet om ”Sprogets af- og tilsløringer. Heideggers poetiske værenstænkning og hans dekonstruktion af den filosofiske rationalitet.”

Hermed et par kommentarer til et foredrag, jeg selv finder yderst interessant og derfor glæder mig over. Men ud over det har jeg svært ved at se, hvad sådanne kommentarer overhovedet skal til for. Trods alle hensigtserklæringer og fine ord (jf. sitets forside), der ikke fører nogen steder hen, er jeg nu nået til den slutning, at Tekstforum alene er, hvad der popper op af forskelligt dér. Så såre enkelt kan det siges.

Bortset fra jeg måske kan slå på tromme for at bruge mit indlæg her på samme måde som jeg selv gør. For det første til at se det lys, som Hass taler om i sin skovvandringsallegori, og i anden omgang som en lise for sjælen, en terapeutisk foranstaltning der er mindst lige så effektiv som meditation, for slet ikke at tale om den omsiggribende mindfulness coaching og fanden og hans pumpestok. Det eneste, det i virkeligheden kræver, er at lytte, hvilket kan være svært nok for moderne mennesker.

Afsættet til den øvelse er nemlig for en stund at skrue ned for støjen omkring sig og i eget hoved. For en gangs skyld give afkald på sin egen og andres snakkesalighed. Bramfrit sagt, holde sin kæft et øjeblik, og lukke næbbet på de andre papegøjer. Stænge det ellers så højt besungne fællesskab og sammenhold ude, og slutte sig inde i sig selv. Trække alle stikkene og bare lytte.

Men lytte intenst og koncentreret, da foredraget ikke just er letfordøjelig kost, som jeg vist var inde på i mit forskræp på FB. Og så ellers bruge pauseknappen hvis forståelsen, hvad er meget sandsynligt, ikke fiser ind lige med det første. Eller hvis man fortaber sig i spørgsmål til nogle af de begreber, der bringes i spil og for det meste fremstilles i billedlig tale. Hvad betyder det egentlig, at sproget er transparent, hvad vil Heidegger (og Hass) sige med det? Hvordan definerer de filosofiens rolle? Hvad er forskellen mellem det poetiske og det rationelle sprog, og hvad gør de to slags sprogbrug hver især ved virkelighedsopfattelsen osv, osv?

”Dekonstruktion” er blevet et yndet udtryk i åndsvidenskaberne, herunder filosofien. Det store dyr i åbenbaringen kunne man sige. Men fænomenet kan bringes i anvendelse på forskellige måder, alt efter holdning og hensigt. Lad mig nævne to med relevans i vores sammenhæng: For det første modernitetens ubesindige dekonstruktionsiver, der, skarpt formuleret, går ud på at trække tæppet væk under en flertusindårig vestlig kultur – dens traditioner og manifestationer i kunst, litteratur, religion og videnskab.

Nogenlunde det samme kan siges om nyere filosofi, dog med et andet sigte, når vi taler om den kontinentale, fænomenologiske tradition. Den favner over flere skoler og retninger, men er fælles om en afvisning af scientismen, og i den forstand med en grundlæggende konservativ dagsorden. Derfor med Heidegger som en af de absolutte frontfigurer. For ham gælder det måske nok om at underminere tidligere tiders komplekse tankekonstruktioner og systembygninger, men med dekonstruktion som middel i forsøget på en indkredsning af den menneskelige væren.

Og når den ellers i henseende til tidens mange unoder ret så polemiske Jørgen Hass i sin forelæsning her forholder sig neutral til dekonstruktionsfænomenet, er det netop, fordi han anskuer det som et vigtigt, ja vitalt princip i Heideggers filosofi.

Og i eksistentiel tænkning i det hele taget. Hvor det fra starten har handlet om at få de store, filosofiske systemer dekonstrueret, ja splittet ad, til afsløring af deres abstrakte forestillinger om en sammenhængende og meningsfuld virkelighed, der er ude af trit med erfaringen og det enkelte individs oplevelse af verden. Det er, hvad der ligger i ”dekonstruktion af den filosofiske rationalitet”, som foredragets fulde overskrift lyder.

Men en sådan ”politik” er ikke uden kulturelle omkostninger. Dekonstruktionstendensen med tab af meningssammenhænge til følge har for prosalitteraturen f.eks. betydet, at det er sket med den store romankunst fra tidligere og de store fortællinger og myter i det hele taget. Og i filosofien umuliggjort nye skelsættende hovedværker i lighed med Platons ”Staten”, Kants ”Kritik der reinen Vernunft”, Hegels ”Phänomenologie des Geistes”, Heideggers ”Sein und Zeit” osv. Den slags helhedsfremstillinger har man længe ikke kunnet finde i hverken litteratur eller tænkning. Og med nutidens fragmenterede virkelighedsbillede, helt udelukket.

Det er en skam, også i den forstand at det indebærer en alvorlig reduktion af åndsvidenskaberne, når de hovedsageligt tager sigte på at trække sammenhængen ud af kulturen, agerer som nedbrydningshammer og bestræber sig på at destruere i stedet for at bygge nyt op.

Hass derimod, anvender, som sagt, dekonstruktion på et helt anderledes, konstruktivt fortolkningsgrundlag. Og brugt på denne alt andet end destruktive måde, fastholdes tværtimod et sandhedsindhold i Heideggers ontologiske tænkning, der trodser enhver vilkårlig dyrkelse af det omskiftelige. Det er den overraskende pointe i forelæsningens inddragelse af dekonstruktionsbegrebet.

En anden ganske anderledes anvendelse – i form af et interessant, politisk vinklet bidrag til kritikken af den nutidige og uhæmmede dekonstruktionsmani – støder man på i dele af den engelske journalist Douglas Murrays forfatterskab, hvor der fremsættes den meget interessante teori, at dekonstruktionsfeberen i nyere europæisk kulturhistorie, med tabet af tro og mening til følge, skyldes en almen generel svækkelse og træthed i europæisk åndsliv og i befolkningen som helhed, hvilket gør os handlingslammede. Vi har med andre ord mistet energien til at forsvare noget, vi er blevet trætte af.

Jeg antydede Murrays politiske agenda, men lad denne ligge for denne gang. Bortset måske med den lille tilføjelse, at det aktuelle forsidebillede på Tekstforum, – Anselm Kiefers ”Innenraum”- godt kunne (og nok skal) illustrere indersiden af knolden på en sådan, postmoderne, træt europæer. Og så i øvrigt igen konstatere at dekonstruktion altså også kan skyldes en form for træthed.

Her til slut (i noget der vel efterhånden blev til et selvstændigt indlæg snarere end en egentlig kommentar) skal jeg lige kort vende tilbage til mine indledende bemærkninger om det vigtige i at finde den nødvendige ro og give sig tid til noget så substantielt som forelæsningen her. Hass nævner i den forbindelse en spøjs anekdote om den middelalderlige filosof Ibn Rushd, der skulle læse Aristoteles´ Metafysik 44 gange, før han forstod den. Det være en opfordring til tålmod også med hans eget foredrag. Som jeg selv, om end ikke 44 så dog et par gange, måtte genhøre for at forstå til fulde.

Andre har muligvis brug for flere omgange, men pointen er, at man ikke nødvendigvis behøver være filosofisk skolet for i det hele taget at få noget ud af det. Men udelukkende skal investere den krævede tid og koncentration. Hvilket, som også nævnt, lønner sig i terapeutisk henseende gennem oplevelsen af, at ens flagrende bevidsthed lander i selvet, hvor den samler sig og falder til hvile.

Det er anstrengende at skrive selv, men at lytte – med det er det lige modsat, er min erfaring. Det er som med læsningen af de RIGTIGE bøger, man oplever et sjældent velvære ved at modtage, hvad man ikke vidste noget om, eller få kastet nyt lys over hvad man troede at vide. Fordybelsen alene er godt for sjælen, og glæden ved at forstå det svært tilgængelige desuden så bevidsthedsudvidende, at det måske giver oplevelsen af at lytte til dybet i ens eget jeg. Og endelig, ikke at forglemme, gevinsten ved at få suppleret de sludrevorne fællesskaber med nye i ånden: De store filosoffer, forfattere og andre kunstnere.

Hensigten med disse slutord var i virkeligheden den yderligere at grave et spadestik dybere i dekonstruktionstemaet, nemlig til det der berører det rent personlige. Her tænker jeg på behandlerindustrien (som jeg allerede har strejfet), der i det moderne menneskes vildrede, rodløshed, fremmedgørelse og uligevægt (eller fortvivlelse, som Kierkegaard ville sige) for længst har spottet et nyt, lukrativt marked.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at min mistillid til denne industri er afgrundsdyb. Derfor en advarsel: Sværmen af healere og deres heksekunst bidrager ikke til nogen klinkning af det fragmenterede sind, men tværtimod til en yderligere opsplitning af dette – eller en dekonstruktion af hele personligheden om man vil. Det vil groft sagt sige, med udgangspunkt i en opfattelse af klienternes psyke som dele i en maskine. Et reelt, overordnet menneskesyn er svært at få øje på, for ikke at tale om en overbevisende vision af, hvad et meningsfyldt liv er eller kunne være.

Jeg tror at vi mennesker alment set har en fornemmelse af at være mere end sådanne brudstykker, selv uden eksakt viden om, hvad dette mere er. Kun længslen efter denne viden består. En længsel som ingen af nævnte behandlere kan kurere os for.

Man er som i alle andre sammenhænge, der berører det eksistentielle, i sidste ende overladt til sig selv, og hvad der skal til i et liv, der i forvejen kan være fyldt med smerte, for at hele ”sygdommen til døden” (konkret ”metasterende” sig i nstress, angst og ubalance) er langt mere, end hvad en vilkårlig terapeut kan tilbyde på grundlag af tvivlsomme teorier og dekonstruktive metoder. Nej, vi snakker om den fred og overbevisning, der kommer af et sammentømret livsbillede. Skabt af dannelse med evnen til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, med interesse og tålmod for det værdifulde i tilværelsen og med den stoiske ro der kommer af samhørigheden med nogen og noget. Samt den derved opnåede sikkerhed ved at vide sig på rette sted og rette vej.

Sabbath Andersen (SA) 10/03/19

(Foredraget sat ind som lydfil på læsesalen, under Filosofi)