En kommentar til Henning Ahle Fjords novelle, “Samtale i storm”.

Når naturen ter sig så voldsomt, bliver den for alvor truende. Og vi mennesker så små og magtesløse. Jeg oplevede det selv under decemberorkanen i  1999, hvor jeg også var på farten og ikke kunne komme hjem på grund af elementernes rasen. Måtte søge ly i et motel for senere at opleve dele af dets tag ryge af med høje brag.

 Lydene er noget af det værste under de ekstreme forhold, som det også cementeres i novellen. Man bliver ikke bare panisk, men der indsniger sig rent faktisk noget hen ad en dødsangst.

Du får det beskrevet med en sådan nerve og så troværdigt, at man kan se det hele for sig, dette uhyggelige vejrscenarie, og kan levende sætte sig i hovedpersonens sted. Om end han ikke lader sig bringe ud af fatning, men bevarer en beundringsværdig stoisk ro og handler resolut, da han hører naboens hus bryde delvist sammen.

Det ender tragisk, men også smukt. Faktisk falder der ro på, hvor til slut enken deler minder, med hvem hun tror er sin afdøde mand. Samtalen mellem hovedpersonen og den døende gamle kone, begravet under det sammenstyrtede, hensætter dem begge i en anden dimension af virkeligheden, der lægger en dæmper på stormens vildskab. Eller bønnens virkning gør.

Jeg synes historien er det bedste stykke prosa, jeg mindes du har skrevet. Forstår godt, den blev optaget i den bog, du omtaler, ”Vinden i ord”. 

SA (08/11/2020)