En kirkegårdsvandring

Atter i dag har jeg besøgt gamle kirker
og været ramt af historiens – og livets vingesus,
de henfarne slægters skæbne,
ligstenenes beretninger,
de glemte krypters åbne kister,
hvor gustne mumificerede lig
med tomme øjenhuler
stirrede mig i møde fra dybet.

Ikke mange ved, at de ligger dernede;
men jeg kender til fortid og sære beretninger.
Allerede stående ovenpå lemmen til dybet
kan jeg mærke den – lugten;
men sært nok også freden
fra de hengemte, mange velsignelser.

De spøger ikke, dem dernede –
ånden har fået fred, og jeg løfter lemmen,
varsomt, for de døde kræver respekt,
og ser ned på de afsjælede rester,
de anråbende hænder,
de gulnede ansigters sære ro,
og efter stille andægtighed lukkes lemmen igen.

Videre på min færd besøger jeg kullede kirker,
kirker med forgyldte altertavler
eller med simple billeder af troens magt
og skræmte sjæles håb om det evige,
det hinsidige.

Men jeg møder også skæbner,
gravsten, mindesten over stærke kvinder
fornemmelsen af stridigheder og kærlighed,
og jeg læser og læser

– Han glædede mange
– Min nåde er dig nok
– Elsket og savnet
– En kærlig sjæl
– En gæv jyde

samt alle skriftstederne,
som jeg må hjem og slå op
som for eksempel O. 4.23
om at vogte hjertet.

Værst dog altid alle disse børn,
rækker af fødsler år efter år,
der ses på alle disse små gravsten,
hvor alderen ofte kun er enkelte dage
eller uger – måneder;
men, hvor man bliver ved, til det lykkes.

Måske derfor de foldede hænder på gravstenene;
men jeg ser også fredsduer, Aladdin-lamper
eller andre små symboler, ting,
legetøj, en lille natursten med barneskrift
ubehjælpsom, men rammende i sin enkelthed
”Jeg elsker dig farmor”
og så det mere fjantede, to sælunger,
bamser, lego-figurer og hæslige lanterner,
vor tids dekorationssvøbe.

Og så er der alle de gravsten, der handler om ulykker,

to brødre døde samme dag,
ægtefæller døde samme dag,
et enkelt sted er et barn død juleaftensdag,

og igen må jeg stå og fundere over
meningen med det, der sker –
med denne sære død.

Den gi’r dig livet i hænderne;
men kun få vil tale om den
og dog er den det eneste givne.

Alt andet ved vi ikke
og livet – én lang forberedelse,
som ikke må blive en venten i afmagt,
men skal være dagligt liv med god tid,
med arbejde, med travlhed, med ånd,
med herlighed i møje og strid,
som skrevet står;

men også i glæde over livets mirakel.

Lev i forstandighed
fordi du kender sandheden,
og sig en stille tak for alle ting
når du ligger dér ved nattetid
og véd at du lever!

 

Henning Ahle Fjord (HF) (22/5-16