En drøm

Jeg drømte, at jeg var med i et kærlighedsdigt af Bukowski. Jeg var vel på en eller anden måde Bukowski eller nok snarere hans alter ego Hank Chinaski. Det er ligegyldigt.

Bukowski’s digte er ihvertfald aldrig smukke på den dér røde-roser-i-en-Kähler-vase-købt-i-Imerco-og-dekorativt-arrangeret-på-et-tuttenuttet-hvidt-spisebord-købt-på-kredit-i-IKEA-agtige måde. Altså var drømmen heller ikke smuk. Men den handlede, som alle Bukowski’s digte, om kvinder, kærlighed og drukken dårskab.

Jeg kom i hvert fald hjem og fandt min elskede liggende i en uskøn ske med en usoigneret stodder med en flommet flæskevom stikkende ud under en beskidt netundertrøje.
Jeg vækkede dem, og skøgen skreg: “Få mig væk fra det svin, jeg hader ham, jeg elsker dig!”

Jeg gik ind i stuen, og plantede min sørgelige røv i den slammede sofa med de slappe fjedre, og skænkede mig selv en doven bajer i en skåret kop.

De to turtelduer kom ind til mig, og fyren stak mig den halvtredser, som han blev ved med at gentage, var alt, hvad der var tilbage af mine penge efter aftenens og nattens udskejelser.

Jeg forlod lejligheden, gik ned ad trappen, ud på gaden, og drejede til højre ad Gasværksvej, og satte mig ind i den mørkeste krog på Freddys.

Jeg vågnede med en øllet smag i kæften, og tænkte, at kærlighedens veje er uransagelige, og livet en jammerdal, men vi gudskelov har drømmene.

Claus Pogel (CP) (26/4-16)