En anmeldelse af Lars Ole Nielsens digtsamling “Du har tid” (Forlaget Muse (2020)

Nu har jeg læst, eller slugt skulle man måske snarere sige, Lars Ole Nielsens spritnye digtsamling ”Du har tid”. Ligefrem grådigt, for forventningerne var høje. Og de er bestemt blevet indfriet – godt og vel endda.

Det er en særdeles vellykket sag, både med hensyn til indhold og sprog. Og også noget for øjet: I et indbydende layout, hvor de rammende og meget sigende illustrationer bør fremhæves.

Hvad kommer først, tanke eller sprog? Et spørgsmål, der altid har beskæftiget metafysikken. I det her tilfælde, begge dele samtidig kunne man tilføje. For så godt som det er tænkt, tilsvarende godt er det udtrykt.

Det handler om de forskellige faser i et livsforløb, hvor væsentlige aspekter af tilværelsen foldes ud. Et helt katalog over positive og negative facetter af den menneskelige eksistens. Beskrevet med betragtelig psykologisk indsigt og hudløs ærlig selverkendelse.

Det sidste er der brug for, ikke mindst i gennemgangen af den hektiske og berusende ungdomstid med et konglomerat af forelskelser, kærlighed, oplevelser og rejser ud i den store verden. Et selvbevidst liv, men også ubesindigt og til tider hårdt levet. Og samtidig kun tilsyneladende frit, for præget af en næsten desperat afhængighed af jagt efter flygtige øjeblikke og overfladiske effekter.

Netop det hævner sig i de næste trin af livet. Med anger, selvlede, splittelse, fremmedgørelse og ikke mindst rodløshed til følge. Og hvad værre er – de frø, der sås i sindet under disse urolige år, slår rod til en misvækst i efterfølgende tider. En afgørende ændring af personligheden, der gør det svært at finde sig tilrette i den senere normaliserede livs familiemæssige ramme. Beskrivelsen af de dermed forbundne vanskeligheder hører til bogens mest pinefulde afsnit.   En rasende indre strid i selvet gør sig gældende, somme tider næsten grænsende til det selvdestruktive. Og med sorg og svigt i kølvandet.

Løsningen på de kvaler skal komme fra uventet kant. Dog endnu mere uønsket paradoksalt nok. Fanget i grebet af en livstruende sygdom, rettes fokus bort fra de socialt betingede genvordigheder, til en begrædelse af den bortødslede tid.  Kun befriende på den måde, at de ligegyldigheder, der før var svære at undvære, nu bliver lettere at slippe. Og lettere at få øje på, hvad der virkelig tæller i livet, uden længere at være forført og distraheret af overfladisk tidsspilde. Der er endnu tid, lyder det, men med ny forståelse af, at den er kostbar.

I lyset af al den alvor er det værd at gøre opmærksom på de sporadiske strejf af humor, der også er at finde i bogen.  

du har tid

står der på min

hospitalsindkaldelse

det vides ikke på

stående fod

om teksten taler sandt”.

En humor, forståeligt nok af galgentypen. For en melankolsk klangbund lader sig svagt høre hele vejen igennem, selv i de lyse momenter. Med til fortiden hører således også tabet af denne, med til kærligheden, beskrivelsen af dennes ophør og med til drømmene, det uopnåelige. Det samlede billede i det hele taget mere retrospekt end fremadrettet.

Lykke og ulykke, de fleste aspekter af livet er nævnt og knyttet sammen i en tråd, der bliver stadig tyndere. Ja, endog kan briste under en pludselig omskiftelig skæbne. Hvilket gør det tilbagelagte mere levende end det kommende, og vækker fortrydelse snarere end håb og nye udsigter. 

Dog uden at jeget knækkes af den grund. Intetsteds tenderende til melodrama og selvynk. Teksternes stemme for levende til at være tungsindig, for reflekterende til at være opgivende. Og digterens livsgnist nogenlunde intakt. Omend uden det stoiske træk på skulderen. Samlingens stærkeste digte er trods alt dem, der så frygteligt direkte beskriver hans reaktion på et chok af eksistentielle dimensioner.  

Vi snakker om et hovedtema, der hedder liv og død. Eller mere præcist, hvordan det livshungrende, vitale og aktive menneske pludselig får et tydeligt indblik i den uundgåelige afslutning. Et lod, der ganske vist er alles, men uden med samme bevidsthed om nedtællingen. Det er trods alt de færreste, der på den måde har fået en tid.

En alvorlig diagnose skal der til, som sagt, før livet tager en afgørende vending. Og før egentlig erkendelse indfinder sig. Samt før der opdstår den digtning, vi taler om her, ikke at forglemme (at hellige sig en sådan kunne, ifølge Pindar, direkte føre til udødelighed).

Samlingen munder da også ud i en lille buket digte, der på smukkeste vis forsoner sig med både tilværelsen som syg og partneren.

”(…) at det hele er okay

at jeg trods min sygdom

er en heldig mand”(…)

Og:

”(…)og vi griner døden frækt op

I ansigtet

godt når vi fletter os sammen

som nervebaner

umulige at skille ad for noget

menneske

godt at have en kvinde ved

sin side

gennem tid gennem rum”.

For så i de to allersidste, gribende, kapitler ”Natskygge” og ”Outro” igen med vemod at vende tilbage til nøgtern erkendelse af det uundgåelige. Ingen sentimentalitet i den bog, det har jeg understreget.

Et stykke litteratur skal måles på, hvad det siger bredt. Det skal være alment vedkommende, ud over det private. Eller pege på sandheder der kan berøre alle. Som den kendsgerning, der fremføres her, at:

”(…) kun i mit mørke er jeg

oplyst af smuk fantasi og

flygtig lykke”.

Med andre ord: Så gode digte, som indeholdt i samlingen her, kan kun skabes i lyset af mørket. Det er prisen. 

 

Sabbath Andersen (SA) 04/04/2020

13
0