Efter coronakrisen

I disse tider taler man så meget om længslen efter at kunne vende tilbage til normale forhold. Det lyder bekymrende i mine ører. Jeg ser tværtimod nu muligheden for at besinde sig på noget helt nyt.

Jeg må indrømme, at min længsel går mere i retning af en hel revolution. Ikke en blodig en, som dem man godt kender – for Guds skyld ikke – eller bare en, som visse partier drømmer om, men et nyt samfund , der tager alvor alvorligt og er besjælet af den sjældne form for ansvarsfuld individualisme, der ikke kun kymrer sig om sig selv, men også gerne drager omsorg for andre. Mennesker, der fra det udgangspunkt skyr flokmentaliteten og tager sig af næsten, uden store ord og falbelader, uden sentimentalitet og uden trang til at stille en frelst ”godhed” til skue i fuld offentlighed.

Det lyder hen ad en konservativ, kristen samfundsmodel, og det er det da også. Dog befriet for en politiserende præstestand og blottet for de til kulturhuse omdannede kirker.

Men for at det ikke skal blive ved en vidtløftig vision, skal det lavpraktiske følge med: Jeg kan næppe forvente, at alle vil følge min revolutionære parole. Derfor foreslår jeg etableret en række reservater til dem, der ikke synes om ideen. Vi taler ikke om ghettoer, for de reservater, jeg har i tankerne, skal jo være kæmpestore – komplette samfund i samfundet, hvor moderne mennesker kan boltre og skabe sig, som de hele tiden har gjort, henholdende sig til kravet om den ubetingede frihed. Der skal være rum for den festglade udgave af kulturlivet og de nyreligiøse dogmer om et hedonistisk fællesskab. Og selvfølgelig blottet for ethvert spor af fortiden. Der må derfor for min skyld også gerne være nogle læreanstalter og nymodens universiteter Hvor ideologier og identitetspolitiske ideer dyrkes som videnskab.

En sådan tivolisering støjer jo noget, og da der skal være plads til alle, forestiller jeg mig disse reservater omgivet af lydisolerede elementer, så de er godt skærmet af til den nye verden, jeg sukkede efter i starten. Befolket af anderledes stille eksistenser og mennesketyper, der forventer sig mere af livet end fest og ballade.  Og derfor egentlig befinder sig ganske godt i deres selvvalgte isolation her under coronakrisen.

SA

0
0

Skriv et svar