Drømmen om Johannes

Der er sorte fugle over egnen,

Ravne –

og af og til hører jeg deres kalden,

deres sære sprog, og véd,

at de vil tale med mig, de døde.

Dødens fugle er de jo;

men intelligente væsener,

og når de kalder, kommer jeg.

Følger dem, til de sætter sig på

markerne omkring mig,

og det sker, at en enkelt fugl kommer nær.

Jeg véd, at vi skal samtale,

og kan se, at jeg kender øjnene –

tuberkuløs og døende lå han dér,

min fætter Johannes, i 1947.

Nu lægger han hovedet på skrå,

taler til mig:

”Kan du huske æbletræerne –

alle disse æbletræer?”

Og det kan jeg!

Stille si’r han: ”Plant mig ét, og

jeg vil give dig år til, at det kan vokse!

 Engang kommer jeg så og sætter mig

og vil se mildt på dig, mens du plukker æbler.

Lov mig det!”

Og det lover jeg, og véd,

at når det bli’r forår, vil jeg købe et træ.

Han holdt mest af Pichon’er, så …

Sært nok, at jeg véd, at der vil være

Jul, glæde og genfødsel i mine tanker,

når jeg planter det.

Vi skilles, og han vandrer bort

med ravnens særegne gangart,

og lidt efter kan jeg høre samtale –

ravnenes Rork – Rork i det fjerne;

men døden, døden synes med ét

at være langt borte.

Pudsigt at have den erkendelse,

at døden ser os, som vi er!

Føler min sjæl trøstet, da jeg vågner!

Henning Ahle Fjord (HF) 11/01/2020

Skriv et svar