Digte

Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion, too
Imagine all the people
Living life in peace…”

John Lennon


“Et digt kan defineres som det uoversættelige”

Gottfried Benn


Denne dags citat er et manende, apokalyptisk stykke naturlyrik.

Træerne falder og falder
hen over skovbund, nedad bjergskråninger,
afgrenet, gennemskåret, læsset på lastbiler,
kørt bort, målt med klodetid, livsluft,
til kortvarig ensidig nytte.

Falder og falder
med nålene, løvet, fotosyntesen,
reder, æg og flygtende fugle,
blotlægger myldret af dyr på flugt
fra grene og hulninger, bort fra
underskov, kratværk og rødder.

Falder og falder
med dryader og ånder
bort fra de skovfolk, som i årtusinder
har levet med træerne, set urmødre
urfædre i dem, og nu
er fordrevet til træløst slum, hverken
hjemby eller fødelandskab.

Hvorfor har træerne, disse seje undere, fyldt
af overskydende gaverig livskraft,
disse, om de får lov, længst levende
ingen magt, intet forsvar? Enten står de
på stedet, ER. Eller også er de IKKE.

Fra træerne udgår, hvad mennesker i længden,
århundreders længde, ikke kan undvære:
liv uden hensigt: væren.
Dette går som en akse op fra jorden
i stjernestunder gennem os. Enten ER vi.
Eller resten er stridbar forvirring,
et liv uden fester og fred,
uden rødder og stjerner.

Thorkild Bjørnvig


In Flanders Fields

In Flanders fields the poppies blow
Between the crosses, row on row,
That mark our place; and in the sky
The larks, still bravely singing, fly
Scarce heard amid the guns below.

We are the Dead. Short days ago
We lived, felt dawn, saw sunset glow,
Loved and were loved, and now we lie
In Flanders fields.

Take up our quarrel with the foe:
To you from failing hands we throw
The torch; be yours to hold it high.
If ye break faith with us who die

We shall not sleep, though poppies grow
In Flanders fields.

 John McCrae, maj 1915


”Ideen i et digt skal rumme en vis dobbelthed. Både noget velkendt og noget fremmed. Hvis digtet kun rummer noget velkendt, så er det måske ikke rigtig poesi – måske minder det bare om noget andet. Og hvis det kun rummer noget fremmed, så kan man ikke stille noget op med det.”

Søren Ulrik Thomsen.


The Tollund Man

I
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.

In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,

Naked except for
The cap, noose and girdle,
I will stand a long time.
Bridegroom to the goddess,

She tightened her torc on him
And opened her fen,
Those dark juices working
Him to a saint’s kept body,

Trove of the turfcutters’
Honeycombed workings.
Now his stained face
Reposes at Aarhus.

II
I could risk blasphemy,
Consecrate the cauldron bog
Our holy ground and pray
Him to make germinate

The scattered, ambushed
Flesh of labourers,
Stockinged corpses
Laid out in the farmyards,

Tell-tale skin and teeth
Flecking the sleepers
Of four young brothers, trailed
For miles along the lines.

III
Something of his sad freedom
As he rode the tumbril
Should come to me, driving,
Saying the names

Tollund, Grauballe, Nebelgard,
Watching the pointing hands
Of country people,
Not knowing their tongue.

Out here in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.

Seamus Heaney


Wunde

Die Erde blutet unterm Helmkopf
Sterne fallen
Der Weltraum tastet.
Schauder brausen
Wirbeln
Einsamkeiten.
Nebel
Weinen
Ferne
Deinen Blick.

August Stramm (1914)


Simon Grotrian

”Når jeg finder på verden, skal den springe i gule klatter
og blenderen sprede en fuglehimmel bagover ud igennem lydmuren
Gud løfter sit blik over de smarte kreaturers søvn
der ikke kan skilles i mørke og det, der kommer efter.”
(fra ”DAMOKLESDRIVE-IN”)


Answer to a Child´s Question

Do you ask what the birds say? The Sparrow, the Dove,
The Linnet and Thrush say, “I love and I love!”
In the winter they’re silent—the wind is so strong;
What it says, I don’t know, but it sings a loud song.
But green leaves, and blossoms, and sunny warm weather,
And singing, and loving—all come back together.
But the Lark is so brimful of gladness and love,
The green fields below him, the blue sky above,
That he sings, and he sings; and for ever sings he—
“I love my Love, and my Love loves me!”

Samuel Tayler Coleridge


Forord af Søren Vinterberg til Lars Ole Nielsens digtsamling ”Du har tid” (Forlaget Muse 2020)

I dit korte liv. . . Om forskellen på ’Roman og lyrik’ rimede Piet Hein i sin tid så kort som så: ”Tykke bind om tidens gang / kan man skrive dagen lang. // Hjertesuk og jubelsang / kan man ikke ta med tang.” For kort, selvfølgelig, til at fange hele forskellen, men dog præcist nok som udtryk for, at digtets særkende, sammenholdt med fortællingen eller dramaet, er dets evne til i få ord at synliggøre og konfrontere følelser, stemninger, oplevelser. Er vores liv så en fortælling, struktureret og organiseret omkring den berømte ’røde tråd’, eller snarere en stribe af tilfældige oplevelser, forbundet indbyrdes alene ved hver vores ’livstråd’, som vi også siger? Lars Ole Nielsen har valgt digtet. I korte, knappe sansninger indfanger han øjebliksstemninger, men i sammenstillingen låner øjeblikkene mening til hinanden og tegner et helt liv: De ordløse længsler i en trettenårig knægt foran den tilbedtes vinduer; hans tanker nogle år senere med sin førstefødte; den modne fars fortrydelse af ikke at have taget sig tid til at lytte nok til sine egne børn. Eller tidens forløb ophæves slet og ret, når for eksempel en 23-årig blaffer i ’Østrig 1985’ samtidig er en lige så ensom gammel mand herhjemme, i den del af samlingen, der hedder ’æter’. Som også rummer mareridtsdigtet ’alptraum’ med ordene ”alting indhenter mig hele tiden”.  Som bogens titel også tydeliggør, er tiden et nøglebegreb og i langt mere omfattende forstand end bare som lineært forløb, det grækerne kaldte kronos. Vi taler sommetider om øjeblikkets flygtighed og længes efter at opleve det, de gamle kaldte ’tidens fylde’, kairos på oldgræsk. Men i de her digte finder vi det omvendte: En bitter erkendelse af tidens flygtighed i overflademylderet i New York, New Delhi eller Istanbul og i det flimrende blinde forbrug – over for lykken i et enkelt øjebliks fylde ved en strand på Endelave. Ude som hjemme er stederne navngivne og helt konkrete, for som fotograf har Lars Ole virkelig været netop de steder. Og hver en sansning, hver en smerte og hengivenhed, hver ”taknemlighed for det hele” og for at være ”to” – det er selvfølgelig alt sammen hans personlige. Men i digtets form er det alligevel ikke indespærret i det privates erindringsrum – for følelserne er almene.  Enhver af os kan møde vores eget spejlbillede i længslen efter at ”se en dybere mening med det hele” (digtet ’forvandlingskugler’). I oplevelsen af fortidens konstante nærvær i nutiden. Og i den retningsløshed, der udspringer af uvisheden om nogen fremtid.  Så selv om meget her måske er ”sidste gang”, og mørket ruger i mange af digtene – ikke mindst i de måske mest gribende afsnit af bogen der hedder ’natskygge’ eller rent ud ’metastase’ – er den bog, du sidder med, ikke i dén forstand alene en digtsamling om at være ramt af den sygdom, der vokser som ”en giftig efeu” fra sin ”rod i min prostata”. ’Du har tid’ er digte om at værdsætte den afmålte tid, vi alle har. En hjælp til at besinde os på, hvad Poul Henningsen digtede sådan om: ”I dit korte liv er hver time dyr / hvert sekund, et dyrt sekund. . . den kommer før du tror / den drømmeløse søvn.” Et kort og godt råd til enhver: ”Hold dig vågen, ven!”

Søren Vinterberg, december 2019.