Dieter Bonhoeffer og Maximilian Kolbe i etisk lys.

I en interessant tråd på FB om Stefan Zweig og dennes pacifisme bringer Peter Tudvad også Dieter Bonhoeffer ind i billedet og hans identiske syn på forholdet mellem fred og sikkerhed. Det bliver belyst med et citat, som er at finde i tråden, og som jeg desuden gentager her:

»Der gives ingen vej over sikkerhed til fred. For fred må voves, er det største vovestykke og lader sig aldrig nogensinde sikre. Fred er modsætningen til sikkerhed. At kræve sikkerhed er at nære mistro, og denne mistro kræver krig.«

I mit bidrag til tråden udtrykker jeg min skepsis overfor pacifismen i relation til sikkerhedsproblematikken. Måtte dog indrømme min beundring for Bonhoeffers formuleringsevne og oratoriske kraft.

Lidt senere i en anden kommentar bringer jeg en ny mand på banen, Maximilian Kolbe, og den gentager jeg også lige her:

”Hvad Bonhoeffers ”aktivisme” angår, kan der godt associeres til en anden handlingens mand, den helgenkårede, polske franciskanermunk, Maximilian Kolbe. Begge handlede på et fælles grundlag og begge led martyrdøden. Men i etisk og kristen forstand, kan deres indsats vel ikke helt sammenlignes? Kunne være interessant at høre din (Peter Tudvads) vurdering af dette.”

Ikke sikkert, at alle er med på, hvem de to herrer er, så her et lille overblik til at begynde med. ”Dietrich Bonhoeffer (4. februar 1906 – 9. april 1945) var en tysk, luthersk præst, teolog og deltager i den tyske modstandsbevægelse mod nazismen. Han var involveret i konspirationsplaner med medlemmer fra Abwehr (Tysk Militærs Efterretningstjeneste) om at likvidere Adolf Hitler. Han blev arresteret i marts 1943, sat i fængsel og hængt fire uger før 2. verdenskrigs afslutning i Europa.” (fra Wikipedia).

Om Maximilia Kolbe er allerede nævnt, at han var en polsk franciskanermunk. Under krigen holdt han jøder skjult for den nazistiske jødeforfølgelse, blev arresteret og sendt til Auschwitz.
Her beordrede kommandanten for barakken (hvor også Kolbe var), Karl Fritzsch , at nogle fanger skulle sultes til døde. Blandt dem en landmand, der tryglede for sit liv, fordi han havde kone og børn. Nu trådte Kolbe frem for denne ”Meister aus Deutschland (et udtryk fra Celans: ”Todesfuge”) uden frygt og bæven, og sagde noget, der kan koges ned til: ”Tag mig i stedet.” (Et lille sidespring – det er altså, hvad der også kan komme ud af religionen, og som de pubertære fjollehoveder til ateister måske kunne tage ved lære af).

Herefter nu mit eget bud på mit eget stillede spørgsmål (en problemstilling der muligvis kunne interessere andre) om forskellen mellem Bonhoeffers og Kolbes heltegerninger, der for dem begge betød døden som ofre for den tidligere mordernation (i dag excellerende i krybende bodsgang, som om de værste ugerninger i historien kunne sones gennem pivåbenhed – det var også et sidespring).

Bonhoeffer anvendte også ordets våben, som fortaler for pacifisme og fredelig dialog, i stedet for væbnet konflikt og sikkerhed gennem militær styrke. Jf. det citerede, jeg som antydet har reageret på – nok for positivt, jeg synes stadigvæk retorikken er for vidtløftig og indholdet lidt tvivlsomt, men jeg lod mig forføre af den smukke (tåge)tale som af et vers i Højsangen. Jeg kan ikke vide det, men jeg tror derimod ikke, at Kolbe sagde så meget – ja, måske kun de fire ord, ”Tag mig i stedet”. Ord der må kunne slå en hel verden med forundring.

Som jeg var inde på i en tidligere replik, er det imidlertid ikke ord alene, der gør det, og det gælder dem begge. Hvad der fængsler mig ved de to mænd, er de sproglige manifestationer, der beror på en betingelsesløs investering i alvor, med store omkostninger til følge. Kappestrid om den mest veludførte bragesnak har vi nok af, men gode gerninger med livet som indsats knap så mange.

Men nu til den etiske vurdering af forskellene mellem dem. Kolbes dåd fremstår for mig som større – hvis det altså i det hele taget giver mening at graduere på den måde – idet han med SIT offer er tættere på Kristi efterfølgelse.

Men der kan jo også anlægges en ikkereligiøs bedømmelse. Politisk havde ingen af de tos handlinger den store betydning – ja Kolbes var slet ikke politisk. Man må derfor spørge, hvilken moralsk symbolværdi der vakte størst genklang i verdslig sammenhæng. Her kan man sige, at Bonhoeffers gerning ses i et klart lys af hans motiver, hvorved båndet mellem gerning og tro, ansvar og forpligtelse eksemplificeres, mens Kolbes alene var den – i pietistisk, Kierkegaardsk terminologi – personlige lidenskabs og inderligheds værk. En stum inderlighed, der først lader sig høre i realiseringen af den kristne, etiske fordring. Og i fuld bevidsthed om konsekvenserne vel at mærke.

Afslutningsvist skal endnu engang understreges, at de to, trods denne skelnen, deler storheden i deres handlinger. Det er jo i virkeligheden mennesker som dem, der giver den mening i tilværelse, vi andre kan nyde godt af. For at bruge et fortærsket udtryk, sådanne skæbner gør virkelig en forskel. Desuden udgår fra deres eksempler et budskab til alle om synd og forløsning. Ikke nødvendigvis gennem tro på Gud, men i tillid til menneskeheden.

Sabbath Andersen (SA) 6/6-16