Denne morgen

Denne morgen er lidt grå,
men jeg er helt på toppen.
Begge ben kan faktisk gå,
og jeg er glad i kroppen.
Morgenradio på P2,
mens kaffen står og snakker.
Krydderbolle, vær så go’.
Jeg bukker, mens jeg takker.

Hej, det flyvske overskud,
må jeg vist kultivere,
– ikke bare flippe ud,
men økonomisere.
Se til denne morgens dis:
Den ånder evigheden.
Freden lyser mild og vis,
taknemmelig, beskeden.

Inderlig, men stadig kåd.
Ak, myldretid og trængsel!
Findes der mon, Gud, et råd
for al min forårslængsel?
Hov, jeg danser jubel-hop:
Skal ud at børste tænder!
Mangler kun at vaske op,
imens jeg står på hænder.

Disen holder myndig stand
imod den vilde scene.
Taler fra sit dråbe-land
med glimt i våde grene:
Solens initiativ
vil vække folk, som sover.
Freden balancerer liv,
så intet kammer over.

Frank Colding (FC), 2016-14-03

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)