Kategoriarkiv: Poesi

The Butter Knife Tale

It comes out of emptiness
time goes on
in repeat mode
while the flowers grow
and light rules the world

Repeat what I say
tell me the time
tell me about everything
I feel free
Go with me

Tell me about the line of music
easing slowly up inside
time loses its grip
everything speaks to me
within itself

Inside out
the world is wonderful
but I can’t speak my mind

Sensing it everywhere
the brain fades
can’t tell about it
it’s out of reach
not out
some places
everywhere
beyond
No grip

ambiguous travel
silent phrase
folded in randomly
symmetric focal point
apperception
dualistic collapse
openbrightness
totalvision
recognition
resonance
hartessence
refinement
being
………………. .. . ……..trace

Spejlglasbjerget

Rumfyldt krumninger
sammenfalder i tidslommer
hængende haver i afbidt verden

Skyfyldte tavshedsgensyn
i langsommelige timeglasklokker
krydser værenaspektet

Øjeblikket spejler himlen
indadperspektivet visker
luften levende i rester af blåt

Ubevægelige sekunder løfter
blikket hinsides vendepunktet
min elskede kommer i rødt

Ved indgangen til flygtigheden
spejlvæsenets herligheder
i et krøllet mørkekammer

Det Intetsigende!

Hvem er det intetsigende menneske?

Er det den person som andre ikke lægger mærke til

Eller er det den person som ikke lægger mærke til andre?

Vi lever i en verden som er fyldt af nyheder fra højre og venstre

Informationer vi bliver bedt om at tage stilling til af andre

Er de af det gode

Er de af det onde

I dagens verden kan det vel nærmest komme ud på et

Fordi det intetsigende menneske kan klare intetsigende informationer

Facebook, twitter, fake news og overfloden af de sociale mediers indvirkning

Skriger til det intetsigende menneske

Om at blive hørt, blive set, blive lagt mærke til

Men lige lidt hjælper det

Det er lige meget

Det er der ikke

Det væk

!…

Det hvide farvel

Det fyger omkring mig,
jeg fryser og mister orienteringen,
jeg er alene, helt alene,
med mig selv og mine tanker.

Vinden tager til og driver gæk,
jeg græder og frygter ensomheden,
jeg er træt, helt træt,
med mig selv og mine tanker.

Solen titter frem fra oven,
jeg er kold og total ligeglad,
jeg er væk, helt væk,
uden mig selv og mine tanker.

Jeg kan ikke digte

Jeg kan ikke digte.

Jeg har kigget på den blinkende cursor i en rum tid,
men lige lidt hjælper det, musen belønner ikke mit flid.

Jeg kan ikke digte.

Kæmper stædigt med utallige kreative vendinger, rim og remser,
men at tvinge det igennem medvirker kun til at kreativiteten bremser.

Jeg kan ikke digte.

Det undrer mig lidt, at det er ved lyrikken jeg om inspiration tigger,
når det er åbenlyst, at det er i forfatterskabet min styrke åbenbart ligger.

Jeg kan ikke digte.

Mine ord flyver bare forvirret rundt på papiret, som vinden blæser,
det nytter ikke at blive ved; ingen vil blive fænget af det de læser.

Jeg kan ikke digte.

Begyndelsens Ende?

Farvel er et svært udtryk
Det er som så mange andre udtryk
Fyldt med både glæde og sorg
Det måtte jeg bruge fredag
På gensyn havde nok været på sin plads
Men det er nu sørgeligt at
En dejlig periode skal ende
Men samtidig skal en ny begynde
Så man siger farvel med blandede følelser
Og håber på et snarligt gensyn
Med dem som du kan lide
At være sammen med
At snakke sammen med
At grine sammen med
Kort sagt, ikke være ensom
Du møder altid nye mennesker
Som du knytter nye venskaber til
Mennesker som vil dig det godt
Fordi det er hvad venskab betyder
Og for dem er det ikke farvel,
Men på gensyn og perioderne skal ende med en begyndelse.

Kærligheden overvinder alt

I mørket sidder jeg og tæller skyggerne på væggen,
Alene med mine tanker om livets mening,
Med et lyses rummet op af en herkomst af kærlighed,
Smilet breder sig på de ansigtsløse skygger,
Og mørket kommer istedet frem hos mig,
Vi bytter plads,
Meningen udviskes og
Kærligheden overvinder alt.

Voldtægt

Som en ond drøm,
trængte du ind i mit liv.
Tog mig med magt,
og fuldførte din akt.

Som et ubarmhjertigt monster,
stjal du alt fra mig, stykke for stykke.
Jeg tiggede og jeg bad dig; “Stop.”
Men dit syge begær kunne ikke få nok.

Som et skrig i evigheden,
fanget i tavshedens lænker.
Voldte du mig så megen smerte,
at jeg knuste en andens hjerte.

Som en skygge fra fortiden,
hjemsøger du mig igen og igen.
Sidder som en djævel på min skulder,
mens hele mit selvværd, det smuldrer.

Som et evigt mareridt,
der aldrig rigtig stopper,
er du nu alt hvad jeg ser,
og jeg hader dig mer og mer.

Levende><Døde

Hvem er de levende døde?
Er det dem der går rundt uden mening
Dem der ikke har lysten eller drivet
Til at gøre en forskel, gøre en indsats
Eller er det dem som har mistet livet
Før de nåede at få gjort de ting
Som de ville have nået i livet.
Eller bliver de kaldt de døde levende?
Hvis ikke, er det så dem der går rundt med mening
Dem som har lysten og drivet
Til at gøre en forskel, gøre den indsats
Som nåede at få gjort de ting
De havde sat for sig i livet.

Lytte

Kender du pibetonen
Den tone som i et tomt rum
Altid er der som en baggrundsstøj
Den er øredøvende høj
Man kan blive helt idiotisk
Af at lytte til den
Prøve at forstå den
Man bliver sindssyg af at lytte
Fordi alt det du prøver mislykkes
Fordi det bare er støj
Støj som sommer fra dig selv.
Men prøv at forestil dig hvis
Støjen rent faktisk er stemmer
Stemmer fra vinden som vil i kontakt
Burde man så ikke prøve at lytte igen
Eller er det der, man bliver syg
Fordi man får at vide at det er stemmer i hovedet
Skizofreni eller paranoia,
Alt kan mislykkes, alt er støj
Alt er bare pibetonen.