Kategoriarkiv: Brokkassen

Brok 18

”Vreden, gudinde, besyng …”

I forlængelse af min hyldest til Sara Omar, som ytret på Tekstforums seneste FB-opslag, og hendes kontrafej på forsiden, nu til gengæld et brok over den manglende støtte fra kvindesagens aktører til hendes modige kamp mod undertrykkelsen af muslimske kvinder – noget, jeg også kom ind i på i omtalte indlæg.

Jeg kan simpelthen blive så harm over tavsheden, der omgærder den side af kampen for kvinders rettigheder. Og manglende solidaritet med en medsøster, der går all in for sagen til trods for store personlige omkostninger (stigmatisering, mordtrusler osv.)

Al deres engagement og energi bliver i stedet brugt på navlepillende jammer og en evig jagt efter småkrænkelser, der ikke kan blive bagatelagtige nok, fra (selvfølgelig hvide) mænd.  Der levnes hverken lyst eller vilje til at fordømme den sociale spændetrøje, fysiske og psykiske vold og kvindeforagt, der hersker i mange formørkede, muslimske miljøer i Danmark. Hvor er det hyklerisk og fejt!

Det er også Sara Omars fortjeneste, at KVINFO nu langt om længe har set sig nødsaget til at komme lidt på banen. Men tøvende, og med en forblommet snak om deres skam gode målsætninger. Det giver jeg ikke en klap for, så længe man ikke tager fat om nældens rod, peger på de virkelige, patriarkalske skurke og nævner den egentlige baggrund for døtres opdragelsesrejser, tvangsægteskaber og æresdrab m.m.

At sige det, er for ubekvemt for mange. Og det skal det heller ikke, siges. Det skal RÅBES ud!

SA

Brok 17

Det er længe siden, men her et nyt brok til kassen. Inspireret af journalisten Niels Lillelunds ugentlige avisklumme om ”Verdens gang”.

At tænkningen har det skidt er efterhånden en udbredt sandhed. Kraniekassen i stedet fyldt med billeddannelser af fikse idéer, og sprogbrugen rettet til efter disse.

F.eks. hedder det ikke længere ”barnebrude”, men ”unge asylpar” – en eufemistisk omskrivning af virkeligheden (noget den forhenværende integrationsminister for tiden får at føle). Stilen er manden og sproget er ideologien, hensigten. Den amerikanske kognitive lingvist, Gorge Lakoff har skrevet om, hvordan sproget kan erobres politisk og sætte rammen for den offentlige debat. Noget især de venstreorienterede er gode til.

Et andet eksempel på ideologisk slik i øregangen, også anført af Lillelund, er en ensidig fokus på ordet ”børnefattigdom”, som så, isoleret brugt, tjener som dække over visse familiers bortødslen af ellers generøse overførselsindkomster. En kendsgerning igen behændigt udeladt i debatten.

Og når vi nu er ved sprogforvanskninger som følge af idé- og billedfyldte, men tanketomme hoveder, skal vi også have med, den ulidelige omskrivning af danske ord til engelske: Et ”University College” er jo bare et andet ord for et lærerseminarium. ”SALE” et udtryk for noget billigt kram gjort en smule billigere. En ”keeper” i sportsjargon er en målmand, og ”kids” i reklamer, børn. 

Hvorfor dælen alle disse anglicismer i stedet for gode danske ord? Fordi det skal være fint og internationalt. Sætte forsvindende lille Danmark i et verdensomspændende lys. Efter devisen: Vi er en betydningsfuld del af den store globale sammenhæng.

Men netop det er en tilsnigelse og ren indbildskhed i stedet for realiteter. Og desuden så latterligt.

SA

Brok 16 (24/09/19)

Det nye indlæg til brokkassen (nr. 16). Må siges at være lidt blandet, for indeholder også noget fornøjeligt.

Vi har været på adskillige udenlandsrejser og høstet mange indtryk fra den store verden. Mest dog overfladiske, som de nu engang er, når man er turist.

Danmark derimod kender jeg helt ind til benet, eller ind til dets sjæl (også den forhærdede tidselsjæl). Der er ikke de kringelkroge, jeg ikke har aflagt et besøg, og ikke den vej jeg ikke har kørt på. Det sker på min motorcykel. Næst efter min viv, mit kæreste eje.

Nu hvor der er taget godt hul på efteråret, er det blevet sæson for de sidste ture. Der alle har karakter af noget desperat, for man skal skynde sig. Møder andre i samme situation. Også ensomme ryttere som én selv. Men der hersker den tradition, at man lige skal slippe styret med venstre hånd og hilse på hinanden i forbifarten. Vi bikere tilhører et sært, udefinerbart fællesskab.

Jeg holder mig så vidt muligt fra motorvejene, hvor man er slemt pakket ind af morderbilismen. Søger hellere ud på de små biveje. Her lurer trafikdøden imidlertid også, ikke så meget på mig som skarer af fasaner, der i den her årstid netop søger ud på asfalten, hvor de instinktivt ved, der ikke skydes. Men så til gengæld med fare for at blive kørt ned. Også de stakkels umælende dyr må leve med angsten. Ak ja.

Fuldstændig undgås kan de sjældent, motorvejene. Slet ikke i går med en tur langt nordpå. Helt op til kanten af Århus. Nærmere bestemt Marselisborgskoven. Den var det planen at trille lige så stille igennem for at rekreere mig efter det hæsblæsende ridt på E45. Helt stille var der dog langtfra med et mylder af trolde. Og jeg kan røbe så meget, at moderne skovtrolde er løbemotionister med tungen ud af halsen. Som ikke desto mindre kan kæfte løs i vilden sky alligevel.

Skoven får en brat ende, hvor byen begynder. Stødte altså pludselig mod en mur af endnu mere støjende idioti. Den var det om hurtigt at gennembryde. Det egentlige mål for rejsen lå på den anden side af Århusbugten – Mols med de smukke til dels lyngbeklædte bakker.

Herfra er der en formidabel udsigt over vandet. Desuden var vejret jo ganske udmærket. Blot noget blæsende. Det rev himlens hvide mønster af striber efter jetflyende sammen til noget heldækkende. Af vejrudsigten benævnt som ”slørskyer”. Altså et ganske neutralt og naturligt fænomen! Ak ja.

Bortset fra det, en alt i alt udmærket køretur ud i det Danmark, der er under hastig forandring. Dog ingen uidentificerede bombesprængninger i denne omgang. Lige der hvor jeg var i det mindste.

SA

Brok 15 (11/09/19)

Hermed brok 15. Det handler bl.a. om kødædende klimaaktivister og andre udslag af den kollektive sindssyge:

Undskyld mig, men nu hvor den lille søde svensker Greta Thunberg har fået en advarsel om ikke at forsømme mere i skolen, samt her efter Jess Ørnsbos død, må andre tage over. Alt andet end pessimisme er narreværk og mere lal.

Der hvor vi bor, skyder parcelhusene op som skvadderkål. De pynter ikke just, og naturen er trængt i defensiven. Gamle omgivelser gjort ukendelige og minderne planeret.

Menneskeracen, denne invasive art, både breder sig og klumper sig sammen. Med udsigten til et endnu større antropologisk helvede. Apokalypsen lurer lige bag nærmeste nabos trampolin.

Det ultimative rædselsscenarie vil være, at Huscompagniet sætter sig på hele geografien, inklusive den afbrændte regnskov.

Eneste redningen kommer måske fra en svensk professor (det voksne svar på Thunberg), der i ramme alvor mener, at vi af hensyn til klimaet bør begynde at spise menneskekød. Umiddelbart et sympatisk forslag, men alligevel siger jeg: Velbekomme!

SA

Brok 14 (06/09/19

Det skal handle om Robert og Aline Crump, der har fået krænkelseshysteriet at føle. Samt om tilladt kontra tabubelagt satire.

Tilladt

Forbudt

Tidens dårskab, den politiske korrekthed er også kvælende bornert. Det har den legendariske satiretegner Robert Crump og hans hustru Aline Crump (ligeledes tegner) fået at føle. Under stærke angreb fra den ekstreme venstrefløjs bevægelse mod ”racisme” og ”sexisme”.

Det er så utrolig latterligt, at en sådan tegning kan vække anstød. Modsat Heidegger, der direkte så en sammenhæng mellem erotik og filosofi. Hvilket vist kan siges at være et stærkt forsvar for Crumps erotiske fantasier.

SA

Brok 13 (01/09/19)

Mine brok (her nr. 13 i serien) er tit svøbt ind i et dække af ironi, hvor der så til gengæld gemmer sig klare udmeldinger.

Kræver altså lidt udpakning. Og når overskriften lyder ”De der gemmer til natten, gemmer til Enhedslisten (og Socialistisk Folkeparti)”er tonen i hvert fald slået an, og kursen lagt. For igen rettet mod mine to yndlingsaversioner: De venstreorienterede og deres uigennemtrængelige panser af politisk korrekthed.

Det citerede er dog ikke mit eget, men journalisten Niels Lillelunds i hans ugentlige avisklumme, der denne gang handler om den politiske venstrefløjs bestræbelser på at omgøre det danske samfund til et kommunistisk helvede.

Midlet: Den totale udligning. Flå de i forvejen flåede i skat og brug pengene på dem, der i forvejen koster mest.

Det er så sørgeligt, så det skal jeg ikke komme videre ind på, men i stedet stille spørgsmålet: Kender du typen? Det gør han, Lillelund – kender typen, og at kende den er det samme som at gennemskue den. I dagens klumme med sigte på formanden for SF, Pia Olsen DYR.

Signalementet står hun selv for. Se bare, hvordan hun præsenterer sig på partiets hjemmeside: Bor i Brønshøj (i kontrast til ”de rige svin”, de onde og kolde i Gentofte forstås), med høns og gode naboer, spiser morgenmad med sin datter, løber, strikker og ser serier.

En væsentlig detalje det med hønsene, der – typologisk set – er taget lige på kornet, havde jeg nær sagt.

Det oser alt sammen af det i den grad autentisk acceptable, og når hun kan skrive sådan uden blusel, er det fordi, det holder sig inden for rammen af det ultimativt rigtige i egen og så mange andres selvforståelse. Nok til at placere hende som en lysende stjerne i det danske pladderunivers.

Et sandt mesterstykke i at fremstille sig selv i et uangribeligt skær. Men tag ikke fejl, absolut ikke tilforladeligt. Når damen færdes på Christiansborg minder hun mere om en grådig tyv af andres penge.

Og med det er vi tilbage ved brokkets indledningscitat med den indbyggede morale: Brug for guds skyld dit opsparede, det lidt der er til overs, mens tid er, ellers kommer DYR og Skipper og tager også den rest. 100% i arv til den socialistiske stat.

SA

Brok 12 (18/08/19)

Robert Redeker

Det er noget uhyggeligt noget, at virkeligheden sådan er forsvundet. Og endnu mere uhyggeligt, at det er sket, uden vi har opdaget det. Godt i det mindste at den franske (og selvfølgelig bandlyste) filosof, Robert Redeker, kan gøre os opmærksom på dette fatale, idet han peger på underholdningsindustriens overtagelse af ”virkeligheden”:

”Når underholdningsindustrien uden besvær har kunnet sætte sig på den ”åndelige magt”, er det nok fordi sansen for virkeligheden, ja, for menneskets virkelighed (siden den græske oldtid har virkeligheden været synonym med mennesket) er blevet afsvækket. Frem til 60erne i det sidste århundrede var denne magt noget, der hørte åndseliten til. Dvs. teologer, filosoffer, mennesker, som var eksperter på mange områder på én gang, og forfattere af højeste karat. […] Denne magt hørte også til de stærke institutioner som kirken og dens rival og tvilling den republikanske skole. Men disse eliter er blevet udrangeret, de er blevet knust under underholdningsindustriens damptromle. De gamle institutioner har opgivet sig selv, gjort sig selv til noget underordnet, i stedet for at forblive tro mod deres egentlige kald, og nu vakler de rundt i halen på underholdningsverdenen. De vil gerne blive ét med den verdensomspændende underholdningsstrøm og forvandle sig til korte indslag i den store underholdningsudsendelse, som livet er blevet til.”

Robert Redeker (”Homo Festivus: Den postmoderne antiracismes uafbrudte fest).

Meget apropos, den netop overståede Copenhagen Pride, der fuldstændig har mistet sin karakter af demonstration, men alene gav anledning til en ny fest, en kæmpe fordrukken Distortion-gadefest kulminerende i et optog (behændigt uden om Nørrebro). En parade i høj grad også for virksomheder, der reklamerer for sig selv. Carlsberg lægger ikke skjul på det: ”Det handler i bund og grund om at sælge øl – og hvordan henvender man sig så bedst til det publikum, man ønsker at sælge øl til?” udtaler deres pressechef uden blusel.

Også realpolitik er nærmest blevet til infantil underholdning og leg. Se nu bare vores nye regering, der ikke just afkræfter det indtryk. Med en statsminister, der har travlt med at fremstå så utrolig krammende empatisk og god, men ikke desto mindre står i spidsen for en i mange henseender moralsk anløben politik.

Hvad er der blevet af virkeligheden bag den facade af elskelighed og festkultur?

SA

Brok 11 (14/08/19)



Jeg nægter at tro, at hele Tekstforums omfattende klientel, så småt er indhentet af dets egen død. Men så må folk til gengæld være ufattelig optimistisk sindede, for det nye indlæg til Brokkassen (nr. 11 i rækken) kan igen alene tilskrives mig, den overvejende sortseende.

Det gælder om at se lys i mørket.

Var i Skjern i går, hvor jeg havde et ærinde. Og glad da det var overstået, og jeg igen kunne forlade den gudsforladte flække. For den har alt, hvad der skal til for at være en kopi af andre ucharmerende kopier.

Hvordan de hjemmehørende kan befinde sig godt under de omstændigheder, er ikke til at forstå. Måske fordi de har nok i dem selv. Nå, men alt har sin kontrast, og det er som altid om at skimte det lys, der såmænd også kan øjnes i mørket. Eller komme på det muntre der tit er at finde selv i noget nedslående (tænk bare på Ulf Pilgaards revynummer om homofobien på den kant: Lem og i Tarm).

Værre dog mit forhold til storbyer. Dem undgår jeg helst nu, og jeg må spørge mig selv, hvordan det er kommet dertil, for tidligere har jeg jo selv boet i slige. Måske på grund af storbyernes befolkninger, som jeg med tiltagende fornuft og modenhed er vokset fra.

Altså af demografiske årsager. Nej, jeg tror snarere af privatgenetiske. Ved nærmere eftertanke har jeg altid søgt ensomheden. Helt fra barnsben af elsket mine solovandringer ud i det fredfyldte, åbne landskab, som man havde så let adgang til, derfra hvor jeg er vokset op. Med sangerens ord ”jeg kan bedst med åbne vidder”.

Denne gamle erfaring får nyt liv umiddelbart syd for byen. Her er natur for alle pengene, nationalpark og hele molevitten.
Bedst at parkere kareten og kravle op til den majestætiske hvide kirke på toppen, hvorfra der er et gigantisk view over det anseelige å-delta i Skjern enge.

Frisk luft i lungerne og så kan man slå ud med armene i jubel over et smukt og storslået stykke Danmark. Men det er ikke alt. Oplevelsen vækker også drømme – for guds skyld ikke utopiske, men om forgangne tider. Og her hjælper kirken godt til.

Det slår mig nemlig ofte, hvor meget kirker er i stand til at gemme på fortiden, ved deres blotte tilstedeværelse i landskabet. For én med en smule indfølingsevne gør de det muligt at abstrahere fra alt det grimme omkring sig: De da noget så triste parcelhuskvarterer med tilhørende Remaer, Faktaer, Nettoer og hvad de nu alle sammen hedder, med alt deres uspiselige skrammel. Og langt ude i horisonten over mod Ringkøbing fjord tilplastringen af vindmøller. Disse monstre til forstyrrelse af enhver idyl, der – og det er det værste – vækker erindring om lokale kommunalpolitiske mørkemænd, godt bakket op af Enhedslisten, Alternativet og andre totalitære bevægelser, der selv så langt fra deres baser i hovedstaden har sat deres ideologiske aftryk på Jylland, hvor de i øvrigt aldrig selv kunne drømme om at begive sig hen.

Efter en besigtigelse af smukke Lønborg kirke, for det er den, vi taler om her, har jeg har sat mig på en bænk på toppen af dens bakke, med madpakke, termokande og en øl til efterskyl. Lidt efter knaser en rollator i gruset, og langsomt – uendeligt langsomt – ruller den og dens ejermand forbi. En ældre mand (mildt sagt), hilser venligt. Ulasteligt klædt, som er han på vej til en højtidelighed her på en almindelig tirsdag. Jeg gætter på, han har gjort turen talløse gange, og da stien fører hen til kirkegården, gætter jeg også på, han skal besøge en grav der.

Et sådant – jeg havde nær sagt livgivende – lyspunkt er helt ude af trit med nutiden. Tak for det.

SA

Brok 10 (31/07/19)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Billedet viser Howard S. Schwartz – amerikansk filosof og professor, samt i flere bøger en markant kritiker af den politiske korrekthed i Vesten. Mere om ham i slutningen.

Den søde ferietid er endnu ikke helt forbi, men dog så fremskreden, at knolden lige så stille begynder at rotere igen. Med dette nye brok til følge:

Har læst om lægehuse, der har svært ved at rekruttere mandligt personale, og hvor der derfor kun er læger af hunkøn. Det har fået flere mandlige kunder til at fravælge dem. Ikke på grund af lidt snue, men der kan være noget, en mand helst vil have en mand til at tage sig af. F.eks. en recept til en smule Viagra (selv om nu lige DET var noget, kvinder ville have forståelse for – sikkert af bitter erfaring).

Det er ikke så let, når deciderede mænd ikke længere lader sig opstøve. Men i Island har man indført kønsneutrale navne – Sofus Sofie eller Sofie Sofus (alt efter temperament). Man kunne også sige, at de smarte islændinge har opfundet en ny race, der både er mand og kvinde, eller hverken eller. Så hvorfor ikke få ansat nogle af den slags på danske lægeklinikker? Så kunne alle uden blusel møde op med skavanker på diverse kropsdele.

Vi snakker om lighed. Og det gør vi i høj grad i en tid, hvor de gode gamle frihedskæmpere, dem fra besættelsestiden, er udskiftet med totalitære lighedskæmpere. På alle fronter, ikke mindst den kønspolitiske. For dem er en dekonstruktion af kønnet en absolut nødvendighed.

Forholdet mellem mand og kvinde har Søren Kierkegaard selvfølgelig også en holdning til, men den vil næppe gøre ham populær i videre kredse. Godt der er så forsvindende få, der læser ham (og endnu færre der forstår ham). Hør bare her:

”At Qvinden er mere sandselig end Manden, viser strax hendes legemlige Organisation. Nærmere at udføre det, er ikke min Sag; men en Opgave for Physiologien. Derimod skal jeg vise min Sætning paa en anden Maade, nemlig ved æsthetisk at føre hende ind under hendes ideale Synspunkt, hvilket er Skjønheden, mindende om, at den Omstændighed, at dette er hendes ideale Synspunkt, netop viser, at hun er mere sandselig end manden.”

Og lidt længere nede: ”Naar Skjønheden maa raade, da tilvejebringer den en Synthese, hvor Aanden er udelukket.”

Hans arkaiske sprog er tillige som sædvanlig ret så krypteret, men jeg kan røbe, at den Ikke får for lidt. Kvinder bestemmes ganske enkelt som sanselige og uden ånd.

Det er åbenbart forklaringen på, at han selv holdt sig på afstand af det smukke køn – for at beskytte sin egen åndelige habitus! Nu kan jeg høre en raslen fra feministernes sabler og denne gang vist med god grund. Thi for en gangs skyld har geniet altså ikke helt ret. Allerede præmissen i hans generaliserende argumentation er tvivlsom, og konklusionen nærmer sig derfor i betænkelig grad et uholdbart postulat.

Men at kvinder ofte er sanselige, det er nu rigtigt nok – ha, ha! Og når de fleste mænd forstår at værdsætte det, er de aldrig en snus bedre end dem, for bliver jo så selv en del af åndløsheden, i hvert fald som Kierkegaard i den her sammenhæng definerer den.

Bag diverse løjerligheder i mit brok her gemmer sig imidlertid en vis alvor. De skarpsindige vil have vejret en snert af opgør med den politiske korrektheds terroriserende konformitet. Derfor denne reference til slut:

“For det infantiliserede menneske i dets imaginære verden er virkeligheden ikke til. Ikke engang de basale realiteter, man ellers ikke kan flygte fra, eftersom de står skrevet i et utvetydigt sprog i ens egen krop: Man er ved fødslen enten mand eller kvinde.”

(Howard S. Schwartz)

(Alle ville i øvrigt have gavn af den mands dybsindige analyser af fænomenet Political Correctness, for de udvider i den grad ens horisont. Lidt livsstilsvejledning og ”kostråd” skal der også være plads til i disse klummer).

SA

Brok 9 (25/06/19)

Dette 9. brok starter et helt andet sted end hvor det ender. Og går desuden fra et makro- til et mikroperspektiv. Fra det generelle til det specielle. Altså lidt af en baglæns progression, hvis man kan sige sådan. Men sørme også med en smule selvransagelse. Hvem skulle have troet det?

Jeg har netop læst og noteret mig, at de to højskolefolk og kloge mennesker, Lisbeth Trinskjær og Anders Fogh Jensen (førstnævnte endog formand for Højskolerne) efterlyser en ny debatform ikke bare for deres elever, men for den generelle debatkultur i det hele taget.

Nu tror mange straks, at der igen er tale om den gamle traver med en for hård tone i den offentlige samtale. Men ingenlunde, snarere tværtimod. Begge slår nemlig til lyd for at man også skal være villig til konflikten i en given diskussion. Det er deres erfaring, at samfundet er præget af en konsensuskultur, hvor det gælder om ikke at støde an, være alt for åbenlyst uenig. Hellere pakker man meningsdivergenserne ind i vat, eller holder sig helt tilbage (bortset fra vulgariteten på de sociale medier selvfølgelig). Man er vel pæn og taler ikke lige ud af posen! Ikke godt for demokratiet synes både Trinskjær og Fogh Jensen.

Det med den overhøflige konfliktskyhed, som den kommer til udtryk i sprogbrug, leder lige over i mit egentlige anliggende, der handler om skiltning og boder. Begge dele i vejsiden.

Det første dog mest ved lyskrydsene. De fleste har nok bemærket, at der er kommet disse nye formaninger med opfordring til lige at se sig godt for, inden man starter for grønt. Noget med at bruge et par sekunder på knap at have så travlt.

Selv det mest indlysende skal åbenbart ses fra flere sider! For kan det ikke lyde lidt hen ad, at man selv har en god bid af skylden, når man bliver torpederet af en galning, der ikke har tid til at stoppe op for gult, for slet ikke at sige rødt?

Og så til boderne med kartofler og jordbær (gerne lidt rådne og til ublu overpriser). Den, jeg købte ved, havde opsat et skilt med en kærlig appel til alle dem, der kørte derfra med varerne uden at betale. Sådan husket lige fra hovedet – noget med at vise en smule forståelse for sælgers lille familie, der også skulle leve (allerede her lidt hult, for såvel familie som varer kom fra en halv herregård i nærheden). Samtidig med at vedkommende fandt forståelse for, det også kunne være svært for KUNDENS lille familie at få det hele til at løbe rundt. Altså en så ovenud rørende hilsen til tyven, at ikke et øje var tørt.

Det kan man da kalde at forsøge sig med det gode. Ren Moder Theresa. Men tanken om, at nogen skulle være så meget i nød, at de må stjæle en pose kartofler for ikke at dø af sult, må da vist stamme fra et parti ikke længere til højre end Enhedslisten, eller være et levn fra Jens Vejmands tid.

Den slags oratorisk krammer lyder i mine øren som en form for elskværdigt lal. Omstændighederne taget i betragtning, synes jeg snarere, der var anledning til at kalde en spade for en spade. Noget i retning af: I forbandede svindlere og tyveknægte. Får jeg fat i jer, bliver I dyppet i vores gylletank.

Modsat hele den der udglattende og blødsødne stil, der gør sig gældende i begge eksempler, og efterhånden overalt, og som jeg har svært ved at forliges med, ja ligefrem ækles ved. Ligesom jeg så langt foretrækker en kontant vin (15% og opefter) fremfor en limonadeagtig halvsød.

Jeg slutter ikke lige her, men med et par alvorsord helt til sidst. Ikke mindst rettet mod egen ironiske stil: Ironi har jo tit den skavank, at selv om den ikke skyder helt forbi målet, rammer den alligevel ikke skiven – fuldtonet, havde jeg nær sagt. I modsætning til substantiel saglighed, der er anderledes forbundet med rentonet alvor. Noget man som ironiker godt kan savne ved sine egne skriv.

Måske man derfor skulle stoppe disse brok i vanlig stil, inden man bliver alt for led ved dem … og ved sig selv!

SA