Café Rose

For mange år siden arbejdede jeg på Café Rose på Mozartsvej ude i Sydhavnen. Café Rose var et spisested, hvor alle var velkomne til at komme og drikke kaffe. En kop kaffe kostede en rund femmer, som jeg husker det, og dagens ret var altid noget med kød, sovsbrun og kartofler, der kostede 20-25 kr med eller uden rabatkort.

Det var på Café Rose, at jeg fik et indblik i, hvad der gemmer sig af bundløs smerte og sindslidelse i menneskene. De mennesker, som vi går i en stor bue udenom, når de kommer gående i deres ildelugtende pjalter. Dem, hvor lort og pis har dannet kager på tøjet, kroppen og i håret. Dem, som ligger og sover i S-togene og på bænkene om natten, og vandrer hvileløst rundt i gaderne om dagen, dem som gestikulerer vildt med armene, og taler højt med sig selv eller guderne må vide hvem. Dem, der er for alvor udenfor og tabt i denne verden; de for alvor psykisk syge mennesker.

Der var Palle alene-i-verden, som var så hooked up på psykofarmaka og psykose, at han ikke længere var i stand til at tale klart, men hviskede usammenhængende. Det var Palle-alene-i-verden, der en juleaften i frostvejr stod og bankede på ruden, efter at alle andre var gået hjem med deres fyldte flæskestegsmaver og julegave, som jeg måtte åbne døren for og forklare ham, at caféen var lukket, at han desværre var kommet for sent til juleaftensarrangementet.

Der var Einer, som ikke bare var Einer, men havde hele 6 personer, som han skiftede imellem at være. De mest fremtrædende personligheder var lille Einer, som var blevet røvpulet af overlægen på Sct. Hans Hospital, som Einer også var, når han ikke var en amerikansk kaptajn på et hangarskib under 2. verdenskrig, altså når han ikke var en japansk kamikazepilot; og når han i et sjældent øjeblik bare var Einer, kunne han med et glimt i øjet og hviskende spørge, om jeg ikke kunne stikke ham til en kop kaffe, hvilket jeg – selvfølgelig – godt kunne. Einer selv kunne til gengæld ikke lide at bade, da han var bange for at blive skyllet ud i de små huller i risten i bunden af brusekabinen.

Der var Svend Erik, som var så beskidt og ildelugtende, at du ville kunne lugte ham, hvis han lå og svømmede rundt i en gylletank. Stanken brugte han som et panserværn mod en truende omverden. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg, som en slags vink med en vognstang, ville forære ham en traditionel sort kam, som jeg købte inde i den lokale Irma. Jeg lagde kammen på bordet foran ham, og hentede en kop kaffe. Da jeg kom tilbage med kaffen, lå der en hvid kam på bordet. Jeg drejede lige så langsomt omkring, og gik ud på toilettet, og brækkede mig i lårtykke stråler.

Jeg forsøgte aldrig igen at intervenere i Svend Eriks eller nogle af de andres liv, men lærte at sindet er en skrøbelig størrelse, og vi alle har hver vores strategier til at overleve i denne verden.

Claus Pogel (CP) 7/8-16