Brok 16 (24/09/19)

Det nye indlæg til brokkassen (nr. 16). Må siges at være lidt blandet, for indeholder også noget fornøjeligt.

Vi har været på adskillige udenlandsrejser og høstet mange indtryk fra den store verden. Mest dog overfladiske, som de nu engang er, når man er turist.

Danmark derimod kender jeg helt ind til benet, eller ind til dets sjæl (også den forhærdede tidselsjæl). Der er ikke de kringelkroge, jeg ikke har aflagt et besøg, og ikke den vej jeg ikke har kørt på. Det sker på min motorcykel. Næst efter min viv, mit kæreste eje.

Nu hvor der er taget godt hul på efteråret, er det blevet sæson for de sidste ture. Der alle har karakter af noget desperat, for man skal skynde sig. Møder andre i samme situation. Også ensomme ryttere som én selv. Men der hersker den tradition, at man lige skal slippe styret med venstre hånd og hilse på hinanden i forbifarten. Vi bikere tilhører et sært, udefinerbart fællesskab.

Jeg holder mig så vidt muligt fra motorvejene, hvor man er slemt pakket ind af morderbilismen. Søger hellere ud på de små biveje. Her lurer trafikdøden imidlertid også, ikke så meget på mig som skarer af fasaner, der i den her årstid netop søger ud på asfalten, hvor de instinktivt ved, der ikke skydes. Men så til gengæld med fare for at blive kørt ned. Også de stakkels umælende dyr må leve med angsten. Ak ja.

Fuldstændig undgås kan de sjældent, motorvejene. Slet ikke i går med en tur langt nordpå. Helt op til kanten af Århus. Nærmere bestemt Marselisborgskoven. Den var det planen at trille lige så stille igennem for at rekreere mig efter det hæsblæsende ridt på E45. Helt stille var der dog langtfra med et mylder af trolde. Og jeg kan røbe så meget, at moderne skovtrolde er løbemotionister med tungen ud af halsen. Som ikke desto mindre kan kæfte løs i vilden sky alligevel.

Skoven får en brat ende, hvor byen begynder. Stødte altså pludselig mod en mur af endnu mere støjende idioti. Den var det om hurtigt at gennembryde. Det egentlige mål for rejsen lå på den anden side af Århusbugten – Mols med de smukke til dels lyngbeklædte bakker.

Herfra er der en formidabel udsigt over vandet. Desuden var vejret jo ganske udmærket. Blot noget blæsende. Det rev himlens hvide mønster af striber efter jetflyende sammen til noget heldækkende. Af vejrudsigten benævnt som ”slørskyer”. Altså et ganske neutralt og naturligt fænomen! Ak ja.

Bortset fra det, en alt i alt udmærket køretur ud i det Danmark, der er under hastig forandring. Dog ingen uidentificerede bombesprængninger i denne omgang. Lige der hvor jeg var i det mindste.

SA

Skriv et svar