Brok 13 (01/09/19)

Mine brok (her nr. 13 i serien) er tit svøbt ind i et dække af ironi, hvor der så til gengæld gemmer sig klare udmeldinger.

Kræver altså lidt udpakning. Og når overskriften lyder ”De der gemmer til natten, gemmer til Enhedslisten (og Socialistisk Folkeparti)”er tonen i hvert fald slået an, og kursen lagt. For igen rettet mod mine to yndlingsaversioner: De venstreorienterede og deres uigennemtrængelige panser af politisk korrekthed.

Det citerede er dog ikke mit eget, men journalisten Niels Lillelunds i hans ugentlige avisklumme, der denne gang handler om den politiske venstrefløjs bestræbelser på at omgøre det danske samfund til et kommunistisk helvede.

Midlet: Den totale udligning. Flå de i forvejen flåede i skat og brug pengene på dem, der i forvejen koster mest.

Det er så sørgeligt, så det skal jeg ikke komme videre ind på, men i stedet stille spørgsmålet: Kender du typen? Det gør han, Lillelund – kender typen, og at kende den er det samme som at gennemskue den. I dagens klumme med sigte på formanden for SF, Pia Olsen DYR.

Signalementet står hun selv for. Se bare, hvordan hun præsenterer sig på partiets hjemmeside: Bor i Brønshøj (i kontrast til ”de rige svin”, de onde og kolde i Gentofte forstås), med høns og gode naboer, spiser morgenmad med sin datter, løber, strikker og ser serier.

En væsentlig detalje det med hønsene, der – typologisk set – er taget lige på kornet, havde jeg nær sagt.

Det oser alt sammen af det i den grad autentisk acceptable, og når hun kan skrive sådan uden blusel, er det fordi, det holder sig inden for rammen af det ultimativt rigtige i egen og så mange andres selvforståelse. Nok til at placere hende som en lysende stjerne i det danske pladderunivers.

Et sandt mesterstykke i at fremstille sig selv i et uangribeligt skær. Men tag ikke fejl, absolut ikke tilforladeligt. Når damen færdes på Christiansborg minder hun mere om en grådig tyv af andres penge.

Og med det er vi tilbage ved brokkets indledningscitat med den indbyggede morale: Brug for guds skyld dit opsparede, det lidt der er til overs, mens tid er, ellers kommer DYR og Skipper og tager også den rest. 100% i arv til den socialistiske stat.

SA

Skriv et svar