Brok 12 (18/08/19)

Robert Redeker

Det er noget uhyggeligt noget, at virkeligheden sådan er forsvundet. Og endnu mere uhyggeligt, at det er sket, uden vi har opdaget det. Godt i det mindste at den franske (og selvfølgelig bandlyste) filosof, Robert Redeker, kan gøre os opmærksom på dette fatale, idet han peger på underholdningsindustriens overtagelse af ”virkeligheden”:

”Når underholdningsindustrien uden besvær har kunnet sætte sig på den ”åndelige magt”, er det nok fordi sansen for virkeligheden, ja, for menneskets virkelighed (siden den græske oldtid har virkeligheden været synonym med mennesket) er blevet afsvækket. Frem til 60erne i det sidste århundrede var denne magt noget, der hørte åndseliten til. Dvs. teologer, filosoffer, mennesker, som var eksperter på mange områder på én gang, og forfattere af højeste karat. […] Denne magt hørte også til de stærke institutioner som kirken og dens rival og tvilling den republikanske skole. Men disse eliter er blevet udrangeret, de er blevet knust under underholdningsindustriens damptromle. De gamle institutioner har opgivet sig selv, gjort sig selv til noget underordnet, i stedet for at forblive tro mod deres egentlige kald, og nu vakler de rundt i halen på underholdningsverdenen. De vil gerne blive ét med den verdensomspændende underholdningsstrøm og forvandle sig til korte indslag i den store underholdningsudsendelse, som livet er blevet til.”

Robert Redeker (”Homo Festivus: Den postmoderne antiracismes uafbrudte fest).

Meget apropos, den netop overståede Copenhagen Pride, der fuldstændig har mistet sin karakter af demonstration, men alene gav anledning til en ny fest, en kæmpe fordrukken Distortion-gadefest kulminerende i et optog (behændigt uden om Nørrebro). En parade i høj grad også for virksomheder, der reklamerer for sig selv. Carlsberg lægger ikke skjul på det: ”Det handler i bund og grund om at sælge øl – og hvordan henvender man sig så bedst til det publikum, man ønsker at sælge øl til?” udtaler deres pressechef uden blusel.

Også realpolitik er nærmest blevet til infantil underholdning og leg. Se nu bare vores nye regering, der ikke just afkræfter det indtryk. Med en statsminister, der har travlt med at fremstå så utrolig krammende empatisk og god, men ikke desto mindre står i spidsen for en i mange henseender moralsk anløben politik.

Hvad er der blevet af virkeligheden bag den facade af elskelighed og festkultur?

SA

Skriv et svar