Brok 11 (14/08/19)



Jeg nægter at tro, at hele Tekstforums omfattende klientel, så småt er indhentet af dets egen død. Men så må folk til gengæld være ufattelig optimistisk sindede, for det nye indlæg til Brokkassen (nr. 11 i rækken) kan igen alene tilskrives mig, den overvejende sortseende.

Det gælder om at se lys i mørket.

Var i Skjern i går, hvor jeg havde et ærinde. Og glad da det var overstået, og jeg igen kunne forlade den gudsforladte flække. For den har alt, hvad der skal til for at være en kopi af andre ucharmerende kopier.

Hvordan de hjemmehørende kan befinde sig godt under de omstændigheder, er ikke til at forstå. Måske fordi de har nok i dem selv. Nå, men alt har sin kontrast, og det er som altid om at skimte det lys, der såmænd også kan øjnes i mørket. Eller komme på det muntre der tit er at finde selv i noget nedslående (tænk bare på Ulf Pilgaards revynummer om homofobien på den kant: Lem og i Tarm).

Værre dog mit forhold til storbyer. Dem undgår jeg helst nu, og jeg må spørge mig selv, hvordan det er kommet dertil, for tidligere har jeg jo selv boet i slige. Måske på grund af storbyernes befolkninger, som jeg med tiltagende fornuft og modenhed er vokset fra.

Altså af demografiske årsager. Nej, jeg tror snarere af privatgenetiske. Ved nærmere eftertanke har jeg altid søgt ensomheden. Helt fra barnsben af elsket mine solovandringer ud i det fredfyldte, åbne landskab, som man havde så let adgang til, derfra hvor jeg er vokset op. Med sangerens ord ”jeg kan bedst med åbne vidder”.

Denne gamle erfaring får nyt liv umiddelbart syd for byen. Her er natur for alle pengene, nationalpark og hele molevitten.
Bedst at parkere kareten og kravle op til den majestætiske hvide kirke på toppen, hvorfra der er et gigantisk view over det anseelige å-delta i Skjern enge.

Frisk luft i lungerne og så kan man slå ud med armene i jubel over et smukt og storslået stykke Danmark. Men det er ikke alt. Oplevelsen vækker også drømme – for guds skyld ikke utopiske, men om forgangne tider. Og her hjælper kirken godt til.

Det slår mig nemlig ofte, hvor meget kirker er i stand til at gemme på fortiden, ved deres blotte tilstedeværelse i landskabet. For én med en smule indfølingsevne gør de det muligt at abstrahere fra alt det grimme omkring sig: De da noget så triste parcelhuskvarterer med tilhørende Remaer, Faktaer, Nettoer og hvad de nu alle sammen hedder, med alt deres uspiselige skrammel. Og langt ude i horisonten over mod Ringkøbing fjord tilplastringen af vindmøller. Disse monstre til forstyrrelse af enhver idyl, der – og det er det værste – vækker erindring om lokale kommunalpolitiske mørkemænd, godt bakket op af Enhedslisten, Alternativet og andre totalitære bevægelser, der selv så langt fra deres baser i hovedstaden har sat deres ideologiske aftryk på Jylland, hvor de i øvrigt aldrig selv kunne drømme om at begive sig hen.

Efter en besigtigelse af smukke Lønborg kirke, for det er den, vi taler om her, har jeg har sat mig på en bænk på toppen af dens bakke, med madpakke, termokande og en øl til efterskyl. Lidt efter knaser en rollator i gruset, og langsomt – uendeligt langsomt – ruller den og dens ejermand forbi. En ældre mand (mildt sagt), hilser venligt. Ulasteligt klædt, som er han på vej til en højtidelighed her på en almindelig tirsdag. Jeg gætter på, han har gjort turen talløse gange, og da stien fører hen til kirkegården, gætter jeg også på, han skal besøge en grav der.

Et sådant – jeg havde nær sagt livgivende – lyspunkt er helt ude af trit med nutiden. Tak for det.

SA

Skriv et svar