Novelle

Minderne var efterhånden så nedslidte, ufriske som oret frugt, at de var svære at genkalde sig. En følelse af uvirkelighed nærmest som et hukommelsestab sneg sig ind i bevidstheden som boblende tomrum.
Forårsvarmen kom uventet og gavmildt, folk fandt ud i byens parker med dens lyde og dufte. Dagene havde skiftet de brændende stjernenætter ud med et flimmer af sølvpile og korte skygger.
Efter en kort spadseretur gik han lidt i stå og med jakken over armen satte han sig tungt ned på det yderste af bænken i modsatte side af affaldskurven. Det ubekvemme ryglæn tvang ham fremover hvilende med armene på knæene, mens hele hans verden udspillede sig i stiens gråbrune støv mellem hans let adskilte fødder.
Om kort tid forventede han at afslutte sin kandidatuddannelse i klassisk filologi. Hele studieforløbet havde ligesom indfoldet hans personlighed i brunt vokset papir, ligesom det slagteren pakkede flæskefars ind i dengang hans næse kun lige akkurat nåede op over den kolde marmordisk for at følge slagteres hurtige udregning med den rødstribede blyant.

Årstiden og den forventede studieforløbs afslutning udviklede sig til en sagte hvisken under doktriner og selvcentrerede forestillinger, en skæbnesvanger dekonstruktion af alt, hvad han stod for. Alt lige nu virkede som en bleg afglans af alt det, han havde læst i fedtede bøger i sene nattetimer. Hans tanker havde taget form som en foroverbøjet skikkelse, i kraft af en slags idealiseret praksis, der tvang ham dybt ind i sig selv.

En let rystelse fik ham ud af tankegangen, da en ung kvinde satte sig næsten lydløst midt på bænken med udstrakte nylonben og næsen rettet direkte mod solen, frakken stod åben som tulipanerne i bedene.
Deres blikke mødtes i et splitsekund; parkens stier syntes at slynge sig som lavastrømme midt i det grønne duftende forår. Uforberedt mødte han i kvindens blik en sindsro, som tilsyneladende kom ud af intet.

Han rettede sig op trak vejret dybt, det var svært at tro på intet lige nu og på dette sted, selvom han fik det bedre, da energien begyndte at gennemstrømme hans krop. Tankestrømmene havde tvunget ham ind i fastlåste, repetitive mønstre, hvor han følte tabet af handlefrihed, spontanitet og livsglæde.

Kvinden, følte han, kom ud af intet i skikkelse af noget konkret; som at høre regnen dryppe om natten og opleve solopgangen gennem morgenens regn dis.

Ubemærket havde kvinden vendt sig mod ham siddende med venstre arm over ryglænet og hånden hængende slapt ned, højrehånden holdt hun om venstre håndled, der afslørede et armbånd med guldindfattede rosenkvarts. Hænderne var smalle og slanke med tydelige årer på håndryggen, fingrene var besat med ringe som brikker i kvindens liv.
Han hørte sig selv tale, mens han løftede blikket og så ind i kvindens rolige blik, der på en forunderlig måde mødte ham med genkendelse. Kvinden lagde sit højre ben over det venstre og nikkede næsten umærkeligt. Der var en duft af lavendler.

Da han rejste sig befriet fra bænken, mærkede han gennem frakken en hånd gribe om sin venstre albue. Da de nåede Herkules Pavillionen kastede han et blik over skulderen og så tilbage på bænken, idet duften af kvindens varme hår fyldte hans næse med en sang om forårets løfter. Måske vidste kvinden det, som jeg ved i dag?