Tirsdags-jammer

Da jeg hos min sanglærer i går udvekslede nogle bemærkninger om, hvordan påskeferien var gået, nævnte hun, at hun gerne ville have haft mere tid til sig selv. Sådan er det vel for mange, som både har familie og i hverdagen ’arbejder med mennesker’, som jo undervisere og mange andre gør. Selv arbejder jeg alene det meste af tiden, og kunne godt bruge mere kontakt med familie og venner i fritiden. Som sangskriver ’tørrer jeg ind’, hvis jeg har for lidt kontakt med venner og familie. På den anden side ’vander det ud’ med for megen social kontakt. Jeg kender nogenlunde balancen: Skal ud ad døren mindst én gang om dagen, og skal helst også tale med et menneske hver dag, om det så er at hilse på en buschauffør eller en dyb samtale med en god veninde på en lang gåtur i skoven. Lige bortset fra buschaufføren og kassedamen, skal al kontakt planlægges og aftales. Det er et vilkår, når man som jeg bor alene. Og det er desværre ikke alle mine venner, der overkommer at holde de planlagte aftaler, suk. Heldigvis bor jeg tæt ved en skov, hvor jeg kan gå en tur, hvis det bliver for meget at være alene i min lejlighed, det frisker op, pludselig går man og hilser dav til andre skovgæster, og kan atter føle sig som en del af den menneskelige familie. Jeg har arbejdet pænt de sidste dage, holder regnskab med min arbejdstid, som de sidste par måneder har ligget på omkring 7 timer effektivt pr arbejdsdag (når arbejdstid i weekender og ferier føres over i hverdagene). Men i dag er det op ad bakke. Jeg ved fra musikere, som jo er nødt til at øve sig hver dag for at holde formen, at der er dage, hvor de ligefrem ’hader deres instrument’. Selv prøver jeg at fare med lempe og har en kategori i mit arbejdstidsregnskab som hedder ’på min pind’, hvor jeg prøver at komme i gang med nogle småting og ikke tvinger mig selv så hårdt, at jeg får lede og afsky ved mit arbejde. Her til formiddag sidder jeg netop på min pind, og kommer til at tænke på, om Tekstforum mon stadig eksisterer, hvilket jeg konstaterer, at det gør. Måske for tiden mest som ventil for frustration. Og ja, så kunne jeg da lige melde mig i koret.

Venlig hilsen
Frank Colding

Opdateringshelvede (Fredagsbrok 4)

Det er som med politikernes reformer – en opdatering af et website fører aldrig til noget godt. Ja, når det går rigtig skidt – til det rene kaos.

Som nu Tekstforums overbygning WordPress´ seneste. Den skulle vise sig at være så indgribende, at den slog alt vores hårdt tilkæmpede knowhow i smadder. Så vi nu kan starte på en ny runde, for at finde ud af det hele. Fanden tage det djævleyngel til IT-folk!

Derfor foretager jeg for tiden nogle testkørsler af systemet for at spore mig ind på, hvad tankemylderet snart ikke længere kan rumme. Praktiske øvelser på noget tidligere så simpelt som at oprette indslag på bloggen og sider på læsesalen.

Førhen såre enkelt, nu til gengæld indviklet, uoverskueligt og søvnløse nætter. Som tiden går uden løsning i sigte, kan man efterhånden kun håbe noget effektivt tryllestøv, eller at det hele blot var en ond drøm Heldigt at der længe har været så godt som nul og nix aktivitet på sitet, for der er næppe nogen, der ville kunne tackle udfordringen.

Et rimeligt spørgsmål lyder: Hvor er admin i alt det miskmask? Han er i koma.

SA

Fredagsbrok 3 (26/04/19)

Et er at politikerne flår os i skat, men endnu værre at de skalter og valter med vores dyrebare natur.

Danmark er jo som bekendt betydeligt mindre end så godt som alle andre lande, hvoraf en del af dem har naturscenarier, man kan kalde storslåede. Tænk bare på Grand Canyon i USA, eller Lake Louise i Canada.

Vi må nøjes med mere beskedne naturperler. Pletvise steder, der i bil er overstået på højst en halv time. Men ikke mindre fascinerende af den grund. Næh, måske netop derfor.

Et godt eksempel er den smukke Randbøldal, hvor istiden har efterladt et eventyrligt aftryk, i form af bratte skovskrænter, åløb og lyngbakker. Turen gennem den byder på en unik naturoplevelse. Vi tager den ofte, og altid når vi er på de kanter. Vi har endda set Isfuglen der.

Men se så bare til de kålhoveder på Christiansborg, der bygger motorveje og jernbaner, lige så hurtigt som en hest kan rende. Og fræser dem igennem ethvert landskab, også dem af enestående rekreativ værdi.

Seneste tiltag er en planlagt hærvejsmotorvej, der skal løbe igennem den udryddelsestruede midtjyske natur netop omkring Randbøldal. Samt en jernbane til lufthavnen i Billund, for at det ikke skal være løgn.

Hvorfor pokker lige akkurat dér spørger man. Ja, det med den fuldstændig overflødige jernbane har sin forklaring i, at det er folkepartiformanden Thulesen Dahls valgkreds. Ellers må det bero på en generel manglende æstetisk sans hos de folkevalgte. Parret med ønsket om at genere jyderne så meget som muligt.

Også andet støjende bliver forvist til Jylland. Hovedskurken i det foretagende er betonklodsen Claus Hjorth Frederiksen og hans ressort, forsvarsministeriet. Han peger på et øget trusselsbillede, der nødvendiggør oprustningen. Men det trusselsbillede kan han selv være.

Således har sagen om de infernalsk larmende kampfly F-35, der nu er bestilt, efterhånden udviklet sig til et maratonmareridt for beboere også i miles omkreds af Skrydstrup. Og nu vil samme forsvarsminister gudhjælpemig desuden opstille artillerikanoner i Nymindegab med en rækkevidde på 45 km. Granaterne fra dem tager en hvislende kurs hen over hovedet på både menigmand og vindmølleparker i vandkanten. Og alene afskydningsbraget lægger huse ned.

Hvad mon bliver det næste? Måske en krigshavn ved Vejle å!

SA

 

Fredagsbrok 2 (12/04/19)

Det er igen blevet tid til både fredagsbryg og fredagsbrok. Nr. 2 i rækken.

Men først lige en understregning af at serien er tiltænkt ikke kun mit eget brok, men også andres.

Jeg vil tro, at sådan ca. 99% af al brok er useriøst og uberettiget. Det gælder f.eks. den jammerbaserede og rettighedsfikserede del, gerne med krav om flere ressourcer til det ene og det andet. Og det gælder den grasserende krænkelseskultur, der er fyldt til randen med grundløs brok.

Men denne gang skal det handle om den uigennemtænkte af slagsen, man også kan støde på. Hør bare følgende goddag mand økseskaft-indlæg. Selvfølgelig fra menighedsbladet ”Politiken – hvor ellers:

”Det er et kæmpeproblem, at vi som forlader uddannelsessystemet med et kandidatbevis i hånden – os, der om nogen skulle være de dygtige tænkere – aldrig har lært at tænke vores egne tanker.”
Underskrevet R. K. Brorly, cand.mag.

Jeg gætter på en gymnasielærer, for den slags lirumlarum hører hjemme i et klasseværelse.

Det eneste, han har ret i, er, at der sandelig tegner sig en kæmpe opgave i at få ham til at tænke selv, for ikke at sige tænke i det hele taget (jf. det knasende grus i såvel meningsfuldhed som logik).

Men hvem i alverden, forestiller han sig, skulle kunne lære ham at tænke selv, ud over det stof, han forhåbentlig får sig tygget igennem i løbet af studiet? For man må jo gå ud fra, at hans universitetslærdom, både hvad angår fakta og ting til diskussion, har givet ham noget at tænke over.

Så længe man ikke er hjernedød, arbejder bevidstheden ustandseligt og forholder sig altid til noget uden for sig selv. Gerne på højtryk, så man til tider ville foretrække, den kunne kobles fra (også fordi den i dogmatisk henseende aldrig er ren og uskyldig). Men det kan næppe lade sig gøre og er, hvad kritisk tænkning angår, heller ikke ønskværdigt.

Men Forestillingen om en autonom tænkning er altså meningsløs. Fyren her har som andre mennesker, fået nogle kognitive evner, der skal have input for at komme til deres ret. Det er den eneste vej ud af hans problem. Og den vej er endog ret så selvstændig.

Et brok er en stilart, og som til enhver anden sådan hører der selvfølgelig en afrundende afslutning. Min skal forme sig som et uddybende appendiks, der sætter sagen på spidsen og trækker det sidste ud af den, gennem at pege på et også eksistentielt aspekt.

Derfor direkte henvendt til den gode mand: Lige med det første var jeg tilbøjelig til at affærdige dit indlæg som kun latterligt, men med fokus på dit andragende til andre om at fortælle dig, hvordan du skal tænke, bliver det identitetsmæssigt interessant. Fordi du samtidig med at bevæge sig ud i absurditetens overdrev er godt på vej til at udradere dig selv. Med det nødråb kunne du lige så godt have frekventeret en psykoterapeutisk coach af en art. Resultatet bliver det samme. Hun kaster dig også lige ud i intetheden.

PS! Nu hvor nyheden om disse indlæg er lanceret, vil de fremover få tildelt deres egen kategori (”Fredagsbrok”) på Tekstforums blog og blive slået op der. Men, som sagt, der kan ikke garanteres en stabil regelmæssighed. Jeg har ikke altid tid.

Derfor igen min opfodring til de kære læsere om selv at brokke sig. Nu hvor det foregår på bloggen, er det oven i købet blevet en smal sag: Slå brokket op som et almindeligt indlæg og sæt flueben i kategorien ”Fredagsbrok”, så nemt er det. Og så kan man jo desuden også let kommentere andres brok med et kontra-brok. Eller et brok over et brok, hvilket dette indlæg her egentlig kan betegnes som.

Frit slag. Kun kravet om flere pædagoger i daginstitutioner vil blive afvist (efter at undersøgelser har godtgjort, at blot ca. halvdelen af arbejdstiden bliver brugt på at tage sig af børnene).

SA

Fredagsbrok 1 (05/04/19)

 

Møllen skal holdes i kog, så et fast fredagsbrok vil fremover klemme sig ind på dette sted. Det her er det første:

Vores store tænker (med mindre og mindre fare for at blive overgået), tegner sig for sentensen: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.”

Også det har han ret i ved nærmere eftertanke. For hvad fanden er det, der haster så meget?

At Kierkegaard skal sættes i forbindelse med en af tidens tåbeligheder er næsten blasfemi. Men når et citat som det anførte bliver mere og mere aktuelt, går det an.

For det at folk har travlt i dag, kan enhver forvisse sig om ved at bevæge sig ud i trafikken, hvor køreture for sjov efterhånden er en blandet fornøjelse. Om man så befinder sig på den mest øde landevej, går der ikke lang tid før man har et rasende køretøj bag sig med en stressfrådende person bag rattet. Også selv om man kører hvad man må.
Vedkommende VIL simpelthen forbi. Situationen virker nemlig som en magnet på en bagvedkørende, alene af den grund at den forankørende er foran.

Hvad er der at gøre ved det? Jeg tror, jeg vil prøve med et transparent i bagruden – ikke den med ”Mors dyt”, men det med det ”allerlatterligste”, og så sætte min hastighed permanent ned til 40 – uanset tid og sted, og midt på vejen – i håbet om at det kan føre til et par slagtilfælde bagude.

Som sagt, det første af disse hersens indslag. Dog ingen garanti for et nyt hver uge – man kan trods alt have andet for end at brokke sig. Men så kunne andre jo tage over! Rubrikken er åben for enhver, og der er nok at brokke sig over.

Lad det være en opfordring til at få luft for noget indestængt.

SA  05/04/19

Livshistorien fortsat

Det seneste ar er en lille fordybning,
lige over min tinding – et borehul,
hvorfra man sugede blod ud efter –
netop et fald – som var rimelig katastrofalt,
fordi en blodsamling trykkede på hjernen –
gjorde mig aldeles konfus, men;

jeg kom over det, indlærte det manglende på ny,
og nu føler jeg det hele som minder.

Minder om, at jeg har levet, og overlevet.
Faktisk ret godt – ætt så rinng’ endda,
som vi siger i det vestjyske,
mens vi smiler, fordi livet er skønt,
og fordi nogle af os er her endnu!

Ikke blot biler og vine har gode årgange –
håber, at jeg er én af dem (1939),
selv om min Pace-maker gi’r muntre stød
i ny og næ, så jeg husker at sige tak –

så det gør jeg via bønner, hver dag,
især fordi jeg for en stund siden
igen blev reddet!

Løb ind i et stærkstrømshegn – dumt,
især grundet pacemakeren,
der gik ud af trit, sendte min puls mod de 200
og mig til hjerteafdelingen.

Er nu atter justeret og fortsat i live,
pulsen normal, blodtrykket som en ung piges,
og min sjæl næsten ligeså!

Nogle synes, jeg er lidt træls, fordi jeg er glad,
fordi jeg går og nynner,
fordi jeg spreder dette budskab:

”AT LIVET HAR VÆRDI”

Kærligheden ligeså, troen ligeså,
og så er vi jo tilbage ved Paulus –
”Tro, håb og kærlighed!”

Håbet lever fortsat, som jeg !!

Lidt af min livs-historie

Jeg har ar efter sprængstykker midt på brystet
og efter skudsår i venstre- hånden,

mangler en bagatel af det ene øre,
inkl. lidt af hørelsen.

Jeg har også en skæv finger
(kørte ud over en skrænt engang)
og er syet sammen tværs over hele lysken,
(efter et fald mod et cementgulv)
(man satte et forstærkende net ind)

og jeg har et ekstra 14-stings-ar i højre side,
hvor man opererede mig efter et nyt fald
(Denne gang fra et træ, så kvæstede dele måtte fjernes),

og så er der dette lange ar, der starter under min hals,
går helt ned til lidt over navlen,
og som er kranset af ar efter ledninger,
der holdt mig til livet, mens jeg var skåret op,
blev hjerteopereret, og senere lå drømmende på intensiv,
og skrev sære digte og mødte mig selv
(i en nærdødsoplevelse).

Der er også ar på ryggen samt på den ene balle
og på venstrebenet, efter et slemt fald.

Det var i Nice i min ungdom,
hvor skønhederne lå og solede sig
med blottede bryster i fri dressur –
længe før det var tænkeligt i fædrelandet!

Ergo faldt jeg af benovelse
og skrammede venstrebenet,
groft endda, så der måtte behandlinger til,
da jeg endelig nåede hjem via Monaco,
San Remo og Hamburg.

Min dannelsesrejse, måske
men det var dér, det startede,
alle disse fald – alle disse ar på kroppen,
måske også på sjælen, hvem ved?

Væren og aktivitet

Magelighed

Det har taget mig mange år at blive magelig. Sidde i min gode stol og lige se tiden an. Vente på at varmen indfinder sig. Det er pensionistens privilegium, men til tider også hans eller hendes svøbe. For hvornår udarter det til dovenskab? Og til uforpligtethed?

Lysten driver værket

Ideelt set skulle det måske gå af sig selv. Når man har tanket op længe nok, melder lysten sig til at være aktiv og engagere sig. Ikke alle når dertil, før ydre krav atter viser sig. Det almindelige er, hører vi ofte i nyhedsmedierne, at især arbejdende småbørnsfamilier, sjældent har et roligt øjeblik.

Den tredie alder

Men her i den tredje alder, jeg som førtidspensionist længe har taget forskud på, begynder roen at sænke sig. Det er godt med tid til at mærke efter og tænke sig om. Men engang imellem må man jo skride til handling. Som ung endte jeg med at få alt for meget fart på. Nu har jeg omsider lært mig at være lidt tung i bagdelen, lidt træg.

Liv

Men der kommer et punkt, hvor jeg ikke længere kan holde min egen ladhed ud. Ikke så meget fordi jeg synes, jeg bør være aktiv, men fordi der ikke længere er liv i min afslapning og væren. Man kan godt gå kold af at sidde for længe i sin magelige stol. Så kræver livet noget andet af én. Da ved hovedet godt, at det er tid at gå i gang med en aktivitet. Men kroppen gider ikke. Den vil hellere sidde og sumpe. Og så kan man sidde dér og stege i sit eget fedt. Indtil man endelig får taget sig sammen, kommer i gang og opdager, at det er rart igen at være aktiv.

Rytme

Næsten dagligt forundres jeg over dette skifte mellem væren og aktivitet. Til tider sker det næsten umærkeligt. Andre gange kræver det en noget nær overmenneskelige indsats af overtalelsesevne og viljestyrke. For nogle kan overgangen fra aktivitet til væren være det vanskeligste. Folk har gennemgående sværest ved at ’stresse af’. For mit eget og andres vedkommende er det omvendt. Kunsten er at etablere nogle daglige rytmer og forpligtelser, så man, til dels i fællesskab med andre, har et program der understøtter en livfuld vekslen mellem væren og aktivitet.