Livshistorien fortsat

Det seneste ar er en lille fordybning,
lige over min tinding – et borehul,
hvorfra man sugede blod ud efter –
netop et fald – som var rimelig katastrofalt,
fordi en blodsamling trykkede på hjernen –
gjorde mig aldeles konfus, men;

jeg kom over det, indlærte det manglende på ny,
og nu føler jeg det hele som minder.

Minder om, at jeg har levet, og overlevet.
Faktisk ret godt – ætt så rinng’ endda,
som vi siger i det vestjyske,
mens vi smiler, fordi livet er skønt,
og fordi nogle af os er her endnu!

Ikke blot biler og vine har gode årgange –
håber, at jeg er én af dem (1939),
selv om min Pace-maker gi’r muntre stød
i ny og næ, så jeg husker at sige tak –

så det gør jeg via bønner, hver dag,
især fordi jeg for en stund siden
igen blev reddet!

Løb ind i et stærkstrømshegn – dumt,
især grundet pacemakeren,
der gik ud af trit, sendte min puls mod de 200
og mig til hjerteafdelingen.

Er nu atter justeret og fortsat i live,
pulsen normal, blodtrykket som en ung piges,
og min sjæl næsten ligeså!

Nogle synes, jeg er lidt træls, fordi jeg er glad,
fordi jeg går og nynner,
fordi jeg spreder dette budskab:

”AT LIVET HAR VÆRDI”

Kærligheden ligeså, troen ligeså,
og så er vi jo tilbage ved Paulus –
”Tro, håb og kærlighed!”

Håbet lever fortsat, som jeg !!

Lidt af min livs-historie

Jeg har ar efter sprængstykker midt på brystet
og efter skudsår i venstre- hånden,

mangler en bagatel af det ene øre,
inkl. lidt af hørelsen.

Jeg har også en skæv finger
(kørte ud over en skrænt engang)
og er syet sammen tværs over hele lysken,
(efter et fald mod et cementgulv)
(man satte et forstærkende net ind)

og jeg har et ekstra 14-stings-ar i højre side,
hvor man opererede mig efter et nyt fald
(Denne gang fra et træ, så kvæstede dele måtte fjernes),

og så er der dette lange ar, der starter under min hals,
går helt ned til lidt over navlen,
og som er kranset af ar efter ledninger,
der holdt mig til livet, mens jeg var skåret op,
blev hjerteopereret, og senere lå drømmende på intensiv,
og skrev sære digte og mødte mig selv
(i en nærdødsoplevelse).

Der er også ar på ryggen samt på den ene balle
og på venstrebenet, efter et slemt fald.

Det var i Nice i min ungdom,
hvor skønhederne lå og solede sig
med blottede bryster i fri dressur –
længe før det var tænkeligt i fædrelandet!

Ergo faldt jeg af benovelse
og skrammede venstrebenet,
groft endda, så der måtte behandlinger til,
da jeg endelig nåede hjem via Monaco,
San Remo og Hamburg.

Min dannelsesrejse, måske
men det var dér, det startede,
alle disse fald – alle disse ar på kroppen,
måske også på sjælen, hvem ved?

Væren og aktivitet

Magelighed

Det har taget mig mange år at blive magelig. Sidde i min gode stol og lige se tiden an. Vente på at varmen indfinder sig. Det er pensionistens privilegium, men til tider også hans eller hendes svøbe. For hvornår udarter det til dovenskab? Og til uforpligtethed?

Lysten driver værket

Ideelt set skulle det måske gå af sig selv. Når man har tanket op længe nok, melder lysten sig til at være aktiv og engagere sig. Ikke alle når dertil, før ydre krav atter viser sig. Det almindelige er, hører vi ofte i nyhedsmedierne, at især arbejdende småbørnsfamilier, sjældent har et roligt øjeblik.

Den tredie alder

Men her i den tredje alder, jeg som førtidspensionist længe har taget forskud på, begynder roen at sænke sig. Det er godt med tid til at mærke efter og tænke sig om. Men engang imellem må man jo skride til handling. Som ung endte jeg med at få alt for meget fart på. Nu har jeg omsider lært mig at være lidt tung i bagdelen, lidt træg.

Liv

Men der kommer et punkt, hvor jeg ikke længere kan holde min egen ladhed ud. Ikke så meget fordi jeg synes, jeg bør være aktiv, men fordi der ikke længere er liv i min afslapning og væren. Man kan godt gå kold af at sidde for længe i sin magelige stol. Så kræver livet noget andet af én. Da ved hovedet godt, at det er tid at gå i gang med en aktivitet. Men kroppen gider ikke. Den vil hellere sidde og sumpe. Og så kan man sidde dér og stege i sit eget fedt. Indtil man endelig får taget sig sammen, kommer i gang og opdager, at det er rart igen at være aktiv.

Rytme

Næsten dagligt forundres jeg over dette skifte mellem væren og aktivitet. Til tider sker det næsten umærkeligt. Andre gange kræver det en noget nær overmenneskelige indsats af overtalelsesevne og viljestyrke. For nogle kan overgangen fra aktivitet til væren være det vanskeligste. Folk har gennemgående sværest ved at ’stresse af’. For mit eget og andres vedkommende er det omvendt. Kunsten er at etablere nogle daglige rytmer og forpligtelser, så man, til dels i fællesskab med andre, har et program der understøtter en livfuld vekslen mellem væren og aktivitet.

Kantsætning

En stille morgen,
byen vågner,
trasker i roligt tempo en travetur
på havnefronten.
Mågernes hæse skrig
iblandet støjen fra morgentrafikken i Nyhavnsgade,
bryder stilheden.
Limfjorden strækker Hals,
er malerisk smuk og blikstille.
Reflexgule mænd, spankulerer friske afsted
på vej efter bagerens dårlige øje.
De sætter nye kantsten!
Selv går jeg kun på kanten,
i håbet om at finde den
finurlige balancegang,
som alle taler så meget om!
Sætter mig på en sten kant, og
lytter, lytter efter tonerne fra der,
hvor det hele spiller,
men der er lukket ned for sommeren,
Når efteråret kommer, spiller de op igen.
Ser mig selv i ruderne derfra,
skutter mig.
Pludselig ud af ingenting,
bryder solen frem,
selv den; står også af og til i skyggen.

Bænken

Novelle

Minderne var efterhånden så nedslidte, ufriske som oret frugt, at de var svære at genkalde sig. En følelse af uvirkelighed nærmest som et hukommelsestab sneg sig ind i bevidstheden som boblende tomrum.
Forårsvarmen kom uventet og gavmildt, folk fandt ud i byens parker med dens lyde og dufte. Dagene havde skiftet de brændende stjernenætter ud med et flimmer af sølvpile og korte skygger.
Efter en kort spadseretur gik han lidt i stå og med jakken over armen satte han sig tungt ned på det yderste af bænken i modsatte side af affaldskurven. Det ubekvemme ryglæn tvang ham fremover hvilende med armene på knæene, mens hele hans verden udspillede sig i stiens gråbrune støv mellem hans let adskilte fødder.
Om kort tid forventede han at afslutte sin kandidatuddannelse i klassisk filologi. Hele studieforløbet havde ligesom indfoldet hans personlighed i brunt vokset papir, ligesom det slagteren pakkede flæskefars ind i dengang hans næse kun lige akkurat nåede op over den kolde marmordisk for at følge slagteres hurtige udregning med den rødstribede blyant.

Årstiden og den forventede studieforløbs afslutning udviklede sig til en sagte hvisken under doktriner og selvcentrerede forestillinger, en skæbnesvanger dekonstruktion af alt, hvad han stod for. Alt lige nu virkede som en bleg afglans af alt det, han havde læst i fedtede bøger i sene nattetimer. Hans tanker havde taget form som en foroverbøjet skikkelse, i kraft af en slags idealiseret praksis, der tvang ham dybt ind i sig selv.

En let rystelse fik ham ud af tankegangen, da en ung kvinde satte sig næsten lydløst midt på bænken med udstrakte nylonben og næsen rettet direkte mod solen, frakken stod åben som tulipanerne i bedene.
Deres blikke mødtes i et splitsekund; parkens stier syntes at slynge sig som lavastrømme midt i det grønne duftende forår. Uforberedt mødte han i kvindens blik en sindsro, som tilsyneladende kom ud af intet.

Han rettede sig op trak vejret dybt, det var svært at tro på intet lige nu og på dette sted, selvom han fik det bedre, da energien begyndte at gennemstrømme hans krop. Tankestrømmene havde tvunget ham ind i fastlåste, repetitive mønstre, hvor han følte tabet af handlefrihed, spontanitet og livsglæde.

Kvinden, følte han, kom ud af intet i skikkelse af noget konkret; som at høre regnen dryppe om natten og opleve solopgangen gennem morgenens regn dis.

Ubemærket havde kvinden vendt sig mod ham siddende med venstre arm over ryglænet og hånden hængende slapt ned, højrehånden holdt hun om venstre håndled, der afslørede et armbånd med guldindfattede rosenkvarts. Hænderne var smalle og slanke med tydelige årer på håndryggen, fingrene var besat med ringe som brikker i kvindens liv.
Han hørte sig selv tale, mens han løftede blikket og så ind i kvindens rolige blik, der på en forunderlig måde mødte ham med genkendelse. Kvinden lagde sit højre ben over det venstre og nikkede næsten umærkeligt. Der var en duft af lavendler.

Da han rejste sig befriet fra bænken, mærkede han gennem frakken en hånd gribe om sin venstre albue. Da de nåede Herkules Pavillionen kastede han et blik over skulderen og så tilbage på bænken, idet duften af kvindens varme hår fyldte hans næse med en sang om forårets løfter. Måske vidste kvinden det, som jeg ved i dag?

Min morgenbøn

Særligt from er jeg ikke, og en bøn er jo et yderst privat anliggende (for højst to) og skal helst fremmumles i enrum. Men da der efterhånden ikke er noget, der er privat mere, og livet leves, og især udstilles, i en dopaminrus på de sociale medier, så lad min morgenbøn deltage i festen.

Med andre ord – her et kort referat af indholdet: Efter Fadervor, en tak for hans rige gaver og en bøn om tilgivelse for mine egne synder, noget om hjælp mod anfægtelser, tvivl og negative tanker, fokus på de nødlidende, de ensomme, syge og døende.

Efter det – finalen med en bekendelse til alle tings skaber og eneste sande gud.

SA

Det Forstenede…

Følelserne i det forstenede ansigt stod mejslet ind,

Sådan så verdens folk ikke kunne misforstå dem,

Et lille smil, en stor tåre

Ville forsvinde i mængden

Og få de forstenede følelser

Til at blive mejslet ind i andres ansigter.

Så husk at alle dem du møder på din vej

Ikke er en som vil dig det ondt

Men blot komme ind bag det forstenede ansigt,

Ind til følelserne og ind til den rigtige dig.

Sorgens Faser

At miste livet
At miste modet
At miste den man har kær
At miste sit humør
Er alt sammen afledt af sorgens mørke ansigt
Hvor tomheden vokser i livets skyggesider
Hvor fortvivlelsens tårer strømmer ud
Og vi alle bliver ramt.
Og Vi mister alt
Vi mister ikke mindst os selv

Æret være hans minde

I  visse lande æres deres store forfattere med landesorg, når de dør. I Rusland, Dostojevskij f.eks.
Herhjemme er det mest popkunstneres død, der kan udløse en kollektiv sorg.

Nu skal det siges, at der efterhånden ikke er så mange danske forfattere, der fortjener at blive begrædt, når de går bort, men alligevel.

Kim Larsen var da en god sangskriver, med numre der var til at skråle med på, og ikke så politisk korrekt at det gjorde noget – al respekt for ham – men den overgearede hyldest efter hans død er altså også symptom på et åndeligt klima i lille Danmark, der er næsten lige så slemt som det virkelige.

Og så alle de eventkreatører, der straks står på spring for at slå plat på det dødsfald (optog, mindekoncerter og inden længe med garanti fulgt op af både film og musical). Det er til at græmmes over.

SA