Mit livs smykkeskrin

Røgblå aftendis hænger mellem gadens
lange række af lamper Uforanderlige og fjerne
Jeg rækker armene frem som i drømme
med udbrændte øjne prøver jeg at gribe mørkets stof

Og dog står dit liv lysende klart Jeg føler en dyb og inderlig trang
til at græde min længsel ud ved dine spinkle skuldrer
Du var her hele tiden mit kære menneske
Jeg elsker dig af hele mit inderste væsen
Jeg mærker hvert eneste af dine skridt
hvert eneste af dine ord i dine skridt

Du er mit sted i verden – gå dine veje Jeg er altid med dig
Jeg trykker din spinkle krop ind til mit bryst
føler fred og inderlig kærlighed til alt hvad du var og er
gå – gå bare dine egne veje

Du er mit skrøbelige minde om livet i den blånende gade
der forbinder sig med nymånens skær over byen
og den regnvåde asfalt som forløses i mit livs smykkeskrin

Det Forstenede…

Følelserne i det forstenede ansigt stod mejslet ind,

Sådan så verdens folk ikke kunne misforstå dem,

Et lille smil, en stor tåre

Ville forsvinde i mængden

Og få de forstenede følelser

Til at blive mejslet ind i andres ansigter.

Så husk at alle dem du møder på din vej

Ikke er en som vil dig det ondt

Men blot komme ind bag det forstenede ansigt,

Ind til følelserne og ind til den rigtige dig.

Sorgens Faser

At miste livet
At miste modet
At miste den man har kær
At miste sit humør
Er alt sammen afledt af sorgens mørke ansigt
Hvor tomheden vokser i livets skyggesider
Hvor fortvivlelsens tårer strømmer ud
Og vi alle bliver ramt.
Og Vi mister alt
Vi mister ikke mindst os selv

Vibeflok på åben mark

sneen er rosa
tøvejret venter mod vest
influenzatid

stæren kom i dag
martsmorgen uden frost
varm te i kruset

farverne står skarpt
morgenluften er glasklar
hønsene kagler

det flade marskland
trækkende grågæs på græs
øjebliksbillede

regnen øser ned
solen er gemt i skyen
iskold gåsehud

solen brænder nu
et tulipantræ i blomst
ferien venter

nu græder barnet
skelletstriber på kinden
solen skinner igen

sensommerdage
barnestemmer i haven
smiler ved mig selv

æbler på jorden
træets grene hænger tungt
naturlig rigdom

sidste gæst slukker
sommerhuset i dvale
minder for livet

i sen aftensol
vibeflok på åben mark
fuldkommen glæde

sort sol i flokke
hilsen til næste sommer
sen aftenhygge

efterårsdage
det første stormflodsvarsel
frygtens holdeplads

Preben Søgaard Larsen (PSL) 09/10/18

Æret være hans minde

I  visse lande æres deres store forfattere med landesorg, når de dør. I Rusland, Dostojevskij f.eks.
Herhjemme er det mest popkunstneres død, der kan udløse en kollektiv sorg.

Nu skal det siges, at der efterhånden ikke er så mange danske forfattere, der fortjener at blive begrædt, når de går bort, men alligevel.

Kim Larsen var da en god sangskriver, med numre der var til at skråle med på, og ikke så politisk korrekt at det gjorde noget – al respekt for ham – men den overgearede hyldest efter hans død er altså også symptom på et åndeligt klima i lille Danmark, der er næsten lige så slemt som det virkelige.

Og så alle de eventkreatører, der straks står på spring for at slå plat på det dødsfald (optog, mindekoncerter og inden længe med garanti fulgt op af både film og musical). Det er til at græmmes over.

SA

Fri os fra det onde

”Det er tanken om det onde, der skal følge os gennem denne bog. Vi kan kalde det alt muligt – egoisme, svaghed, forfængelighed eller grådighed – og vor tids psykologiske og sociale teorier om de negative kræfter rummer en vis klarhed. Men de dækker ikke hele sandheden om menneskets natur, og de mange rationelle forklaringer kan i værste fald hindre os i at tænke dybt nok angående vores sindstilstand og position i verden.”

Sørine Gotfredsen (præst, debattør og forfatter)

Der synes at have indsneget sig en systematik af en art i min foreløbige sommerlæsning. Uden at jeg selv har taget sigte på det, ikke sådan bevidst i hvert fald. Men instinktivt selvfølgelig styret af både lyst og interesse, hvilket måske kan forklare fænomenet.

Efter Henrik Nor-Hansens roman ”Termin”, stod Sørine Gotfredsens debatbog ”Fri os fra det onde” på tur. Også tid til lidt omtale af den her, og af dens tematiske berøringspunkter med den anden.

Udgangspunkt for Gotfredsen er Martin Luther, samt grundantagelsen i dennes tænkning, at ondskaben (”djævlen” i hans terminologi) er en kendsgerning og findes i os alle. Og med den – skylden.

Aksiomer, der ikke accepteres og tages højde for i den moderne psykologi og psykiatri. Som derfor er magtesløse over for sådanne grundvilkår, der hører med til det at være menneske. Moderne behandlingsformer kan hverken dæmme op for en uforklarlig lyst til det onde eller lindre skyldfølelsen i forbindelse med denne. Ligesom de heller ikke formår at fremme viljen hos den skyldplagede til at bekæmpe disse mørke kræfter i eget sind. Kampen mod de indre dæmoner er menneskets egen.

Også friheden, der er forudsætningen for den bestræbelse, er den enkeltes eget anliggende. Intet af det kan man behandle sig til. Hvilket fører lige over til Henrik Nor-Hansens ”Termin”, der, som jeg fortalte, på samme vis indeholder en (ganske vist indirekte) kritik af det psykiatriske system. Som snarere end at afhjælpe bidrager til den meningsløshed, ikke bare hovedpersonen er ramt af, men hele samfundet.

I ”Fri os fra det onde” gives en mere eksplicit forklaring på det skisma. Psykologien arbejder ud fra et for overfladisk menneskesyn. Man kunne også sige en for endimensional tilgang til individet. Der igen skyldes fraværet af ideen om noget højere end den enkelte. En mangel, der blokerer for såvel engagementet i andre som vejen til egen frihed og lykke.

Det højere er ifølge Martin Luther og Gottfredsen troen. Overbevisningen om en nådegave, der gør fri – ikke til at gebærde sig som man vil, men til at bekæmpe ondskaben i enhver form. Først og fremmeste den i eget jeg. Og derved søge det ondes modpol – godhed.  Et begreb der er lige så svært håndterlig som ondskab. F.eks. er meget af det, man normalt forbinder med godhed i virkeligheden ofte en fordækt form for selvtilfredshed. Godhed skal udøves uden nogen bagtanke overhovedet og stiller derved krav om selvforglemmelse, pointerer bogen.

Argumentationen i den lutherske lære, og i Sørine Gotfredsens skrift er radikal og vil være fremmed for mange i en egocentrisk tidsalder som vores. Men en latent længsel efter den dybde, de to teologer repræsenterer, tror jeg til gengæld lige så mange kan vedkende sig.

Om ikke andet – hvis man ikke viger tilbage for at konfronteres med egen indbildskhed og få borttaget vanetænkningens skyklapper, er ”Fri os fra det onde” en endog særdeles læseværdig sag. Den er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag

SA

Skal man le eller græde?

”Den første aviskronik nogensinde blev skrevet af Georg Brandes i Politiken i 1905. Politikens kronik i dag er skrevet af en 31-årik kandidat i oplevelsesdesign, der hedder Signe, og som synes, det er rigtig hårdt at være single.”

Det var da vist udtryk for både en avis i sørgelig forfatning og en tidsånd i frit fald. Men også med lattervækkende detaljer som f.eks. ”kandidat i oplevelsesdesign” og ”hårdt at være single”. Og så det ret så sigende navn, Signe, ikke at forglemme!

(Indlæg og ironi af Niels Th. Dahl, særlig rådgiver for udenrigsministeren. Set og udvalgt af Mikael Jalving på Facebook.)

Om Henrik Nor-Hansens roman “Termin”

”Kjertil Tuestad siger, at han kan lukke øjnene og se en mand på hovedvejen. Det sner. Huse og bygninger fremstår monotone. Manden krydser parkeringspladsen foran apoteket. Han åbner døren og går ind. Han kan høre, også alt andet er monotont. Det er et tydeligt minde. På den anden side føles mindet sløret. Han føler distance. Jeg smutter ned på apoteket.

Vinteren 2011 blev Kjertil Tuestad introduceret for narrativ eksponeringsterapi. På det tidspunkt var han alene. På Psykiatrisk Afdeling mente man, at Kjertil manglede tillid til de nærmeste. Forud for indlæggelsen skulle Kjertil have oplevet en længere angstperiode.”

Bedste sommerlæsning indtil nu: Henrik Nor-Hansen, ”Termin”.

En roman, om hvilken Weekendavisen for øvrigt skriver: ”Termin – en fremstilling af vold i Norge har en sjælden stærk tryghedsforladt udstråling, fordi den skildrer et menneske som offer for blind vold, der forbliver uopklaret.”

Ja, men som jeg læser bogen, så sandelig også offer for et samfund, der har givet op over for en aggressiv voldskultur, og som, trods et gigantisk behandlingsapparat, ikke evner at forstå og hjælpe hovedpersonen.

Det særegne ved romanen er dens udtryksform, hvormed denne problematik accentueres. Ingen direkte anklage, intet klart artikuleret budskab. Kun krydsklip mellem løse rygter, kendsgerninger på anden, tredje, fjerde hånd, absurde fagterminologier, journalsprog og det syge sinds syner, kaos, angst, løsrevne sansninger og diffuse erindringer. Der blotlægges en hårdt ramt og uhelbredelig psykes fortabthed i et lige så fragmenteret, magtesløst og handlingslammet samfund.

Man kan fristes til at sige, at bogen er sammenstykket af en overalt herskende forvirring. Uden sammenhæng og realiteter i noget som helst, hverken i det ydre eller indre. Romanens fortællemåde afspejler dermed indirekte en virkelighed, der er forsvundet.

Er man endnu i stand til at blive rystet over noget som helst, så er læsningen af ”Termin” en litterær mulighed for det.

Den er udkommet på Forlaget ”Silkefyret”.

SA

At rejse og det modsatte

At rejse er at leve, hævdede som bekendt H.C. Andersen. SÅ flot sagt, at han hellere skulle have holdt sig til sine eventyr, der er en bedre måde at drømme på.

Hvor kommer den idé fra ”at rejse er at leve”? Efterhånden nedgraderet til en kliche, for ikke at sige et rejsebureau-slogan til fremme af udlængslen i en kultur, hvor ulyksalig rastløshed er i højsædet.

Når man  befinder sig  i det fremmede, kunne man vel med lige så megen ret stille det omvendte spørgsmål om, hvor den kommer fra, den længsel efter det hjemlige, ens nærmeste og sig selv, der tit følger med på rejsen.

Jeg, der også har rejst en del, har i hvert fald altid været fulgt af den fornemmelse, at livet ikke er at finde dér, men i det mindre bevægelige. I den forankrede og forpligtende tilstand af hvad der er anderledes og dybere ladet med betydning og mening end de flimrende indtryk på farten.

SA