Skal man le eller græde?

Kultur

”Den første aviskronik nogensinde blev skrevet af Georg Brandes i Politiken i 1905. Politikens kronik i dag er skrevet af en 31-årik kandidat i oplevelsesdesign, der hedder Signe, og som synes, det er rigtig hårdt at være single.”

Det var da vist udtryk for både en avis i sørgelig forfatning og en tidsånd i frit fald. Men også med lattervækkende detaljer som f.eks. ”kandidat i oplevelsesdesign” og ”hårdt at være single”. Og så det ret så sigende navn, Signe, ikke at forglemme!

(Indlæg og ironi af Niels Th. Dahl, særlig rådgiver for udenrigsministeren. Set og udvalgt af Mikael Jalving på Facebook.)

Om Henrik Nor-Hansens roman “Termin”

Litteratur

”Kjertil Tuestad siger, at han kan lukke øjnene og se en mand på hovedvejen. Det sner. Huse og bygninger fremstår monotone. Manden krydser parkeringspladsen foran apoteket. Han åbner døren og går ind. Han kan høre, også alt andet er monotont. Det er et tydeligt minde. På den anden side føles mindet sløret. Han føler distance. Jeg smutter ned på apoteket.

Vinteren 2011 blev Kjertil Tuestad introduceret for narrativ eksponeringsterapi. På det tidspunkt var han alene. På Psykiatrisk Afdeling mente man, at Kjertil manglede tillid til de nærmeste. Forud for indlæggelsen skulle Kjertil have oplevet en længere angstperiode.”

Bedste sommerlæsning indtil nu: Henrik Nor-Hansen, ”Termin”.

En roman, om hvilken Weekendavisen for øvrigt skriver: ”Termin – en fremstilling af vold i Norge har en sjælden stærk tryghedsforladt udstråling, fordi den skildrer et menneske som offer for blind vold, der forbliver uopklaret.”

Ja, men som jeg læser bogen, så sandelig også offer for et samfund, der har givet op over for en aggressiv voldskultur, og som, trods et gigantisk behandlingsapparat, ikke evner at forstå og hjælpe hovedpersonen.

Det særegne ved romanen er dens udtryksform, hvormed denne problematik accentueres. Ingen direkte anklage, intet klart artikuleret budskab. Kun krydsklip mellem løse rygter, kendsgerninger på anden, tredje, fjerde hånd, absurde fagterminologier, journalsprog og det syge sinds syner, kaos, angst, løsrevne sansninger og diffuse erindringer. Der blotlægges en hårdt ramt og uhelbredelig psykes fortabthed i et lige så fragmenteret, magtesløst og handlingslammet samfund.

Man kan fristes til at sige, at bogen er sammenstykket af en overalt herskende forvirring. Uden sammenhæng og realiteter i noget som helst, hverken i det ydre eller indre. Romanens fortællemåde afspejler dermed indirekte en virkelighed, der er forsvundet.

Er man endnu i stand til at blive rystet over noget som helst, så er læsningen af ”Termin” en litterær mulighed for det.

Den er udkommet på Forlaget ”Silkefyret”.

SA

At rejse og det modsatte

Eksistentielt

At rejse er at leve, hævdede som bekendt H.C. Andersen. SÅ flot sagt, at han hellere skulle have holdt sig til sine eventyr, der er en bedre måde at drømme på.

Hvor kommer den idé fra ”at rejse er at leve”? Efterhånden nedgraderet til en kliche, for ikke at sige et rejsebureau-slogan til fremme af udlængslen i en kultur, hvor ulyksalig rastløshed er i højsædet.

Når man  befinder sig  i det fremmede, kunne man vel med lige så megen ret stille det omvendte spørgsmål om, hvor den kommer fra, den længsel efter det hjemlige, ens nærmeste og sig selv, der tit følger med på rejsen.

Jeg, der også har rejst en del, har i hvert fald altid været fulgt af den fornemmelse, at livet ikke er at finde dér, men i det mindre bevægelige. I den forankrede og forpligtende tilstand af hvad der er anderledes og dybere ladet med betydning og mening end de flimrende indtryk på farten.

SA

Tom Wolfe og Jonathan Franzen

Litteratur

Tom Wolfe døde for nylig. Forfatteren eller journalisten eller måske mest korrekt, noget midt imellem. I hvert fald ret så berømt, også for at iscenesætte sig selv. Men skrive kunne han nu altså også. Temmelig godt endda.

Den lige så berømte, men mere rendyrkede forfatter Jonathan Franzen havde ikke meget tilovers for fænomenet Wolfe. ”Manden er jo ikke forfatter”, hævdede han og begrundede det med, at Wolfes personer var typer snarere end mennesker.

Et lidt mærkværdigt synspunkt. Franzen må da vide, at også beskrivelsen af typer kan generere god litteratur – lad mig blot nævne Orwell og Eastern Ellis – samt at der findes flere eksempler på fremragende forfattere, der har befundet sig i mellemlejet mellem journalistik og litteratur – Dickens og vores egen Herman Bang hører til nogle af dem.

Jonathan Franzen selv er i øvrigt noget overvurderet efter min beskedne mening.

SA

Noget for noget

tekstforum.dk

Noget for noget

Efter endnu en tekst – og endda en sand perle (”Odilisk”) – der må se sig kommentarløs, er vores frustration ved at vokse sig farlig angrebslysten og destruktiv.

Tekstforums redaktionelle duo har derfor holdt et nyt møde om den betændte sag. Det foregik i firmaets kantine, der til daglig desuden tjener som adminfamiliens køkken (og hvor man nu også kan købe kokain til at trøste sig med).

Her blev vi enige om den nyforanstaltning, at man fremover kun kan slå nye tekster op på sitet efter forudgående at have bidraget med en kommentar på bloggen eller i en mail til os. Altså, noget for noget.

Et drastisk paradigmeskift til en praksis, der kan betyde døden for Tekstforum som forum betragtet. Men på den anden side, da man jo ikke kan nedlægge noget i forvejen knap nok eksisterende, er risikoen til at overse.

Vi beklager, ikke mindst fordi ideen er inspireret af et mindre seriøst forfatterforum (hvis navn vi nægter at tage i Pennen), og vi dermed måske lægger op til mildt sagt tynde udsagn som: ”Jeg er vild med den tekst”, ”Et digt der rørte mig til tårer på egne vegne, fordi jeg selv har været udsat for samme svigt af en forhenværende eks.”, ”Fortsæt det gode arbejde” og mere i den dur.

Admin foreslog sågar det skridt videre, at folk, der vil være bekendt at udtale sig så letbenet om digtning, skal være forment adgang hos os, men som pladderhumanisten i foretagendet syntes jeg dog, det var at gå lidt vel vidt.

Så vi lader det foreløbigt blive ved ovennævnte regel, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning og vil blive indskrevet i infomenuen snarest.

Jeg kan allerede fornemme den totale stilhed sænke sig over sitet. Men måske meget godt her hvor der snart er sæson for hængekøje.

SA

Sommer-kærminde

Prosa

Du ligner et skagensmaleri i den hat, siger du og blinker mod mig, bag mig brænder solen os yderst som inderst. Snart må vi vel være samme farve hele vejen igennem, skulle man synes, men jeg siger ikke hvad, jeg synes, du ligner, ingen ord kan favne så vidt og bredt og helt. Du glitrer som ædelsten, du skinner som guld, uendeligt mere værd end piratskattene som historien gemte-glemte på strande langt borte. Også vi har sand mellem tæerne. Din krop er på udstilling i den kjole. Du ligner alle impressionisternes største mesterværker. Et åkandebillede er du.

Det Intetsigende!

Poesi

Hvem er det intetsigende menneske?

Er det den person som andre ikke lægger mærke til

Eller er det den person som ikke lægger mærke til andre?

Vi lever i en verden som er fyldt af nyheder fra højre og venstre

Informationer vi bliver bedt om at tage stilling til af andre

Er de af det gode

Er de af det onde

I dagens verden kan det vel nærmest komme ud på et

Fordi det intetsigende menneske kan klare intetsigende informationer

Facebook, twitter, fake news og overfloden af de sociale mediers indvirkning

Skriger til det intetsigende menneske

Om at blive hørt, blive set, blive lagt mærke til

Men lige lidt hjælper det

Det er lige meget

Det er der ikke

Det væk

!…

Det hvide farvel

Poesi

Det fyger omkring mig,
jeg fryser og mister orienteringen,
jeg er alene, helt alene,
med mig selv og mine tanker.

Vinden tager til og driver gæk,
jeg græder og frygter ensomheden,
jeg er træt, helt træt,
med mig selv og mine tanker.

Solen titter frem fra oven,
jeg er kold og total ligeglad,
jeg er væk, helt væk,
uden mig selv og mine tanker.

Jeg kan ikke digte

Poesi

Jeg kan ikke digte.

Jeg har kigget på den blinkende cursor i en rum tid,
men lige lidt hjælper det, musen belønner ikke mit flid.

Jeg kan ikke digte.

Kæmper stædigt med utallige kreative vendinger, rim og remser,
men at tvinge det igennem medvirker kun til at kreativiteten bremser.

Jeg kan ikke digte.

Det undrer mig lidt, at det er ved lyrikken jeg om inspiration tigger,
når det er åbenlyst, at det er i forfatterskabet min styrke åbenbart ligger.

Jeg kan ikke digte.

Mine ord flyver bare forvirret rundt på papiret, som vinden blæser,
det nytter ikke at blive ved; ingen vil blive fænget af det de læser.

Jeg kan ikke digte.

Begyndelsens Ende?

Poesi

Farvel er et svært udtryk
Det er som så mange andre udtryk
Fyldt med både glæde og sorg
Det måtte jeg bruge fredag
På gensyn havde nok været på sin plads
Men det er nu sørgeligt at
En dejlig periode skal ende
Men samtidig skal en ny begynde
Så man siger farvel med blandede følelser
Og håber på et snarligt gensyn
Med dem som du kan lide
At være sammen med
At snakke sammen med
At grine sammen med
Kort sagt, ikke være ensom
Du møder altid nye mennesker
Som du knytter nye venskaber til
Mennesker som vil dig det godt
Fordi det er hvad venskab betyder
Og for dem er det ikke farvel,
Men på gensyn og perioderne skal ende med en begyndelse.