Det er længe siden, men her et nyt brok til kassen. Inspireret af journalisten Niels Lillelunds ugentlige avisklumme om ”Verdens gang”.

At tænkningen har det skidt er efterhånden en udbredt sandhed. Kraniekassen i stedet fyldt med billeddannelser af fikse idéer, og sprogbrugen rettet til efter disse.

F.eks. hedder det ikke længere ”barnebrude”, men ”unge asylpar” – en eufemistisk omskrivning af virkeligheden (noget den forhenværende integrationsminister for tiden får at føle). Stilen er manden og sproget er ideologien, hensigten. Den amerikanske kognitive lingvist, Gorge Lakoff har skrevet om, hvordan sproget kan erobres politisk og sætte rammen for den offentlige debat. Noget især de venstreorienterede er gode til.

Et andet eksempel på ideologisk slik i øregangen, også anført af Lillelund, er en ensidig fokus på ordet ”børnefattigdom”, som så, isoleret brugt, tjener som dække over visse familiers bortødslen af ellers generøse overførselsindkomster. En kendsgerning igen behændigt udeladt i debatten.

Og når vi nu er ved sprogforvanskninger som følge af idé- og billedfyldte, men tanketomme hoveder, skal vi også have med, den ulidelige omskrivning af danske ord til engelske: Et ”University College” er jo bare et andet ord for et lærerseminarium. ”SALE” et udtryk for noget billigt kram gjort en smule billigere. En ”keeper” i sportsjargon er en målmand, og ”kids” i reklamer, børn. 

Hvorfor dælen alle disse anglicismer i stedet for gode danske ord? Fordi det skal være fint og internationalt. Sætte forsvindende lille Danmark i et verdensomspændende lys. Efter devisen: Vi er en betydningsfuld del af den store globale sammenhæng.

Men netop det er en tilsnigelse og ren indbildskhed i stedet for realiteter. Og desuden så latterligt.

SA

Det nye indlæg til brokkassen (nr. 16). Må siges at være lidt blandet, for indeholder også noget fornøjeligt.

Vi har været på adskillige udenlandsrejser og høstet mange indtryk fra den store verden. Mest dog overfladiske, som de nu engang er, når man er turist.

Danmark derimod kender jeg helt ind til benet, eller ind til dets sjæl (også den forhærdede tidselsjæl). Der er ikke de kringelkroge, jeg ikke har aflagt et besøg, og ikke den vej jeg ikke har kørt på. Det sker på min motorcykel. Næst efter min viv, mit kæreste eje.

Nu hvor der er taget godt hul på efteråret, er det blevet sæson for de sidste ture. Der alle har karakter af noget desperat, for man skal skynde sig. Møder andre i samme situation. Også ensomme ryttere som én selv. Men der hersker den tradition, at man lige skal slippe styret med venstre hånd og hilse på hinanden i forbifarten. Vi bikere tilhører et sært, udefinerbart fællesskab.

Jeg holder mig så vidt muligt fra motorvejene, hvor man er slemt pakket ind af morderbilismen. Søger hellere ud på de små biveje. Her lurer trafikdøden imidlertid også, ikke så meget på mig som skarer af fasaner, der i den her årstid netop søger ud på asfalten, hvor de instinktivt ved, der ikke skydes. Men så til gengæld med fare for at blive kørt ned. Også de stakkels umælende dyr må leve med angsten. Ak ja.

Fuldstændig undgås kan de sjældent, motorvejene. Slet ikke i går med en tur langt nordpå. Helt op til kanten af Århus. Nærmere bestemt Marselisborgskoven. Den var det planen at trille lige så stille igennem for at rekreere mig efter det hæsblæsende ridt på E45. Helt stille var der dog langtfra med et mylder af trolde. Og jeg kan røbe så meget, at moderne skovtrolde er løbemotionister med tungen ud af halsen. Som ikke desto mindre kan kæfte løs i vilden sky alligevel.

Skoven får en brat ende, hvor byen begynder. Stødte altså pludselig mod en mur af endnu mere støjende idioti. Den var det om hurtigt at gennembryde. Det egentlige mål for rejsen lå på den anden side af Århusbugten – Mols med de smukke til dels lyngbeklædte bakker.

Herfra er der en formidabel udsigt over vandet. Desuden var vejret jo ganske udmærket. Blot noget blæsende. Det rev himlens hvide mønster af striber efter jetflyende sammen til noget heldækkende. Af vejrudsigten benævnt som ”slørskyer”. Altså et ganske neutralt og naturligt fænomen! Ak ja.

Bortset fra det, en alt i alt udmærket køretur ud i det Danmark, der er under hastig forandring. Dog ingen uidentificerede bombesprængninger i denne omgang. Lige der hvor jeg var i det mindste.

SA

Hermed brok 15. Det handler bl.a. om kødædende klimaaktivister og andre udslag af den kollektive sindssyge:

Undskyld mig, men nu hvor den lille søde svensker Greta Thunberg har fået en advarsel om ikke at forsømme mere i skolen, samt her efter Jess Ørnsbos død, må andre tage over. Alt andet end pessimisme er narreværk og mere lal.

Der hvor vi bor, skyder parcelhusene op som skvadderkål. De pynter ikke just, og naturen er trængt i defensiven. Gamle omgivelser gjort ukendelige og minderne planeret.

Menneskeracen, denne invasive art, både breder sig og klumper sig sammen. Med udsigten til et endnu større antropologisk helvede. Apokalypsen lurer lige bag nærmeste nabos trampolin.

Det ultimative rædselsscenarie vil være, at Huscompagniet sætter sig på hele geografien, inklusive den afbrændte regnskov.

Eneste redningen kommer måske fra en svensk professor (det voksne svar på Thunberg), der i ramme alvor mener, at vi af hensyn til klimaet bør begynde at spise menneskekød. Umiddelbart et sympatisk forslag, men alligevel siger jeg: Velbekomme!

SA

Det skal handle om Robert og Aline Crump, der har fået krænkelseshysteriet at føle. Samt om tilladt kontra tabubelagt satire.

Tilladt

Forbudt

Tidens dårskab, den politiske korrekthed er også kvælende bornert. Det har den legendariske satiretegner Robert Crump og hans hustru Aline Crump (ligeledes tegner) fået at føle. Under stærke angreb fra den ekstreme venstrefløjs bevægelse mod ”racisme” og ”sexisme”.

Det er så utrolig latterligt, at en sådan tegning kan vække anstød. Modsat Heidegger, der direkte så en sammenhæng mellem erotik og filosofi. Hvilket vist kan siges at være et stærkt forsvar for Crumps erotiske fantasier.

SA

Mine brok (her nr. 13 i serien) er tit svøbt ind i et dække af ironi, hvor der så til gengæld gemmer sig klare udmeldinger.

Kræver altså lidt udpakning. Og når overskriften lyder ”De der gemmer til natten, gemmer til Enhedslisten (og Socialistisk Folkeparti)”er tonen i hvert fald slået an, og kursen lagt. For igen rettet mod mine to yndlingsaversioner: De venstreorienterede og deres uigennemtrængelige panser af politisk korrekthed.

Det citerede er dog ikke mit eget, men journalisten Niels Lillelunds i hans ugentlige avisklumme, der denne gang handler om den politiske venstrefløjs bestræbelser på at omgøre det danske samfund til et kommunistisk helvede.

Midlet: Den totale udligning. Flå de i forvejen flåede i skat og brug pengene på dem, der i forvejen koster mest.

Det er så sørgeligt, så det skal jeg ikke komme videre ind på, men i stedet stille spørgsmålet: Kender du typen? Det gør han, Lillelund – kender typen, og at kende den er det samme som at gennemskue den. I dagens klumme med sigte på formanden for SF, Pia Olsen DYR.

Signalementet står hun selv for. Se bare, hvordan hun præsenterer sig på partiets hjemmeside: Bor i Brønshøj (i kontrast til ”de rige svin”, de onde og kolde i Gentofte forstås), med høns og gode naboer, spiser morgenmad med sin datter, løber, strikker og ser serier.

En væsentlig detalje det med hønsene, der – typologisk set – er taget lige på kornet, havde jeg nær sagt.

Det oser alt sammen af det i den grad autentisk acceptable, og når hun kan skrive sådan uden blusel, er det fordi, det holder sig inden for rammen af det ultimativt rigtige i egen og så mange andres selvforståelse. Nok til at placere hende som en lysende stjerne i det danske pladderunivers.

Et sandt mesterstykke i at fremstille sig selv i et uangribeligt skær. Men tag ikke fejl, absolut ikke tilforladeligt. Når damen færdes på Christiansborg minder hun mere om en grådig tyv af andres penge.

Og med det er vi tilbage ved brokkets indledningscitat med den indbyggede morale: Brug for guds skyld dit opsparede, det lidt der er til overs, mens tid er, ellers kommer DYR og Skipper og tager også den rest. 100% i arv til den socialistiske stat.

SA