Brok 17

Det er længe siden, men her et nyt brok til kassen. Inspireret af journalisten Niels Lillelunds ugentlige avisklumme om ”Verdens gang”.

At tænkningen har det skidt er efterhånden en udbredt sandhed. Kraniekassen i stedet fyldt med billeddannelser af fikse idéer, og sprogbrugen rettet til efter disse.

F.eks. hedder det ikke længere ”barnebrude”, men ”unge asylpar” – en eufemistisk omskrivning af virkeligheden (noget den forhenværende integrationsminister for tiden får at føle). Stilen er manden og sproget er ideologien, hensigten. Den amerikanske kognitive lingvist, Gorge Lakoff har skrevet om, hvordan sproget kan erobres politisk og sætte rammen for den offentlige debat. Noget især de venstreorienterede er gode til.

Et andet eksempel på ideologisk slik i øregangen, også anført af Lillelund, er en ensidig fokus på ordet ”børnefattigdom”, som så, isoleret brugt, tjener som dække over visse familiers bortødslen af ellers generøse overførselsindkomster. En kendsgerning igen behændigt udeladt i debatten.

Og når vi nu er ved sprogforvanskninger som følge af idé- og billedfyldte, men tanketomme hoveder, skal vi også have med, den ulidelige omskrivning af danske ord til engelske: Et ”University College” er jo bare et andet ord for et lærerseminarium. ”SALE” et udtryk for noget billigt kram gjort en smule billigere. En ”keeper” i sportsjargon er en målmand, og ”kids” i reklamer, børn. 

Hvorfor dælen alle disse anglicismer i stedet for gode danske ord? Fordi det skal være fint og internationalt. Sætte forsvindende lille Danmark i et verdensomspændende lys. Efter devisen: Vi er en betydningsfuld del af den store globale sammenhæng.

Men netop det er en tilsnigelse og ren indbildskhed i stedet for realiteter. Og desuden så latterligt.

SA

Tilstanden Honda

Bare en anelse – herrefolksfornemmelsen

han har jo støvlerne på, og magten,

hænderne bedrevidende hvilende på styret,

udefinerligt/ansatsen af vrinsk i fingerspidserne.

Kender det – kender den, magten!

1.500 kubikcentimeter under røven,

blikket hånligt strejfende pøbelen,

affaldet, der føder sig bagud

i monoton undertone, vibrationer

og denne salige kilden, som også hun,

hende dér, bagpå, mærker.

Alting pludselig potens;

motorblok, slanger, rør, omdrejninger og lyd,

denne sitren i lårenes inderside, samhørigheden,

mens de sejler i bløde kurver på vej mod crescendoet –

det ventende, 

hendes arme om hans talje,

hans lugt flyvende fra kroppens dyb

ladende hende fornemme ekstasen,

musklernes forspil før det,

som skal oplyse dagen.

Han tænker på venter – ser mareridtet,

vejbanen som sandpapir, slibepapir,

fjerner topstykket til halspulsårens sidste sprøjt,

og han aner duften af det størknende blod,

mens måske et hjul stadigvæk løber

mens hans eget er standset, for evigt.

Fødderne stivner lidt i læderet,

der opstår en anelse af slaphed i lillefingeren,

men, men – videre, videre!

Hvad mon hun forventer, hende, der bagved,

som nu lever i hans duft.

Hvad mon hun venter – en opbremsning

et kast fremover, et mandespring mod en ryg,

et skrig, født generationer tilbage

listigt nedarvet i molekylestrukturen

indpakket i DNA?

Eller tænker han bare på at farten sænkes,

på et stop, på en skovtur,

på dem under træet, på tæppet,

de stille bajere, hans hænder, accelerationen,

og hende, på vej mod maksimalydelsens orange felt?

Og så den senere afkøling,

alle disse dufte af landevej, frihed, kusse og kubikcentimeter,

alting bare godt, næsten i vinkel, de tre

bæredygtige, sammensvejsede til døden

til det endelige ryk, molekyleændringen;

mens havet og vinden, som altid,

en tavs mumlen i evighed,

ccm.

To digte af Henning Ahle Fjord

To whom it may concern

Tag på rejse inde i dig selv,

for du er fyldt med veje,

du ikke kender – eller aldrig har vovet

at betræde før.

Men på et eller andet plan véd du det,

det er som en skyggetanke fra Kant,

du skal – et kategorisk imperativ.

Du skal følge dit hjertes pulsslag,

mærke den stille bølgegang,

når du svæver lidt over jorden –

over yoga-tæppet eller madrassen –

og følger rytmen fra hjertets motor.

Mærk dine milliarder af celler

og den musik, de afgiver,

en musik, du er født med,

og mærk så efter, kend en forskel,

for med ét kan du mærke/høre

DNA-molekylernes sære hukommelsesspor

og erkende alting, dyder og synder,

men ikke fra dig selv alene;

men også fra det, du fik i arv.

Det er nu, du skal vælge det gode,

de gode gener, du fik med –

de dårlige skal du arkivere, gemme væk

og det gør du fra meditationens dyb.

Luk det væk, som har ramt dig, ubevidst,

Spær det inde i deres fortidsfængsel

og luk så op for den rigdom af liv, af kraft,

som slægten har gemt inde i dig.

Himmerigets rige er nær, for den er i dig,

bed om den, find den gennem bøn og ydmyghed,

for stolthed fører til fald/forfald og problemer.

Pudsigt nok har problemer den vægt,

du selv gi’r dem/tillægger dem,

hvilket man allerede vidste i det gamle Rom.

Det gode liv er simpelt, find dig selv, find målet,

som altid er at være et godt menneske,

som altid er at være den, du er,

og du er jo Ok, hvilket du godt ved!

Den livgivende ferieø er dig selv!

Du skal aldrig bekymre dig for at gå glip af noget –

tingene kommer til dig – det du søger, finder dig,

sælsomt (men det kræver, at du ikke har for travlt.)

Intet står mennesket i vejen –

undtagen hans egen spøgelsesagtige frygt.

(Henry Miller / Sex og menneske – 1965)

Forlang ikke, at alt skal blive, som du ønsker,

men indstil dig på, at det bliver, som det gør –

kan du det, vil det gå dig godt (Epiktet /50 -130 e. Kr.)

HF

Til en voksen søn, der blev borte

Rækker ud efter dig,

men du er her ikke,

og jeg græder,

véd, at det er forgæves,

men véd også, at du har været –

og været nær mig,

nær ved mig – været inden i mig.

Derfor har jeg minder!

Der er mange, også mindre gode,

men det er de gode, der nu vokser –

og vokser ganske langsomt i mit hjerte –

i min sjæl.

Begynder at finde dem, lisså stille,

så livet atter kan tone frem,

for det skylder jeg dig – at være her fortsat

for at du ikke har været her, forgæves.

Mindes dig som en bette en,

dine store øjne, din hånd i min,

og mine hænder omkring dig.

Mindes alle glæderne gennem alle årene,

og vælger at glemme det,

som er svært at glemme, for din skyld.

Fordi du altid vil leve videre,

fordi jeg altid vil bære dig i mit hjerte.

Engang lå du under det, nu ligger du i det

og vil gøre det, til vi ses igen –

og det gør vi, men det varer længe endnu!

Har tilgivet dig, nu skal jeg tilgive mig selv,

og håber på din hjælp.

Tak for alt det, du har lært mig.

Henning Ahle Fjord (HF) (24/10/19)

Om Henrik Stangerups roman, “Det er svært at dø i Dieppe”

Peder Ludvig Møller (1814-1865).

”Hele tiden vinkede noget ham bort – bort fra skønheden.”

Undskyld mig, men min entusiasme for disse citater er så stor, at jeg ikke kan holde mig tilbage fra at bringe dem i ny og næ. De giver mig liv.

”Han forløftede sig ikke på Virkeligheden, han var ikke for svag til at bære den, nej han var for stærk; men denne Styrke var en Sygdom. Saasnart Virkeligheden havde tabt sin Betydning som Incitament, var han afvæbnet, deri laa det Onde hos ham. Dette var han sig bevidst selv i Incitamentets Øieblik, og i denne Bevidsthed laa det Onde.”
(Søren Kierkegaard, ”Forførerens Dagbog”)

Det her er brugt som indledning i Henrik Stangerups roman, ”Det er svært at dø i Dieppe”, fordi det passer på Kierkegaards samtidige og næsten jævnaldrende, digteren og litteraturkritikeren P.L. Møller, om hvem bogen handler. Om denne begavede mands selvdestruktion og sørgelige endeligt på et fransk sindssygehospital.

Romanen er stærkt rost og da også fremragende efter min mening. Omend ikke helt uforbeholdent, men heldigvis er den uden entydig sympati for og blottet for medynk med Møller, trods dennes status af hovedperson. Noget man ellers tit støder på og gør et stykke litteratur så utåleligt at læse.

(Dens omslagsbillede i øvrigt nyt blikfang på Tekstforums forside).

P.L. Møller. Æstetiker var han – så meget at det førte til hans død. Nok et citat fra romanen (tilføjet et par linjer af Byron):

”Åh jo, København, Nordens Athen – men uden en genopstanden Lord Byron fra Kephalonien og hans menageri af ti heste, otte kæmpestore hunde, fem katte, en ørn, en krage, en falk, en gås. Og alle hans djævle og kvinder! Inden for voldene er der ikke husrum for den halvt afsindige digterrus mellem hav og fjeld, og alle øder den skønne nat bort i søvn, som nåede disse linjer aldrig frem til dem: ”Most glorious Night!/Thou wert not sent for slumber!/let me be a sharer in thy fierce and far delight –”

Hvem kan ikke med disse ord ane paralleller til dele af nutidens uæstetiske mangel på begejstring og passion?

SA (13/10/19)

High Noon

Skiftedag for velkomstsidens forsidebillede (håber at det foregående af Ditte Johansens stærkt rosværdige digtsamling ”Dukkehospital” har haft en gunstig indvirkning på interessen for bogen).

Nu et fra filmen ”High Noon”- af sheriffen, som må kæmpe en ensom kamp mod en flok banditter der terroriserer byen. Alverdens banditter må man sige, for filmen er en allegori over den evige konflikt mellem tyranni og modstand. Samt mellem tapperhed og fejhed. Læg mærke til, hvor gabende tomt der er omkring ham. De folk, han kæmper for, gemmer sig i deres huse.

Billedet i indslaget på FB er fra samme film. Gary Cooper og Grace Kelly i hovedrollerne. Førstnævnte i den absolutte. Og så viser det i øvrigt den tydelige forskel på mand og kvinde – her, hele vejen igennem og ud i al evighed (hvis nogen skulle være i tvivl!!!)

En anden lille indskydelse:

Snart er det oktober, og vi nærmer os årets bund. Andre bunde har vi for længst nået. Så mange andre, at det er tæt på det definitive. Næsten lige så umuligt at lave om på som årstiderne.

Kan det så betale sig at kæmpe videre? Filmen stiller ikke selv det spørgsmål, men viser at det kan det, selv for den enkelte. Den er hverken snæver ideologisk eller politisk, men langt mere. I sin tankevækkende udstilling af styrke og skam, viser den, hvad håbet skal knyttes til i en verden, der ellers trues af undergang. Noget vore ensporede og snæversynede tåber har så svært ved at fatte.

Selv om ”High Noon” høstede flere Oscars, så lige lidt hjalp det. Efterfølgende kom vanviddet efter den. Selv dengang, for da hærgedes tiden godt nok ikke af afsindig lighedsmani og krænkelseskultur, men mccarthyismen som var lige så hekseagtig. Datidens pendant til vore dages forrykte klapjagt på ”det ukorrekte”.

Et episk drama om sidste udkald og en af mine yndlingsfilm. På grund af dens intense spænding, dens ypperlige skuespil og dens mange sandheder.

(I en birolle får i øvrigt Lee Van Cleef sin filmdebut. Manden der sidenhen medvirkede i adskillige westerns. Også af spaghetti-typen bl.a. Sergio Leones mesterværk ”Den gode, den onde og den grusomme” (endnu en af mine favoritfilm)).

SA

De dødes land

I dag gik rejsen til de dødes land. Alligevel ikke noget at brokke sig over. Når blot de døde huskes for noget godt, som enkelte af dem gør.

”De dødes land”, mere præcist Thurø kirkegård. Her ligger Tom Kristensen. Og på lige så afdøde Kim Larsens spørgsmål om der mon er sang og bægerklang dér, kan jeg svare, ja det kan du være sikker på, der er. For Tom Kristensen var både en stor poet og en drukmås.

På stenen står der:
”Når jeg bøjer mig så dybt, som jeg kan,
vokser min verden sig stor”

Det gør jeg også gerne, Tom – bøjer mig for noget der er større end mig selv.

Noget helt andet, der ligeledes unødvendiggør al brok. Ja, tværtimod er meget glædeligt: At der med jævne mellemrum melder sig nye folk, som synes godt om Tekstforum.
Forleden Pantelija Milosavljevic og i dag Robert Mørk Tindholm. Det puster lidt vind i sejlene, så tak til de to herrer!

SA

Brok 16 (24/09/19)

Det nye indlæg til brokkassen (nr. 16). Må siges at være lidt blandet, for indeholder også noget fornøjeligt.

Vi har været på adskillige udenlandsrejser og høstet mange indtryk fra den store verden. Mest dog overfladiske, som de nu engang er, når man er turist.

Danmark derimod kender jeg helt ind til benet, eller ind til dets sjæl (også den forhærdede tidselsjæl). Der er ikke de kringelkroge, jeg ikke har aflagt et besøg, og ikke den vej jeg ikke har kørt på. Det sker på min motorcykel. Næst efter min viv, mit kæreste eje.

Nu hvor der er taget godt hul på efteråret, er det blevet sæson for de sidste ture. Der alle har karakter af noget desperat, for man skal skynde sig. Møder andre i samme situation. Også ensomme ryttere som én selv. Men der hersker den tradition, at man lige skal slippe styret med venstre hånd og hilse på hinanden i forbifarten. Vi bikere tilhører et sært, udefinerbart fællesskab.

Jeg holder mig så vidt muligt fra motorvejene, hvor man er slemt pakket ind af morderbilismen. Søger hellere ud på de små biveje. Her lurer trafikdøden imidlertid også, ikke så meget på mig som skarer af fasaner, der i den her årstid netop søger ud på asfalten, hvor de instinktivt ved, der ikke skydes. Men så til gengæld med fare for at blive kørt ned. Også de stakkels umælende dyr må leve med angsten. Ak ja.

Fuldstændig undgås kan de sjældent, motorvejene. Slet ikke i går med en tur langt nordpå. Helt op til kanten af Århus. Nærmere bestemt Marselisborgskoven. Den var det planen at trille lige så stille igennem for at rekreere mig efter det hæsblæsende ridt på E45. Helt stille var der dog langtfra med et mylder af trolde. Og jeg kan røbe så meget, at moderne skovtrolde er løbemotionister med tungen ud af halsen. Som ikke desto mindre kan kæfte løs i vilden sky alligevel.

Skoven får en brat ende, hvor byen begynder. Stødte altså pludselig mod en mur af endnu mere støjende idioti. Den var det om hurtigt at gennembryde. Det egentlige mål for rejsen lå på den anden side af Århusbugten – Mols med de smukke til dels lyngbeklædte bakker.

Herfra er der en formidabel udsigt over vandet. Desuden var vejret jo ganske udmærket. Blot noget blæsende. Det rev himlens hvide mønster af striber efter jetflyende sammen til noget heldækkende. Af vejrudsigten benævnt som ”slørskyer”. Altså et ganske neutralt og naturligt fænomen! Ak ja.

Bortset fra det, en alt i alt udmærket køretur ud i det Danmark, der er under hastig forandring. Dog ingen uidentificerede bombesprængninger i denne omgang. Lige der hvor jeg var i det mindste.

SA

Brok 15 (11/09/19)

Hermed brok 15. Det handler bl.a. om kødædende klimaaktivister og andre udslag af den kollektive sindssyge:

Undskyld mig, men nu hvor den lille søde svensker Greta Thunberg har fået en advarsel om ikke at forsømme mere i skolen, samt her efter Jess Ørnsbos død, må andre tage over. Alt andet end pessimisme er narreværk og mere lal.

Der hvor vi bor, skyder parcelhusene op som skvadderkål. De pynter ikke just, og naturen er trængt i defensiven. Gamle omgivelser gjort ukendelige og minderne planeret.

Menneskeracen, denne invasive art, både breder sig og klumper sig sammen. Med udsigten til et endnu større antropologisk helvede. Apokalypsen lurer lige bag nærmeste nabos trampolin.

Det ultimative rædselsscenarie vil være, at Huscompagniet sætter sig på hele geografien, inklusive den afbrændte regnskov.

Eneste redningen kommer måske fra en svensk professor (det voksne svar på Thunberg), der i ramme alvor mener, at vi af hensyn til klimaet bør begynde at spise menneskekød. Umiddelbart et sympatisk forslag, men alligevel siger jeg: Velbekomme!

SA

Brok 14 (06/09/19

Det skal handle om Robert og Aline Crump, der har fået krænkelseshysteriet at føle. Samt om tilladt kontra tabubelagt satire.

Tilladt

Forbudt

Tidens dårskab, den politiske korrekthed er også kvælende bornert. Det har den legendariske satiretegner Robert Crump og hans hustru Aline Crump (ligeledes tegner) fået at føle. Under stærke angreb fra den ekstreme venstrefløjs bevægelse mod ”racisme” og ”sexisme”.

Det er så utrolig latterligt, at en sådan tegning kan vække anstød. Modsat Heidegger, der direkte så en sammenhæng mellem erotik og filosofi. Hvilket vist kan siges at være et stærkt forsvar for Crumps erotiske fantasier.

SA

Brok 13 (01/09/19)

Mine brok (her nr. 13 i serien) er tit svøbt ind i et dække af ironi, hvor der så til gengæld gemmer sig klare udmeldinger.

Kræver altså lidt udpakning. Og når overskriften lyder ”De der gemmer til natten, gemmer til Enhedslisten (og Socialistisk Folkeparti)”er tonen i hvert fald slået an, og kursen lagt. For igen rettet mod mine to yndlingsaversioner: De venstreorienterede og deres uigennemtrængelige panser af politisk korrekthed.

Det citerede er dog ikke mit eget, men journalisten Niels Lillelunds i hans ugentlige avisklumme, der denne gang handler om den politiske venstrefløjs bestræbelser på at omgøre det danske samfund til et kommunistisk helvede.

Midlet: Den totale udligning. Flå de i forvejen flåede i skat og brug pengene på dem, der i forvejen koster mest.

Det er så sørgeligt, så det skal jeg ikke komme videre ind på, men i stedet stille spørgsmålet: Kender du typen? Det gør han, Lillelund – kender typen, og at kende den er det samme som at gennemskue den. I dagens klumme med sigte på formanden for SF, Pia Olsen DYR.

Signalementet står hun selv for. Se bare, hvordan hun præsenterer sig på partiets hjemmeside: Bor i Brønshøj (i kontrast til ”de rige svin”, de onde og kolde i Gentofte forstås), med høns og gode naboer, spiser morgenmad med sin datter, løber, strikker og ser serier.

En væsentlig detalje det med hønsene, der – typologisk set – er taget lige på kornet, havde jeg nær sagt.

Det oser alt sammen af det i den grad autentisk acceptable, og når hun kan skrive sådan uden blusel, er det fordi, det holder sig inden for rammen af det ultimativt rigtige i egen og så mange andres selvforståelse. Nok til at placere hende som en lysende stjerne i det danske pladderunivers.

Et sandt mesterstykke i at fremstille sig selv i et uangribeligt skær. Men tag ikke fejl, absolut ikke tilforladeligt. Når damen færdes på Christiansborg minder hun mere om en grådig tyv af andres penge.

Og med det er vi tilbage ved brokkets indledningscitat med den indbyggede morale: Brug for guds skyld dit opsparede, det lidt der er til overs, mens tid er, ellers kommer DYR og Skipper og tager også den rest. 100% i arv til den socialistiske stat.

SA