Latent forsvar af muslimske overgreb under henvisning til “Den kulturelle kontekst”

Det luftige mantra om ”den kulturelle kontekst” bliver gerne brugt af folk, der har noget at skjule. Eller som forsvar for et menneske- og livssyn, man ikke gerne ser modsagt af realiteter, for så bryder ideologien sammen.

Som led i samme bolværk holder man sig til abstrakter og undgår helst det faktuelle, som det udfolder sig i konkrete manifestationer.

Udsagn om ”den kulturelle kontekst” tjener desuden ofte til at promovere en forkromet selvforståelse og selvretfærdighed. Skal gerne associere til fornuft, forståelse, tolerance, oplyst humanisme – ja, godhed. Men reelt er der tale om lige det modsatte: I bedste fald grænseløs naivitet – i værste, afstumpet kynisme.

Og disse sekteriske forkyndere har sluppet forbindelsen til jorden. De svæver gerne i sikker afstand til og højt hævet over virkeligheden.  

Posthumt

Der blev ved med at udkomme Morten Korch romaner, selv mange år efter hans død! Et bevis på at afdøde forfattere godt kan fortsætte med at skrive!

Uden sammenligning i øvrigt, så har Gyldendal netop udsendt, en ny digtsamling af Simon Grotrian, der jo døde i august sidste år. Den bærer titlen ”Damoklesdrive-in”.

Det er der ikke nogen lyrikelsker, der kan have noget imod. Så for at fejre begivenheden sættes et citat fra bogen på forsiden af Tekstforum.

SA

Farvel til Facebook

Det er helt kafkask: “Jemand musste Josef K. verleumdet haben, denn ohne dass er etwas Böses getan hätte, wurde er eines Morgens verhaftet.” (“Der Prozess”).

Efter at jeg har været så uforsigtig på facebook at kommentere et indslag af Henning Ahle Fjord med et hitlercitat: ”Flink wie Windhunde, zäh wie Leder und hart wie Kruppstahl” (det var vist noget diktatoren sagde om Hitlerjugend), og oven i købet understrege ordene med et billede af denne frygtelige person selv, er jeg (og dermed Tekstforum) forment adgang til det medie. FB har simpelthen lukket os ned.

Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, for FB-siden fungerede som en informationskanal  til hovedsitet. Men det kan ikke være anderledes, når folk har svært ved at læse ud af en tekst, hvad der var ment som en spøg.

Sagen var jo den, at det famøse citat skulle illudere som kommentar til al den sygdom og de ulykker, Henning har været udsat for gennem et langt liv, men som ikke har knægtet ham. Derfor: ”Zäh wie Leder und hart wie Kruppstahl”.  Ligesom alt det om udødelighed knyttede an til det samme og naturligvis også var for sjov.

Det er ikke første gang, at min humor ikke egner sig til offentligheden, så fra nu af vil den holde sig inden for Tekstforums rammer (her er ordet frit og tolerancen stor). Og med denne sidste bastion vil det endvidere være sådan, at min eneste kommunikationsplatform fremover vil være Tekstforums spalter, samt dens e-mail: admin@tekstforum.dk

SA

Drømmen om Johannes

Der er sorte fugle over egnen,

Ravne –

og af og til hører jeg deres kalden,

deres sære sprog, og véd,

at de vil tale med mig, de døde.

Dødens fugle er de jo;

men intelligente væsener,

og når de kalder, kommer jeg.

Følger dem, til de sætter sig på

markerne omkring mig,

og det sker, at en enkelt fugl kommer nær.

Jeg véd, at vi skal samtale,

og kan se, at jeg kender øjnene –

tuberkuløs og døende lå han dér,

min fætter Johannes, i 1947.

Nu lægger han hovedet på skrå,

taler til mig:

”Kan du huske æbletræerne –

alle disse æbletræer?”

Og det kan jeg!

Stille si’r han: ”Plant mig ét, og

jeg vil give dig år til, at det kan vokse!

 Engang kommer jeg så og sætter mig

og vil se mildt på dig, mens du plukker æbler.

Lov mig det!”

Og det lover jeg, og véd,

at når det bli’r forår, vil jeg købe et træ.

Han holdt mest af Pichon’er, så …

Sært nok, at jeg véd, at der vil være

Jul, glæde og genfødsel i mine tanker,

når jeg planter det.

Vi skilles, og han vandrer bort

med ravnens særegne gangart,

og lidt efter kan jeg høre samtale –

ravnenes Rork – Rork i det fjerne;

men døden, døden synes med ét

at være langt borte.

Pudsigt at have den erkendelse,

at døden ser os, som vi er!

Føler min sjæl trøstet, da jeg vågner!

Henning Ahle Fjord (HF) 11/01/2020

Blandede betragtninger omkring liv, død, Heidegger, Marcus Aurelius og Mæ sjæll!

Det drejer sig om at gå døden i møde gennem hele livet – altså forberede os på døden,

hvilket jeg faktisk har gjort hele mit liv.

Første gang, jeg causerede lidt over emnet er mange år siden. Det er der så ingen, der erindrer noget om, for det var på et værtshus i udkanten af Rom, hvor jeg overhørte en spradebasse fortælle om det gode liv, de gode vine, de villige kvinder, det lette liv på alle ferieturene og glæden ved at have mammon nok til at leve i sus og dus.

Det fik mig lidt op i det røde felt, for jeg er – og var – en bonderøv med fusserne plantet på jorden – det være sig i hjemlandet såvel som i Rom. Ergo blandede jeg mig, citerede læresætning af Martin Heidegger og sagde fortsættende, at skulle man have et godt liv, så måtte man altid have døden med i bagagen, ha’ den i sine tanker, fordi vores tid på jorden var/er afmålt – og så skulle man ellers være rimelig tavs i den erkendelse, bare leve med den – og i øvrigt leve med målet om, at ens gerninger skulle præges af, at man gerne ville have god samvittighed i forhold til sig selv og sine medmennesker – og at man altid var skyldig, altid ansvarlig, i forhold til sine gerninger. Jeg sagde sikkert også, at alt det, vi gør, vender tilbage til os selv, (som straf eller belønning) hvilket jeg i øvrigt fortsat mener og ikke er alene om at mene.

”Jeg ville gerne diskutere livsværdier,” fortsatte jeg, men så skulle det være med udgangspunkt i nogle af Martin Heideggers læresætninger. Heldigvis bortgik han ud i nattelivet med en hale af ungmøer efter sig, og jeg sad tilbage, lidt flov måske, fordi

jeg havde skræmt ham væk ved at give udtryk for, at kunne debattere på et højt plan, hvilket ikke var tilfældet i 1978 – såmænd ej heller nu.

Men, den holder stadig væk, essensen af læresætningen – det sikre er døden – og jeg så for nylig i Kristeligt Dagblad en præst, der udtalte: ”Når vi fornægter døden, så lever vi ikke helt.” (Nogle kobler så skatterne på som noget ligeså sikkert, men det er vrøvl – skatterne kan man snyde sig fra, hvilket der er en del, der tyder på, men ikke døden. Vi skal derfor tage vores forhold til den op til revision, hvis vi vil mestre det gode liv – og det gode liv hører til i vores hverdag, hvor vi bør bestræbe os på at være gode og hjælpsomme mennesker. Næstekærligheden bør være i højsædet!

Jeg kommer til at tænke på antikkens indstilling til døden, hvilket får mig til at springe til det gamle Rom og kejser Marcus Aurelius, der sagde: ”Et godt menneske, det er du, når du er tilfreds med dine livsvilkår, når dine egne handlinger er rigtige og dit sindelag fromt og kærligt.”  Og hvad er så menneskets bestemmelse, spørger han – jo – ”Det er godhed mod sine medbrødre, at være ligegyldig over for sanselige rørelser, at have skelneevne overfor lokkende forestillinger (altså ikke falde i fristelse) og så have respekt for det guddommelige.” Og så skal man huske at være den, som man ønsker andre skal være – eller som han sagde:  ”Hold op med disse foredrag om, hvordan ”den gode mand” bør være – vær det selv!”

Han sagde også noget om døden: (Selv døde han i år 180,  altså for 1.840 år siden)

”Skat ikke døden for ringe, find tværtimod behag i den og forstå, at også den er én af de ting, hvor naturen tilkendegiver sin vilje.”

Han taler faktisk også om døden som en befrielse – alt det, man ikke længere skal – al den mildhed, man kan lade sig gribe af, fordi der er så meget man kan se tilbage på med overbærenhed, fordi man ser det i forhold til livets værdi og alt det, man har lært.

Alt dette siger jeg, fordi vi skal forstå, at hvis vi lever efter de gode idealer, kan vi forlade denne verden med fred i sindet – og skal vi det, må vi også erindre, at de fleste bryderier kommer alene af den vægt, vi selv tillægger dem. Altså, tænk over det, du tænker over – og det, du gør!  Derfor skal vi ikke skabe bryderier for os selv eller for andre – dyderne næstekærlighed, hjælp og sandhed er begreber vi skal fremme – og gøre det i ydmyghed, så vi kan forlade verden uden at have fortrudt, at vi har levet – og levet et beslutsomt liv!

Og slutteligt et citat i relation til at leve et stille liv og virke i tavshed:

 ”KONGELIGT ER DET, GOD GERNING AT SÅ; MEN UTAK AT HØSTE .”

Det må vi så leve med i ny og næ. For det sker, at man som et rart menneske ikke bliver forstået. (Det har jeg vist nævnt i en Morten Korch-lignende novelle, jeg engang skrev)

Og endnu en ting – det hjælper at have levet i mange år og være i stand til at se sig tilbage og at have lært af det, man har set – og man lærer faktisk, at det er en god ting, at have døden med i sine tanker – det giver livet fylde!

Måske jeg afsluttende skulle citere Hamlet: ”Hvis jeg dør nu, så dør jeg ikke senere. Hvis jeg dør senere, så dør jeg ikke nu. Men under alle omstændigheder skal jeg dø!

Nå, så kom Shakespeare også lige med!

Henning Ahle Fjord (HF) 11/01/2020

Brok 18

”Vreden, gudinde, besyng …”

I forlængelse af min hyldest til Sara Omar, som ytret på Tekstforums seneste FB-opslag, og hendes kontrafej på forsiden, nu til gengæld et brok over den manglende støtte fra kvindesagens aktører til hendes modige kamp mod undertrykkelsen af muslimske kvinder – noget, jeg også kom ind i på i omtalte indlæg.

Jeg kan simpelthen blive så harm over tavsheden, der omgærder den side af kampen for kvinders rettigheder. Og manglende solidaritet med en medsøster, der går all in for sagen til trods for store personlige omkostninger (stigmatisering, mordtrusler osv.)

Al deres engagement og energi bliver i stedet brugt på navlepillende jammer og en evig jagt efter småkrænkelser, der ikke kan blive bagatelagtige nok, fra (selvfølgelig hvide) mænd.  Der levnes hverken lyst eller vilje til at fordømme den sociale spændetrøje, fysiske og psykiske vold og kvindeforagt, der hersker i mange formørkede, muslimske miljøer i Danmark. Hvor er det hyklerisk og fejt!

Det er også Sara Omars fortjeneste, at KVINFO nu langt om længe har set sig nødsaget til at komme lidt på banen. Men tøvende, og med en forblommet snak om deres skam gode målsætninger. Det giver jeg ikke en klap for, så længe man ikke tager fat om nældens rod, peger på de virkelige, patriarkalske skurke og nævner den egentlige baggrund for døtres opdragelsesrejser, tvangsægteskaber og æresdrab m.m.

At sige det, er for ubekvemt for mange. Og det skal det heller ikke, siges. Det skal RÅBES ud!

SA

Brok 17

Det er længe siden, men her et nyt brok til kassen. Inspireret af journalisten Niels Lillelunds ugentlige avisklumme om ”Verdens gang”.

At tænkningen har det skidt er efterhånden en udbredt sandhed. Kraniekassen i stedet fyldt med billeddannelser af fikse idéer, og sprogbrugen rettet til efter disse.

F.eks. hedder det ikke længere ”barnebrude”, men ”unge asylpar” – en eufemistisk omskrivning af virkeligheden (noget den forhenværende integrationsminister for tiden får at føle). Stilen er manden og sproget er ideologien, hensigten. Den amerikanske kognitive lingvist, Gorge Lakoff har skrevet om, hvordan sproget kan erobres politisk og sætte rammen for den offentlige debat. Noget især de venstreorienterede er gode til.

Et andet eksempel på ideologisk slik i øregangen, også anført af Lillelund, er en ensidig fokus på ordet ”børnefattigdom”, som så, isoleret brugt, tjener som dække over visse familiers bortødslen af ellers generøse overførselsindkomster. En kendsgerning igen behændigt udeladt i debatten.

Og når vi nu er ved sprogforvanskninger som følge af idé- og billedfyldte, men tanketomme hoveder, skal vi også have med, den ulidelige omskrivning af danske ord til engelske: Et ”University College” er jo bare et andet ord for et lærerseminarium. ”SALE” et udtryk for noget billigt kram gjort en smule billigere. En ”keeper” i sportsjargon er en målmand, og ”kids” i reklamer, børn. 

Hvorfor dælen alle disse anglicismer i stedet for gode danske ord? Fordi det skal være fint og internationalt. Sætte forsvindende lille Danmark i et verdensomspændende lys. Efter devisen: Vi er en betydningsfuld del af den store globale sammenhæng.

Men netop det er en tilsnigelse og ren indbildskhed i stedet for realiteter. Og desuden så latterligt.

SA

Tilstanden Honda

Bare en anelse – herrefolksfornemmelsen

han har jo støvlerne på, og magten,

hænderne bedrevidende hvilende på styret,

udefinerligt/ansatsen af vrinsk i fingerspidserne.

Kender det – kender den, magten!

1.500 kubikcentimeter under røven,

blikket hånligt strejfende pøbelen,

affaldet, der føder sig bagud

i monoton undertone, vibrationer

og denne salige kilden, som også hun,

hende dér, bagpå, mærker.

Alting pludselig potens;

motorblok, slanger, rør, omdrejninger og lyd,

denne sitren i lårenes inderside, samhørigheden,

mens de sejler i bløde kurver på vej mod crescendoet –

det ventende, 

hendes arme om hans talje,

hans lugt flyvende fra kroppens dyb

ladende hende fornemme ekstasen,

musklernes forspil før det,

som skal oplyse dagen.

Han tænker på venter – ser mareridtet,

vejbanen som sandpapir, slibepapir,

fjerner topstykket til halspulsårens sidste sprøjt,

og han aner duften af det størknende blod,

mens måske et hjul stadigvæk løber

mens hans eget er standset, for evigt.

Fødderne stivner lidt i læderet,

der opstår en anelse af slaphed i lillefingeren,

men, men – videre, videre!

Hvad mon hun forventer, hende, der bagved,

som nu lever i hans duft.

Hvad mon hun venter – en opbremsning

et kast fremover, et mandespring mod en ryg,

et skrig, født generationer tilbage

listigt nedarvet i molekylestrukturen

indpakket i DNA?

Eller tænker han bare på at farten sænkes,

på et stop, på en skovtur,

på dem under træet, på tæppet,

de stille bajere, hans hænder, accelerationen,

og hende, på vej mod maksimalydelsens orange felt?

Og så den senere afkøling,

alle disse dufte af landevej, frihed, kusse og kubikcentimeter,

alting bare godt, næsten i vinkel, de tre

bæredygtige, sammensvejsede til døden

til det endelige ryk, molekyleændringen;

mens havet og vinden, som altid,

en tavs mumlen i evighed,

ccm.