Instrumentmageren

Om syv strenge at spille på

Dynamik er magt, der magter
værne om og ødelægge,
kæmpe for de ny kontrakter
i det åbne, under dække,
vælger ledelsesprincippet,
fri og myndig i replikken
(eller: blot en grov og flippet
elefant i glasbutikken?).

Sensitivitet er nænsom,
lyttende og varm og kærlig,
såres af en ubetænksom,
som er for direkte, ærlig.
Når ens eget hjerte stråler,
er man rolig og magnetisk.
Lidet er det vel man tåler,
ta’r ved lære vis, asketisk.

Tænkningen kan konstruere,
tumle store tankeformer,
abstrahere, nuancere,
skrive regler, love, normer;
overskuer store grupper,
husker mødet er berammet!
Oppe på de høje dupper!
Står med ét som handlingslammet.

Kreativitet er pudsig
med konflikter, brådne pander,
Musen går der ofte mus i,
før end harmonien lander.
Skønhed vokser af fortrædet:
glæde: ”træffer!”, sorg: ”forbier!”,
og en slidsom gang på stedet
skaber verdner, poesier.

Analysens iskrystaller
splitter delen med logikken,
gider ikke folks rabalder,
stiller skarpt på statistikken.
Der er natrium i saltet.
Lad os forske endnu mere!
Er mysteriet i altet
mon umuligt at kapere?

Dedikeret og begærligt
vælger man idolgestalter.
Her er noget ganske særligt:
Troens lys på sagens alter.
”Frelse sandet i Sahara!
Det retfærdiggør fiduser:
vi kan ta’ gebyr for tara!”
Døbes med den kolde bruser.

Praktikeren kan det hele,
samler hver en fløj og flanke,
sammensætter alle dele,
vilje, følelse og tanke.
Man kan handle, gå til stålet,
stå for koordinationen.
Men, hvad var nu lige målet?
Gavner manifestationen?

Den pointe, jeg forkynder,
er, at livet med sit plekter
i hver øvet, hver begynder,
anslår dette strengespekter.
Vore kroppe, instrumenter,
vil vibrere sjælens klange
stærkere, jo mer’ vi henter
himlen ned i hjertets sange.

Frank Colding 20. december 2013

Sangen kan høres her: https://frankcolding.dk/instrumentmageren/

når jeg ser

mit måneansigt

min pergamenthud

sårene på armene

så ved jeg at jeg er 

blevet til et medicinsk 

forsøg

når jeg hører mig selv tale 

uden at tro på mine 

egne ord 

så ved jeg godt at jeg aldrig 

mere vil se en nytårsraket udfolde

sin blomst i mørket

Sommerpause

Nu holder Tekstforum sommerpause. Fra i overmorgen og på ubestemt tid. Så længe jeg gider. Kaster mig ikke ud i lediggang, men skriver, læser, hører musik osv. Måske også et smut ud i naturen, hvis vejret ellers tillader det.

Lekture? jeg glæder mig bl.a. til: ”Længsel, Lundbye og Kierkegaard” af Hans Edvard Nørregård-Nielsen m.fl., Walter Benjamins ”Berliner Kindheit um neunzehnhundert”, plus et nærmere bekendtskab med finske Leena Krohn (dog i oversættelse!)

Kun bliver det svært at undvære Facebook (og dens etiske dogmer) så længe. Måske man derfor skulle gøre som manden i Morten Ingemanns kalenderstribe (”Og det var Danmark”):

”Jeg har prøvet at få venner uden at bruge Facebook… Men ved de samme principper. Så alle dem, jeg møder i løbet af ugen, får at vide, hvad jeg har spist, hvordan jeg har det, og hvad jeg skal lave i løbet af dagen… Jeg viser dem billeder af min familie, min hund og min have… Jeg lytter til, hvad andre siger, og giver dem ”Thumps up” og fortæller dem, at jeg kan lide dem… Og det virker… Jeg har allerede fire personer, der følger mig: To politibetjente, en læge og en psykolog…”

Til vort store publikum: Selv om vi glimrer ved vores fravær. Kan man sagtens registrere sig som ny bruger af Tekstforum. Eller slå noget op på bloggen – det er der endda rigtig god anledning til, her hvor censuren også er på standby.  

Og med de ord ønsker jeg jer alle en god sommer, indtil vi forhåbentligt tekstes ved igen. Måske har politikerne ovenikøbet øjnet en løsning på corona-pandemien til den tid (jf. billedet).

SA

Instruktion i selvbetjening

Det sker, at folk er noget tilbageholdende med selv at sætte deres tekster ind på bloggen. Hvilket ellers er, som det var meningen, Tekstforum skulle køre. Og som vi gerne ser, fordi vi så friholdes for lige netop den side af sagen.


Desuden tror vi, det kunne sætte lidt gang i foretagendet, dersom brugerne vænnede sig til at poste deres ting umiddelbart.


Så her følger en lille instruktion i, hvordan man gør. Det er pærelet:

Efter at være logget ind, og dvs. til sit kontrolpanel, klikker man på menupunktet ”Indlæg” i venstre spalte – og igen på ”Tilføj nyt”. Det leder så til en skabelon med to felter – et til overskriften og et til selve teksten. Nu mangler man kun at skrive sit navn i forfatterrubrikken, samt gerne sætte kryds i kategorifeltet (f.eks. ”Poesi”). Begge dele i højre spalte, og derefter slutte af med at klikke på ”Udgiv” i øverste højre hjørne.


Mens vi er ved det, så lad mig også lige få med, hvordan man indsætter en kommentar til andres tekster. Det er endnu lettere.


Man logger igen på. Og finder den tekst på bloggen, man vil kommentere. Under denne står et gabende tomt felt og venter sultent på kommentaren. Så enkelt er det.


SA

Ah, jeg dalrer og danderer

Ah, jeg dalrer og danderer
denne skønne formiddag.
Gider ikke producere,
og det falder i min smag
blot at slække tøjr-snoren,
løsne muskler lalleglad,
slentre mig en tur langs fjorden
rundt om havnen til min stad.

Se, de fjerne svaner lyser
hvidt, hvor solen dukker op.
På en sten i vandet kyser
skarver hejren uden stop.
Deres vinger basker, våde.
Nu har hejren fået nok.
Og på kajen hejses både,
flyttes hurtigt væk med truck.

Løsner nakken let og takker,
ingen jager rundt med mig.
Kroppen er min gode makker,
og vi leger ’slentre-leg’.
Dog, i går i fitnessklubben
valgte vi at lægge arm:
En duel på løft og skubben
til musik og støj og larm.

Jeg går ind i Folkeparken.
Træerne: en gylden port.
Fra den toner ødemarken
stille, højtidsfuldt og stort.
Men på skolelegepladsen
holder unger frikvarter
fejrende festivitassen.
Som de gynger, råber, ler!

Kommer til Conditoriet,
nogle holder her kontor.
Energibogholderiet
går vist op, så vidt jeg tror.
Lader servitricen trylle
mig kalorier, herlig smag.
Mæt af mad og liv og fylde
går det hjemad for i dag.

Hjemme pukler jeg som digter,
som en skjald blandt hverdagsfolk,
kæmper åndens storkonflikter;
ganske vist, en ydmyg tolk.
Intet ved mig at berømme,
kun et vandrestøvlespor
mildt vibrerer hjertestrømme
fra Guds Sol og Moder Jord.

Frank Colding 13. november 2019

Jeg sidder her og drømmer

Jeg sidder her og drømmer,
jeg dygtigt holder skruen
i vandet,
men nu går jeg i stå.
Samvittigheden ømmer
sig, henter vinterhuen,
”forbandet,
må altså ud at gå!”
Runderer langsomt blokken.
Jeg arme lille dåre
er lænset
for ord om kæmpedåd.
Forkorter tommestokken,
talentets digteråre
begrænset.
O, stolte gummibåd.

Nu kommer kattepinen,
nu er det på med vanten.
Og vanen
skal frelse mig i land:
En tur i romaskinen.
Her sejler jeg minsandten.
Se, planen
kan faktisk holde vand.
Stoltserer hjem og drømmer,
at træning holder skruen
i vandet,
men går reelt i stå,
har sluppet mine tømmer
og tuller rundt i stuen,
som strandet
apatisk i det små.

Her står jeg tom og bange
så formålsløs, forhærdet
og gnaven,
men hvorfor, og hvordan?
Jeg vil jo synge sange,
som rammer dig i hjertet
og maven
og taler med forstand.
Gud, tø min frosne vilje,
bad mig i hjertesolen,
kom varme,
lad barnet tulle rundt
i ly af sin familie,
med fa’ren i gondolen
hvis arme
vil skærme imod ondt.

Nu stilner storm og trusler
i havnen med de kære.
Vor hygge
er atter vel om bord.
Jeg går omkring og pusler
stilfærdigt, mens jeg nærer
det trygge,
som var jeg barnets mor,
Er det mon en gudinde,
måske en indre mester,
jeg mærker?
Hun føder livet smukt,
er sejlerens veninde,
er landet, som han gæster,
hvor lærker
besynger Jordens frugt.

Jeg går en tur i regnen.
Mit træningscenter: lukket!
Corona
har sat en del i stå
globalt og her på egnen.
Og trylleskæret: slukket!
Fortuna
er borte i det grå
blandt gamle glemte guder
og ny ideers fylde.
Tilbage
er kun en kølig ro.
Og regn bag matte ruder
kan ikke af-fortrylle
de dage
med hjertets Kristus-tro.

Frank Colding 25. februar til 30. april 2020

Hør melodien her: https://frankcolding.dk/jeg-sidder-her-og-droemmer-2/

I Enhedens nu

I Enhedens nu
er der slet ingen tid,
det sidder jeg og tænker over
og kommer i hu,
at mit jeg-individ
sku’ gøre, som man gør: man sover.
For klokken er tolv,
jeg får minuspoint,
i morgen står der røde noter
i min protokol:
’stået ud af sin seng
og listet rundt på bare poter’.

Det er illusion,
der er slet ingen tid,
det mærker folk, når de bli’r vise.
Min egen person
er en kende stupid,
vil hellere ha’ lidt at spise.
Vi har stjernehvælv
over selv denne nat,
små lys i det uendelige.
Og højere Selv,
(med og uden en kat),
som åbner sansen for Guds rige.

I hjerternes sol
tælles ikke point,
her favner vi med fyldig varme.
Det Enes symbol:
Lig et gyldent refræn
om fred og nærhed i Guds arme.
I Enhedens nu
er der slet ingen tid,
det glemmer jeg at tænke over.
Er ude af brug,
mens mit jeg-individ
blot gør, hvad mange gør, det sover.

Frank Colding 1. september 2019