Manden i ishuset

Når et menneske dør bliver ishuset tilbage
nu er det også væk men i gaderne skriger
de nye generationer af musegrå sejlere
langs gadens tagrender en sang om evig glemsel

I vinduerne skimtedes tavse grå ansigter bag ruderne
hinsides vor fatteevne med sorte øjne så de
fremtiden spille land på jordstykket foran fabrikken
i gadelampernes lyskegler under stjernerne

Havkoen brølede sin sørgmodige sang
ud over havbugten i den tiltagende tåge
det føltes trygt og bekendt i byens labyrint
hvor mørket lå højt over gadernes trækroner
på ét sekund i legen ophørte tiden
der arm i arm skilte mørket fra dag
og et barn blev født i Betlehem

Den ny dags forjættende duftsymfonier
på cykelture langs jernbanens blomstrende hegn
glimt af rynkede tjæreløbere på hegnspæle
på vej ud mod den tålmodige ventende strand
hvor de evige bølgeskvulp hilste os lokkende
og vaskede al kedsomhed ud af vore kroppe
alle råbte kakofonisk fra overfyldte lunger
ud over bugtens altopslugende vandspejl

Solens brændte på vore spidse skuldre
der forvandledes til hvide englevinger
indtil solen tyngede jorden med sine skygger
skoven lugtede fugtigt og fremmed af ramsløg
en bisværm højt oppe af skrænten samlede sig
og påkaldte sig nervøs opmærksomhed
frygten forstærkede kulden fra optrækkene skyer
og dannede irgrønne skygger på den blege hud
spidse hvide sejl på bugten vendte sig mod molens fyr
med lugten af døde fisk og råddent tang
fornemmedes en pludselig raslen i skovens løv
der sendte os hjem med regnbuer i ryggen
i den klare natteluft fandt vi guld i vore drømme

Kantsætning

En stille morgen,
byen vågner,
trasker i roligt tempo en travetur
på havnefronten.
Mågernes hæse skrig
iblandet støjen fra morgentrafikken i Nyhavnsgade,
bryder stilheden.
Limfjorden strækker Hals,
er malerisk smuk og blikstille.
Reflexgule mænd, spankulerer friske afsted
på vej efter bagerens dårlige øje.
De sætter nye kantsten!
Selv går jeg kun på kanten,
i håbet om at finde den
finurlige balancegang,
som alle taler så meget om!
Sætter mig på en sten kant, og
lytter, lytter efter tonerne fra der,
hvor det hele spiller,
men der er lukket ned for sommeren,
Når efteråret kommer, spiller de op igen.
Ser mig selv i ruderne derfra,
skutter mig.
Pludselig ud af ingenting,
bryder solen frem,
selv den; står også af og til i skyggen.

Bænken

Novelle

Minderne var efterhånden så nedslidte, ufriske som oret frugt, at de var svære at genkalde sig. En følelse af uvirkelighed nærmest som et hukommelsestab sneg sig ind i bevidstheden som boblende tomrum.
Forårsvarmen kom uventet og gavmildt, folk fandt ud i byens parker med dens lyde og dufte. Dagene havde skiftet de brændende stjernenætter ud med et flimmer af sølvpile og korte skygger.
Efter en kort spadseretur gik han lidt i stå og med jakken over armen satte han sig tungt ned på det yderste af bænken i modsatte side af affaldskurven. Det ubekvemme ryglæn tvang ham fremover hvilende med armene på knæene, mens hele hans verden udspillede sig i stiens gråbrune støv mellem hans let adskilte fødder.
Om kort tid forventede han at afslutte sin kandidatuddannelse i klassisk filologi. Hele studieforløbet havde ligesom indfoldet hans personlighed i brunt vokset papir, ligesom det slagteren pakkede flæskefars ind i dengang hans næse kun lige akkurat nåede op over den kolde marmordisk for at følge slagteres hurtige udregning med den rødstribede blyant.

Årstiden og den forventede studieforløbs afslutning udviklede sig til en sagte hvisken under doktriner og selvcentrerede forestillinger, en skæbnesvanger dekonstruktion af alt, hvad han stod for. Alt lige nu virkede som en bleg afglans af alt det, han havde læst i fedtede bøger i sene nattetimer. Hans tanker havde taget form som en foroverbøjet skikkelse, i kraft af en slags idealiseret praksis, der tvang ham dybt ind i sig selv.

En let rystelse fik ham ud af tankegangen, da en ung kvinde satte sig næsten lydløst midt på bænken med udstrakte nylonben og næsen rettet direkte mod solen, frakken stod åben som tulipanerne i bedene.
Deres blikke mødtes i et splitsekund; parkens stier syntes at slynge sig som lavastrømme midt i det grønne duftende forår. Uforberedt mødte han i kvindens blik en sindsro, som tilsyneladende kom ud af intet.

Han rettede sig op trak vejret dybt, det var svært at tro på intet lige nu og på dette sted, selvom han fik det bedre, da energien begyndte at gennemstrømme hans krop. Tankestrømmene havde tvunget ham ind i fastlåste, repetitive mønstre, hvor han følte tabet af handlefrihed, spontanitet og livsglæde.

Kvinden, følte han, kom ud af intet i skikkelse af noget konkret; som at høre regnen dryppe om natten og opleve solopgangen gennem morgenens regn dis.

Ubemærket havde kvinden vendt sig mod ham siddende med venstre arm over ryglænet og hånden hængende slapt ned, højrehånden holdt hun om venstre håndled, der afslørede et armbånd med guldindfattede rosenkvarts. Hænderne var smalle og slanke med tydelige årer på håndryggen, fingrene var besat med ringe som brikker i kvindens liv.
Han hørte sig selv tale, mens han løftede blikket og så ind i kvindens rolige blik, der på en forunderlig måde mødte ham med genkendelse. Kvinden lagde sit højre ben over det venstre og nikkede næsten umærkeligt. Der var en duft af lavendler.

Da han rejste sig befriet fra bænken, mærkede han gennem frakken en hånd gribe om sin venstre albue. Da de nåede Herkules Pavillionen kastede han et blik over skulderen og så tilbage på bænken, idet duften af kvindens varme hår fyldte hans næse med en sang om forårets løfter. Måske vidste kvinden det, som jeg ved i dag?

Min morgenbøn

Særligt from er jeg ikke, og en bøn er jo et yderst privat anliggende (for højst to) og skal helst fremmumles i enrum. Men da der efterhånden ikke er noget, der er privat mere, og livet leves, og især udstilles, i en dopaminrus på de sociale medier, så lad min morgenbøn deltage i festen.

Med andre ord – her et kort referat af indholdet: Efter Fadervor, en tak for hans rige gaver og en bøn om tilgivelse for mine egne synder, noget om hjælp mod anfægtelser, tvivl og negative tanker, fokus på de nødlidende, de ensomme, syge og døende.

Efter det – finalen med en bekendelse til alle tings skaber og eneste sande gud.

SA

Det Forstenede…

Følelserne i det forstenede ansigt stod mejslet ind,

Sådan så verdens folk ikke kunne misforstå dem,

Et lille smil, en stor tåre

Ville forsvinde i mængden

Og få de forstenede følelser

Til at blive mejslet ind i andres ansigter.

Så husk at alle dem du møder på din vej

Ikke er en som vil dig det ondt

Men blot komme ind bag det forstenede ansigt,

Ind til følelserne og ind til den rigtige dig.

Sorgens Faser

At miste livet
At miste modet
At miste den man har kær
At miste sit humør
Er alt sammen afledt af sorgens mørke ansigt
Hvor tomheden vokser i livets skyggesider
Hvor fortvivlelsens tårer strømmer ud
Og vi alle bliver ramt.
Og Vi mister alt
Vi mister ikke mindst os selv

Æret være hans minde

I  visse lande æres deres store forfattere med landesorg, når de dør. I Rusland, Dostojevskij f.eks.
Herhjemme er det mest popkunstneres død, der kan udløse en kollektiv sorg.

Nu skal det siges, at der efterhånden ikke er så mange danske forfattere, der fortjener at blive begrædt, når de går bort, men alligevel.

Kim Larsen var da en god sangskriver, med numre der var til at skråle med på, og ikke så politisk korrekt at det gjorde noget – al respekt for ham – men den overgearede hyldest efter hans død er altså også symptom på et åndeligt klima i lille Danmark, der er næsten lige så slemt som det virkelige.

Og så alle de eventkreatører, der straks står på spring for at slå plat på det dødsfald (optog, mindekoncerter og inden længe med garanti fulgt op af både film og musical). Det er til at græmmes over.

SA

Fri os fra det onde

”Det er tanken om det onde, der skal følge os gennem denne bog. Vi kan kalde det alt muligt – egoisme, svaghed, forfængelighed eller grådighed – og vor tids psykologiske og sociale teorier om de negative kræfter rummer en vis klarhed. Men de dækker ikke hele sandheden om menneskets natur, og de mange rationelle forklaringer kan i værste fald hindre os i at tænke dybt nok angående vores sindstilstand og position i verden.”

Sørine Gotfredsen (præst, debattør og forfatter)

Der synes at have indsneget sig en systematik af en art i min foreløbige sommerlæsning. Uden at jeg selv har taget sigte på det, ikke sådan bevidst i hvert fald. Men instinktivt selvfølgelig styret af både lyst og interesse, hvilket måske kan forklare fænomenet.

Efter Henrik Nor-Hansens roman ”Termin”, stod Sørine Gotfredsens debatbog ”Fri os fra det onde” på tur. Også tid til lidt omtale af den her, og af dens tematiske berøringspunkter med den anden.

Udgangspunkt for Gotfredsen er Martin Luther, samt grundantagelsen i dennes tænkning, at ondskaben (”djævlen” i hans terminologi) er en kendsgerning og findes i os alle. Og med den – skylden.

Aksiomer, der ikke accepteres og tages højde for i den moderne psykologi og psykiatri. Som derfor er magtesløse over for sådanne grundvilkår, der hører med til det at være menneske. Moderne behandlingsformer kan hverken dæmme op for en uforklarlig lyst til det onde eller lindre skyldfølelsen i forbindelse med denne. Ligesom de heller ikke formår at fremme viljen hos den skyldplagede til at bekæmpe disse mørke kræfter i eget sind. Kampen mod de indre dæmoner er menneskets egen.

Også friheden, der er forudsætningen for den bestræbelse, er den enkeltes eget anliggende. Intet af det kan man behandle sig til. Hvilket fører lige over til Henrik Nor-Hansens ”Termin”, der, som jeg fortalte, på samme vis indeholder en (ganske vist indirekte) kritik af det psykiatriske system. Som snarere end at afhjælpe bidrager til den meningsløshed, ikke bare hovedpersonen er ramt af, men hele samfundet.

I ”Fri os fra det onde” gives en mere eksplicit forklaring på det skisma. Psykologien arbejder ud fra et for overfladisk menneskesyn. Man kunne også sige en for endimensional tilgang til individet. Der igen skyldes fraværet af ideen om noget højere end den enkelte. En mangel, der blokerer for såvel engagementet i andre som vejen til egen frihed og lykke.

Det højere er ifølge Martin Luther og Gottfredsen troen. Overbevisningen om en nådegave, der gør fri – ikke til at gebærde sig som man vil, men til at bekæmpe ondskaben i enhver form. Først og fremmeste den i eget jeg. Og derved søge det ondes modpol – godhed.  Et begreb der er lige så svært håndterlig som ondskab. F.eks. er meget af det, man normalt forbinder med godhed i virkeligheden ofte en fordækt form for selvtilfredshed. Godhed skal udøves uden nogen bagtanke overhovedet og stiller derved krav om selvforglemmelse, pointerer bogen.

Argumentationen i den lutherske lære, og i Sørine Gotfredsens skrift er radikal og vil være fremmed for mange i en egocentrisk tidsalder som vores. Men en latent længsel efter den dybde, de to teologer repræsenterer, tror jeg til gengæld lige så mange kan vedkende sig.

Om ikke andet – hvis man ikke viger tilbage for at konfronteres med egen indbildskhed og få borttaget vanetænkningens skyklapper, er ”Fri os fra det onde” en endog særdeles læseværdig sag. Den er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag

SA

Skal man le eller græde?

”Den første aviskronik nogensinde blev skrevet af Georg Brandes i Politiken i 1905. Politikens kronik i dag er skrevet af en 31-årik kandidat i oplevelsesdesign, der hedder Signe, og som synes, det er rigtig hårdt at være single.”

Det var da vist udtryk for både en avis i sørgelig forfatning og en tidsånd i frit fald. Men også med lattervækkende detaljer som f.eks. ”kandidat i oplevelsesdesign” og ”hårdt at være single”. Og så det ret så sigende navn, Signe, ikke at forglemme!

(Indlæg og ironi af Niels Th. Dahl, særlig rådgiver for udenrigsministeren. Set og udvalgt af Mikael Jalving på Facebook.)