Ugens brok 9 (25/06/19)

Ugens brok starter et helt andet sted end hvor det ender. Og går desuden fra et makro- til et mikroperspektiv. Fra det generelle til det specielle. Altså lidt af en baglæns progression, hvis man kan sige sådan. Men sørme også med en smule selvransagelse. Hvem skulle have troet det?

Jeg har netop læst og noteret mig, at de to højskolefolk og kloge mennesker, Lisbeth Trinskjær og Anders Fogh Jensen (førstnævnte endog formand for Højskolerne) efterlyser en ny debatform ikke bare for deres elever, men for den generelle debatkultur i det hele taget.

Nu tror mange straks, at der igen er tale om den gamle traver med en for hård tone i den offentlige samtale. Men ingenlunde, snarere tværtimod. Begge slår nemlig til lyd for at man også skal være villig til konflikten i en given diskussion. Det er deres erfaring, at samfundet er præget af en konsensuskultur, hvor det gælder om ikke at støde an, være alt for åbenlyst uenig. Hellere pakker man meningsdivergenserne ind i vat, eller holder sig helt tilbage (bortset fra vulgariteten på de sociale medier selvfølgelig). Man er vel pæn og taler ikke lige ud af posen! Ikke godt for demokratiet synes både Trinskjær og Fogh Jensen.

Det med den overhøflige konfliktskyhed, som den kommer til udtryk i sprogbrug, leder lige over i mit egentlige anliggende, der handler om skiltning og boder. Begge dele i vejsiden.

Det første dog mest ved lyskrydsene. De fleste har nok bemærket, at der er kommet disse nye formaninger med opfordring til lige at se sig godt for, inden man starter for grønt. Noget med at bruge et par sekunder på knap at have så travlt.

Selv det mest indlysende skal åbenbart ses fra flere sider! For kan det ikke lyde lidt hen ad, at man selv har en god bid af skylden, når man bliver torpederet af en galning, der ikke har tid til at stoppe op for gult, for slet ikke at sige rødt?

Og så til boderne med kartofler og jordbær (gerne lidt rådne og til ublu overpriser). Den, jeg købte ved, havde opsat et skilt med en kærlig appel til alle dem, der kørte derfra med varerne uden at betale. Sådan husket lige fra hovedet – noget med at vise en smule forståelse for sælgers lille familie, der også skulle leve (allerede her lidt hult, for såvel familie som varer kom fra en halv herregård i nærheden). Samtidig med at vedkommende fandt forståelse for, det også kunne være svært for KUNDENS lille familie at få det hele til at løbe rundt. Altså en så ovenud rørende hilsen til tyven, at ikke et øje var tørt.

Det kan man da kalde at forsøge sig med det gode. Ren Moder Theresa. Men tanken om, at nogen skulle være så meget i nød, at de må stjæle en pose kartofler for ikke at dø af sult, må da vist stamme fra et parti ikke længere til højre end Enhedslisten, eller være et levn fra Jens Vejmands tid.

Den slags oratorisk krammer lyder i mine øren som en form for elskværdigt lal. Omstændighederne taget i betragtning, synes jeg snarere, der var anledning til at kalde en spade for en spade. Noget i retning af: I forbandede svindlere og tyveknægte. Får jeg fat i jer, bliver I dyppet i vores gylletank.

Modsat hele den der udglattende og blødsødne stil, der gør sig gældende i begge eksempler, og efterhånden overalt, og som jeg har svært ved at forliges med, ja ligefrem ækles ved. Ligesom jeg så langt foretrækker en kontant vin (15% og opefter) fremfor en limonadeagtig halvsød.

Jeg slutter ikke lige her, men med et par alvorsord helt til sidst. Ikke mindst rettet mod egen ironiske stil: Ironi har jo tit den skavank, at selv om den ikke skyder helt forbi målet, rammer den alligevel ikke skiven – fuldtonet, havde jeg nær sagt. I modsætning til substantiel saglighed, der er anderledes forbundet med rentonet alvor. Noget man som ironiker godt kan savne ved sine egne skriv.

Måske man derfor skulle stoppe disse brok i vanlig stil, inden man bliver alt for led ved dem … og ved sig selv!

SA

Ugens brok 8 (19/06/19

Af praktiske grunde har jeg fundet det hensigtsmæssigt at omdøbe indlægskategorien ”Fredagsbrok” til ”Ugens brok”.

Her, på denne onsdag, følger nr. 8 i rækken. Det tager udgangspunkt i en mc-tur til Assens.

Kurver

Der indledes med alt andet end et brok. Og så dog. Jeg savner den tidligere færgeforbindelse fra Årøsund til Assens. Som når vi skulle besøge min onkel og tante og stævnede ud i det friske farvand mellem Sønderjylland og Fyn – somme tider under ledsagelse af kåde delfiner tæt på skibet. Det var lidt af et eventyr for både børn og voksne.

Man kan selvfølgelig stadig tage Alslinjen mellem Fynshav og Bøjden, men det er nu ikke helt det samme, og så udstår der et godt stykke fra Fåborg til Assens. Ellers skal man helt op om broen. Det er heller ikke at foragte. Især når man er på motorcykel, for vejen sydpå fra Middelfart er smuk og fristende kurvet.

Passende overlap til det næste, det med det kurvede. Og samtidig optakt til brokket, der imidlertid er usædvanligt mildt i denne uge. Ja, svært at få øje på.

Men lad mig lige komme til Assens først. Jeg skal ned til havnen, hvor jeg har en stambænk, og hvorfra der i klart vejr er udsigt over til mit kære Sønderjylland på den anden side vandet. Det er svimlende. Derfor er det målet for turen.

Jeg parkerer Hondaen, og når jeg er alene (hvilket jeg så afgjort foretrækker), får jeg min frokost på bænken. Til akkompagnement af mågeskrig og med et svagt pift af svovlbrinte i næsen, mens jeg falder i staver over de erindringer fra fordums herlige tider, sanseindtrykkene vækker til live.  De ydre stimulanser omsættes til salighed i det indre. I filosofisk terminologi, intet mindre end en transcendent  bevidsthedsekspansion under indflydelse af øjeblikket –  😉

Kunne godt blive siddende noget længere, men jeg har lang vej hjem, og må snart starte turen tilbage. Den går først over torvet, hvor jeg gør holdt ved statuen af Peter Willemoes højt oppe på sin piedestal og i selvbevidst positur. Han havde grund til det, for havde udmærket sig ved tapperhed som søofficer i flere slag. I nogle endda som øverstbefalende. Og så var knøsen bare 17 år ved starten af sin professionelle karriere (påbegyndte uddannelsen som 12årig). I en farlig metier, der kom til at koste ham livet allerede som 24årig i slaget ved Sjællands Odde.  Men tænk engang, så ung og så allerede sådan en helt! (”Han var dreng, men stod som mand”, som det siges i sangen).

De kurvede piger (efter datidens kvindeideal, i modsætning til nutidens stakitfigurer) må have været lige så vilde med ham, som mange er med lad os sige Rasmus Seebach i dag. Så havde det været den unge Willemoes, der kaldte ”Kommer hid, I piger små!”, var de komme styrtende.

Men det er Grundtvig, der har forfattet visen lige efter heltens død. Forfatteren var selv ung på det tidspunkt, og knolden sandsynligvis fyldt med så meget andet end netop den Willemoes, sangen ellers var en hyldest til. Snarere lifligere ting og sager, der imidlertid skulle pakkes godt ind dengang. Visse ting kunne man ikke bare sådan sige lige ud.

Jeg har dog gennemskuet ham og de tankebaner, der løb gennem hans ungdommelige hoved, for næste linje lyder: ”Strengen vil jeg røre”. Den skal foregive at gå på digtet som instrument, men pigernes gråd (”Hører det, I piger små!/I må ikke græde”) bestyrker tvetydigheden.

At den gode Grundtvig sådan lægger låg på de båndlagte drifter rækker da til et spagt brok. Dog, han er undskyldt – digtet er helt i Romantikkens kyske ånd.

Det er længe siden med den epoke, men dens sindstilstand er kommet for at blive. Den kan indfinde sig til alle tider, blot de nødvendige impulser gør sig gældende. Som her med en treklang af smuk vise (melodi af Weyse), ungdom og søhelt, samt et smilende bælt med hvide sejl og sølvblink i det blå som bagrund. Det går alt sammen op i en højere enhed, og udgør crescendoet i mit eget romantiske stemningsleje.

Den består lidt endnu, stemningen, indtil skærpet agtpågivenhed (nødvendig når man kører motorcykel), tager over. Nordpå denne gang, men kurverne er de samme, og begejstringen over dem ligervis. Det er den følelse, der er essensen i enhver tur på den tohjulede.

SA

Ugens brok 7 (14/06/19)

Det nedbrændte kunstværk

Der er tidligere på denne platform blevet talt om den svenske kunstner Lars Vilks. Nu sker det så igen. Og igen er anledningen aktuel og trist.

Vilks, og vi andre med ham – vi der er optaget af kunst og kultur – har på ny måttet se et af hans kunstværker brændt ned til grunden. Det drejer sig om træskulpturen ”Waaaall” lidt uden for Örebro i det centrale Sverige. Tidligere, i 2016, brændte hans skulptur ”Nimis” delvist ned.

Det fascistoide hærværk breder sig – somme tider med død og fordærv i dets kølvand. Også i vores del af verden.

Hvor er det bare sørgeligt, at det er gået sådan. Og hvor er der tale om et myndighedssvigt af dimensioner. Også alene ved den kendsgerning at man lægger låg på tendensen.

For Vilks, med større personlige omkostninger end det at se sine værker destrueret af banditter og kyniske vandaler. Hans eget hus har været udsat for et brandattentat, og han må sandsynligvis leve resten af sit liv i ufrihed, kan ikke bevæge sig noget steds hen uden afskærmet af sikkerhedsfolk tæt omkring sig. Som en Salman Rushdie i udlandet, en Naser Khader og Kurt Vestergaard herhjemme. Altså under absurd forvaring i sit eget land.

I februar 2015, var Vilks målet for et terroranslag på Krudttønden i København. Han blev ikke selv ramt, men filmmanden Finn Nørgaard mistede livet ved den anledning, og efterfølgende en vagt ved den jødiske synagoge et stykke derfra. Fænomenet hedder nemlig blind terror og har alene til formål at myrde løs. Gerne uskyldige.

Hvad Lars Vilks har gjort sig skyldig i er også til at overse. Han har såmænd bare tegnet profeten Muhammed som en hund. En meningsfuld handling, fordi den testede ytringsfriheden (der i øvrigt dumpede med et brag). Mange har desværre svært ved at forstå, hvad der er på spil.

Et samfund, der ikke rigtig kan forarges over de tilstande, vi har bragt os i, er selv forargeligt. Og når sådanne kunstafbrændinger  ikke får synderlig omtale og slet ikke udløser protester, er det fordi tavsheden er fej. Det er lige før, man får hyggen galt i halsen.

SA

Om sjæl og vækst

”Mennesket er langt mere plante end dyr. Alt det ydre har dyrets form. Alt det indre er som planten. Det ydre er kun redskaberne, men det indre er det vigtigste …

Sjælen er som en plante, der vokser efter spiringens almindelige love.

Indkapslet i slægtserfaringerne kan sjælen lignes med et løg med mange løgblade. Inderst inde lindes den levedygtige spire. Det gælder om, at denne spire kommer i vækst på rette måde, så den får den rette udfoldelse og blomstring.

I ungdommen, den vårfriske tid, der dog er bestemt ved methusalem-gamle erfaringer, vokser løgspiren tillidsfuldt …

Det er tillidens tid.

Så kommer skuffelserne, sammenstødet med virkeligheden, ulykkernes og de bristede forhåbningers tid, til sidst sammenbruddet, måske vanviddet …

Det gælder om stolt at væbne sig, i det mindste at redde hvad der kan reddes, og tvivlen indtager tillidens plads.

Således er vækstloven.

Og den må man følge … eller dø!”

Louis Nicolai Levy

(Der er tale om en lille roman eller en forvokset novelle. Om en verden hvor stort set alle er sindssyge. Altså ret realistisk trods nok så rablende.

Hovedpersonen, der gør status på sin historie her, er overlæge på en sindssygeanstalt, og selv fulkommen sindssyg.)

.

Ugens brok 6 (08/06/19)

Beklager en dags forsinkelse, men hvad kunne dette fredagsbrok handle om andet end folketingsvalget?

Bogstavkombinationer med andre ord:

Har man sagt A, må man også sige B … plus øf.

Hvilket grynt! Hvilket scenarie! Hvilket sturt, sturt nummer! Hvilken applaus fra alle dem, der har hjemme i Klappeland!

Hvilke efterveer!

SA

Ugens brok 5 (29/05/19)

Fra valgkamp til Friedrich Nietzsche.

Når sandheden ligger tilstrækkelig langt fra det, vi vil, tror vi ikke længere på den. Jf. blot den igangværende valgkamp.

Ad omveje (og i et rigtignok større perspektiv), på en måde en bagvendt verifikation af Nietzsches kontroversielle forestilling om overmennesket.

Man kunne i den forbindelse også tale om hans flyvske fantasi. For hvor levnes der med et sådant overmenneskeideal plads til hykleriet, løgnen og den bestandige syndighed?

Og så er vi tilbage ved valgkampen igen. Nietzsche er i dag yderst populær i vide kredse, og kunne gøre det ud for en stærk kandidat. Men som man så sandelig ikke måtte håbe blev valgt.

SA

Kommentar til Sabbath Andersens: En kommentar til Jørgen Hass´ foredrag på Århus Universitet om ”Sprogets af- og tilsløringer. Heideggers poetiske værenstænkning og hans dekonstruktion af den filosofiske rationalitet.”

Kære Sabbath

Din aversion over for andre terapiformer, end dem du selv foretrækker (koncentration om et filosofisk spørgsmål eller fordybelse i og refleksion over et sindbillede som lysningen i skoven) deler jeg ikke. Nogle terapeuter ser klientens psyke som dele i en maskine (kognitiv terapi for eksempel), men dynamiske, følelsesforløsende terapiformer ser mennesket som en organisme. Og megen alternativ behandling, herunder healing, ser også mennesket som en organisme. Selv bruger jeg både den mekaniske og den organiske tilgang til min sundhed. Jeg både meditere for at åbne hjertet og går til fitness, hvor jeg får et mekanisk mål for min fedtprocent og kropsalder. (At åbne hjertet er dybest set tjeneste, religionens område).

Jeg har lyttet til foredraget og kunne følge med til en vis grad. Men niveauet er meget højt. Jeg kunne godt have lyst til at skærpe mit intellekt. Men så skulle det være på en øvelsesbane på et langt lavere niveau. Alting tar’ tid. Og jeg smuttede bare ind på Tekstforum, som afledning fra, at jeg skulle øve sang. (Går til sangundervisning på aftenskolen en gang om ugen). Men jeg har da arbejdet koncentreret tre timer i dag med at komponere, øve klaver og lave noget administrativt arbejde.

Men, som et forsøg på at besvare et af de filosofiske spørgsmål du stiller, vil jeg ævle lidt om, hvad jeg tror det vil sige at gøre sproget gennemsigtigt. I håb om et pædagogisk svar.

Helt lavpraktisk må gennemsigtighed have at gøre med klarhed i motiv, at der ikke er skjulte dagsordner.

Jeg tænker også på klare, abstrakte tanker, der ’daler ned’ fra ideernes verden, som filosoffen opfanger intuitivt, eventuelt med en (græsk) guddom som afsender.

Men begreberne er samtidigt destilleret ud af filosoffens konkrete dagligdag. Så vidt jeg husker tager Aristoteles’ begreber om substans og form udgangspunkt i pottemagerens arbejde, hvor leret som substans gives en form (og form forbinder han vist med kraft).

Så filosoffernes systemer bygges både ’oppefra’ og ’nedefra’. Og forskellige virkelige, levende mennesker kan i forskellige perioder føle sig mere eller mindre hjemme i de forskellige filosofiske systemer.

Selv har jeg det som du lidt vemodigt med humanisternes tale om dekonstruktion og at de store fortællingers tid er forbi.

Men Heideggers ærinde er at give plads for væren. Og vi kommer ind på religionernes område. For mig er væren centrering i hjertet, og at mærke hjertevarmen. Det ærgerlige er bare, at det er så svært at tænke samtidigt. Det er svært at være meget kærlig og meget intelligent på samme tid. Store filosofiske tankebygninger kan kræve så meget opmærksomhed, at man let glemmer hjertet. Det er vel menneskelivets store udfordring: at få hoved og hjerte til at følges ad. Uden hjertet bliver forstanden kold. Og uden visdom bliver hjertet naivt.

Venlig hilsen
Frank Colding

Tirsdags-jammer

Da jeg hos min sanglærer i går udvekslede nogle bemærkninger om, hvordan påskeferien var gået, nævnte hun, at hun gerne ville have haft mere tid til sig selv. Sådan er det vel for mange, som både har familie og i hverdagen ’arbejder med mennesker’, som jo undervisere og mange andre gør. Selv arbejder jeg alene det meste af tiden, og kunne godt bruge mere kontakt med familie og venner i fritiden. Som sangskriver ’tørrer jeg ind’, hvis jeg har for lidt kontakt med venner og familie. På den anden side ’vander det ud’ med for megen social kontakt. Jeg kender nogenlunde balancen: Skal ud ad døren mindst én gang om dagen, og skal helst også tale med et menneske hver dag, om det så er at hilse på en buschauffør eller en dyb samtale med en god veninde på en lang gåtur i skoven. Lige bortset fra buschaufføren og kassedamen, skal al kontakt planlægges og aftales. Det er et vilkår, når man som jeg bor alene. Og det er desværre ikke alle mine venner, der overkommer at holde de planlagte aftaler, suk. Heldigvis bor jeg tæt ved en skov, hvor jeg kan gå en tur, hvis det bliver for meget at være alene i min lejlighed, det frisker op, pludselig går man og hilser dav til andre skovgæster, og kan atter føle sig som en del af den menneskelige familie. Jeg har arbejdet pænt de sidste dage, holder regnskab med min arbejdstid, som de sidste par måneder har ligget på omkring 7 timer effektivt pr arbejdsdag (når arbejdstid i weekender og ferier føres over i hverdagene). Men i dag er det op ad bakke. Jeg ved fra musikere, som jo er nødt til at øve sig hver dag for at holde formen, at der er dage, hvor de ligefrem ’hader deres instrument’. Selv prøver jeg at fare med lempe og har en kategori i mit arbejdstidsregnskab som hedder ’på min pind’, hvor jeg prøver at komme i gang med nogle småting og ikke tvinger mig selv så hårdt, at jeg får lede og afsky ved mit arbejde. Her til formiddag sidder jeg netop på min pind, og kommer til at tænke på, om Tekstforum mon stadig eksisterer, hvilket jeg konstaterer, at det gør. Måske for tiden mest som ventil for frustration. Og ja, så kunne jeg da lige melde mig i koret.

Venlig hilsen
Frank Colding

Ugens brok 4 (30/04/19)

Det er som med politikernes reformer – en opdatering af et website fører aldrig til noget godt. Ja, når det går rigtig skidt – til det rene kaos.

Som nu Tekstforums overbygning WordPress´ seneste. Den skulle vise sig at være så indgribende, at den slog alt vores hårdt tilkæmpede knowhow i smadder. Så vi nu kan starte på en ny runde, for at finde ud af det hele. Fanden tage det djævleyngel til IT-folk!

Derfor foretager jeg for tiden nogle testkørsler af systemet for at spore mig ind på, hvad tankemylderet snart ikke længere kan rumme. Praktiske øvelser på noget tidligere så simpelt som at oprette indslag på bloggen og sider på læsesalen.

Førhen såre enkelt, nu til gengæld indviklet, uoverskueligt og søvnløse nætter. Som tiden går uden løsning i sigte, kan man efterhånden kun håbe noget effektivt tryllestøv, eller at det hele blot var en ond drøm Heldigt at der længe har været så godt som nul og nix aktivitet på sitet, for der er næppe nogen, der ville kunne tackle udfordringen.

Et rimeligt spørgsmål lyder: Hvor er admin i alt det miskmask? Han er i koma.

SA

Ugens brok 3 (26/04/19)

Et er at politikerne flår os i skat, men endnu værre at de skalter og valter med vores dyrebare natur.

Danmark er jo som bekendt betydeligt mindre end så godt som alle andre lande, hvoraf en del af dem har naturscenarier, man kan kalde storslåede. Tænk bare på Grand Canyon i USA, eller Lake Louise i Canada.

Vi må nøjes med mere beskedne naturperler. Pletvise steder, der i bil er overstået på højst en halv time. Men ikke mindre fascinerende af den grund. Næh, måske netop derfor.

Et godt eksempel er den smukke Randbøldal, hvor istiden har efterladt et eventyrligt aftryk, i form af bratte skovskrænter, åløb og lyngbakker. Turen gennem den byder på en unik naturoplevelse. Vi tager den ofte, og altid når vi er på de kanter. Vi har endda set Isfuglen der.

Men se så bare til de kålhoveder på Christiansborg, der bygger motorveje og jernbaner, lige så hurtigt som en hest kan rende. Og fræser dem igennem ethvert landskab, også dem af enestående rekreativ værdi.

Seneste tiltag er en planlagt hærvejsmotorvej, der skal løbe igennem den udryddelsestruede midtjyske natur netop omkring Randbøldal. Samt en jernbane til lufthavnen i Billund, for at det ikke skal være løgn.

Hvorfor pokker lige akkurat dér spørger man. Ja, det med den fuldstændig overflødige jernbane har sin forklaring i, at det er folkepartiformanden Thulesen Dahls valgkreds. Ellers må det bero på en generel manglende æstetisk sans hos de folkevalgte. Parret med ønsket om at genere jyderne så meget som muligt.

Også andet støjende bliver forvist til Jylland. Hovedskurken i det foretagende er betonklodsen Claus Hjorth Frederiksen og hans ressort, forsvarsministeriet. Han peger på et øget trusselsbillede, der nødvendiggør oprustningen. Men det trusselsbillede kan han selv være.

Således har sagen om de infernalsk larmende kampfly F-35, der nu er bestilt, efterhånden udviklet sig til et maratonmareridt for beboere også i miles omkreds af Skrydstrup. Og nu vil samme forsvarsminister gudhjælpemig desuden opstille artillerikanoner i Nymindegab med en rækkevidde på 45 km. Granaterne fra dem tager en hvislende kurs hen over hovedet på både menigmand og vindmølleparker i vandkanten. Og alene afskydningsbraget lægger huse ned.

Hvad mon bliver det næste? Måske en krigshavn ved Vejle å!

SA