Blandede betragtninger omkring liv, død, Heidegger, Marcus Aurelius og Mæ sjæll!

Det drejer sig om at gå døden i møde gennem hele livet – altså forberede os på døden,

hvilket jeg faktisk har gjort hele mit liv.

Første gang, jeg causerede lidt over emnet er mange år siden. Det er der så ingen, der erindrer noget om, for det var på et værtshus i udkanten af Rom, hvor jeg overhørte en spradebasse fortælle om det gode liv, de gode vine, de villige kvinder, det lette liv på alle ferieturene og glæden ved at have mammon nok til at leve i sus og dus.

Det fik mig lidt op i det røde felt, for jeg er – og var – en bonderøv med fusserne plantet på jorden – det være sig i hjemlandet såvel som i Rom. Ergo blandede jeg mig, citerede læresætning af Martin Heidegger og sagde fortsættende, at skulle man have et godt liv, så måtte man altid have døden med i bagagen, ha’ den i sine tanker, fordi vores tid på jorden var/er afmålt – og så skulle man ellers være rimelig tavs i den erkendelse, bare leve med den – og i øvrigt leve med målet om, at ens gerninger skulle præges af, at man gerne ville have god samvittighed i forhold til sig selv og sine medmennesker – og at man altid var skyldig, altid ansvarlig, i forhold til sine gerninger. Jeg sagde sikkert også, at alt det, vi gør, vender tilbage til os selv, (som straf eller belønning) hvilket jeg i øvrigt fortsat mener og ikke er alene om at mene.

”Jeg ville gerne diskutere livsværdier,” fortsatte jeg, men så skulle det være med udgangspunkt i nogle af Martin Heideggers læresætninger. Heldigvis bortgik han ud i nattelivet med en hale af ungmøer efter sig, og jeg sad tilbage, lidt flov måske, fordi

jeg havde skræmt ham væk ved at give udtryk for, at kunne debattere på et højt plan, hvilket ikke var tilfældet i 1978 – såmænd ej heller nu.

Men, den holder stadig væk, essensen af læresætningen – det sikre er døden – og jeg så for nylig i Kristeligt Dagblad en præst, der udtalte: ”Når vi fornægter døden, så lever vi ikke helt.” (Nogle kobler så skatterne på som noget ligeså sikkert, men det er vrøvl – skatterne kan man snyde sig fra, hvilket der er en del, der tyder på, men ikke døden. Vi skal derfor tage vores forhold til den op til revision, hvis vi vil mestre det gode liv – og det gode liv hører til i vores hverdag, hvor vi bør bestræbe os på at være gode og hjælpsomme mennesker. Næstekærligheden bør være i højsædet!

Jeg kommer til at tænke på antikkens indstilling til døden, hvilket får mig til at springe til det gamle Rom og kejser Marcus Aurelius, der sagde: ”Et godt menneske, det er du, når du er tilfreds med dine livsvilkår, når dine egne handlinger er rigtige og dit sindelag fromt og kærligt.”  Og hvad er så menneskets bestemmelse, spørger han – jo – ”Det er godhed mod sine medbrødre, at være ligegyldig over for sanselige rørelser, at have skelneevne overfor lokkende forestillinger (altså ikke falde i fristelse) og så have respekt for det guddommelige.” Og så skal man huske at være den, som man ønsker andre skal være – eller som han sagde:  ”Hold op med disse foredrag om, hvordan ”den gode mand” bør være – vær det selv!”

Han sagde også noget om døden: (Selv døde han i år 180,  altså for 1.840 år siden)

”Skat ikke døden for ringe, find tværtimod behag i den og forstå, at også den er én af de ting, hvor naturen tilkendegiver sin vilje.”

Han taler faktisk også om døden som en befrielse – alt det, man ikke længere skal – al den mildhed, man kan lade sig gribe af, fordi der er så meget man kan se tilbage på med overbærenhed, fordi man ser det i forhold til livets værdi og alt det, man har lært.

Alt dette siger jeg, fordi vi skal forstå, at hvis vi lever efter de gode idealer, kan vi forlade denne verden med fred i sindet – og skal vi det, må vi også erindre, at de fleste bryderier kommer alene af den vægt, vi selv tillægger dem. Altså, tænk over det, du tænker over – og det, du gør!  Derfor skal vi ikke skabe bryderier for os selv eller for andre – dyderne næstekærlighed, hjælp og sandhed er begreber vi skal fremme – og gøre det i ydmyghed, så vi kan forlade verden uden at have fortrudt, at vi har levet – og levet et beslutsomt liv!

Og slutteligt et citat i relation til at leve et stille liv og virke i tavshed:

 ”KONGELIGT ER DET, GOD GERNING AT SÅ; MEN UTAK AT HØSTE .”

Det må vi så leve med i ny og næ. For det sker, at man som et rart menneske ikke bliver forstået. (Det har jeg vist nævnt i en Morten Korch-lignende novelle, jeg engang skrev)

Og endnu en ting – det hjælper at have levet i mange år og være i stand til at se sig tilbage og at have lært af det, man har set – og man lærer faktisk, at det er en god ting, at have døden med i sine tanker – det giver livet fylde!

Måske jeg afsluttende skulle citere Hamlet: ”Hvis jeg dør nu, så dør jeg ikke senere. Hvis jeg dør senere, så dør jeg ikke nu. Men under alle omstændigheder skal jeg dø!

Nå, så kom Shakespeare også lige med!

Henning Ahle Fjord (HF) 11/01/2020

Skriv et svar