Alle indlæg af Sabbath Andersen

Om Sabbath Andersen

Med forkærlighed for litteratur, kunst og filosofi. Medstifter og medbestyrer af tekstforum.dk – et domæne for det skrivende folk. Arbejder selv med forskellige tekster og har udgivet en roman ”Firewall” som e-bog. Den er at finde på SAXO.com og andre steder. Ikke den store litteratur, men ret så underholdende, hvis jeg selv skal sige det. Dog må man som læser være forberedt på, at hovedskurken, Capone, tilfældigvis også er sort. Min dagligdag er aktiv og travl, men når tiden tillader det, kaster jeg mig gerne ud i anmeldelser af bøger fra forlaget Mellemgaard.

Min morgenbøn

Særligt from er jeg ikke, og en bøn er jo et yderst privat anliggende (for højst to) og skal helst fremmumles i enrum. Men da der efterhånden ikke er noget, der er privat mere, og livet leves, og især udstilles, i en dopaminrus på de sociale medier, så lad min morgenbøn deltage i festen.

Med andre ord – her et kort referat af indholdet: Efter Fadervor, en tak for hans rige gaver og en bøn om tilgivelse for mine egne synder, noget om hjælp mod anfægtelser, tvivl og negative tanker, fokus på de nødlidende, de ensomme, syge og døende.

Efter det – finalen med en bekendelse til alle tings skaber og eneste sande gud.

SA

Æret være hans minde

I  visse lande æres deres store forfattere med landesorg, når de dør. I Rusland, Dostojevskij f.eks.
Herhjemme er det mest popkunstneres død, der kan udløse en kollektiv sorg.

Nu skal det siges, at der efterhånden ikke er så mange danske forfattere, der fortjener at blive begrædt, når de går bort, men alligevel.

Kim Larsen var da en god sangskriver, med numre der var til at skråle med på, og ikke så politisk korrekt at det gjorde noget – al respekt for ham – men den overgearede hyldest efter hans død er altså også symptom på et åndeligt klima i lille Danmark, der er næsten lige så slemt som det virkelige.

Og så alle de eventkreatører, der straks står på spring for at slå plat på det dødsfald (optog, mindekoncerter og inden længe med garanti fulgt op af både film og musical). Det er til at græmmes over.

SA

Fri os fra det onde

”Det er tanken om det onde, der skal følge os gennem denne bog. Vi kan kalde det alt muligt – egoisme, svaghed, forfængelighed eller grådighed – og vor tids psykologiske og sociale teorier om de negative kræfter rummer en vis klarhed. Men de dækker ikke hele sandheden om menneskets natur, og de mange rationelle forklaringer kan i værste fald hindre os i at tænke dybt nok angående vores sindstilstand og position i verden.”

Sørine Gotfredsen (præst, debattør og forfatter)

Der synes at have indsneget sig en systematik af en art i min foreløbige sommerlæsning. Uden at jeg selv har taget sigte på det, ikke sådan bevidst i hvert fald. Men instinktivt selvfølgelig styret af både lyst og interesse, hvilket måske kan forklare fænomenet.

Efter Henrik Nor-Hansens roman ”Termin”, stod Sørine Gotfredsens debatbog ”Fri os fra det onde” på tur. Også tid til lidt omtale af den her, og af dens tematiske berøringspunkter med den anden.

Udgangspunkt for Gotfredsen er Martin Luther, samt grundantagelsen i dennes tænkning, at ondskaben (”djævlen” i hans terminologi) er en kendsgerning og findes i os alle. Og med den – skylden.

Aksiomer, der ikke accepteres og tages højde for i den moderne psykologi og psykiatri. Som derfor er magtesløse over for sådanne grundvilkår, der hører med til det at være menneske. Moderne behandlingsformer kan hverken dæmme op for en uforklarlig lyst til det onde eller lindre skyldfølelsen i forbindelse med denne. Ligesom de heller ikke formår at fremme viljen hos den skyldplagede til at bekæmpe disse mørke kræfter i eget sind. Kampen mod de indre dæmoner er menneskets egen.

Også friheden, der er forudsætningen for den bestræbelse, er den enkeltes eget anliggende. Intet af det kan man behandle sig til. Hvilket fører lige over til Henrik Nor-Hansens ”Termin”, der, som jeg fortalte, på samme vis indeholder en (ganske vist indirekte) kritik af det psykiatriske system. Som snarere end at afhjælpe bidrager til den meningsløshed, ikke bare hovedpersonen er ramt af, men hele samfundet.

I ”Fri os fra det onde” gives en mere eksplicit forklaring på det skisma. Psykologien arbejder ud fra et for overfladisk menneskesyn. Man kunne også sige en for endimensional tilgang til individet. Der igen skyldes fraværet af ideen om noget højere end den enkelte. En mangel, der blokerer for såvel engagementet i andre som vejen til egen frihed og lykke.

Det højere er ifølge Martin Luther og Gottfredsen troen. Overbevisningen om en nådegave, der gør fri – ikke til at gebærde sig som man vil, men til at bekæmpe ondskaben i enhver form. Først og fremmeste den i eget jeg. Og derved søge det ondes modpol – godhed.  Et begreb der er lige så svært håndterlig som ondskab. F.eks. er meget af det, man normalt forbinder med godhed i virkeligheden ofte en fordækt form for selvtilfredshed. Godhed skal udøves uden nogen bagtanke overhovedet og stiller derved krav om selvforglemmelse, pointerer bogen.

Argumentationen i den lutherske lære, og i Sørine Gotfredsens skrift er radikal og vil være fremmed for mange i en egocentrisk tidsalder som vores. Men en latent længsel efter den dybde, de to teologer repræsenterer, tror jeg til gengæld lige så mange kan vedkende sig.

Om ikke andet – hvis man ikke viger tilbage for at konfronteres med egen indbildskhed og få borttaget vanetænkningens skyklapper, er ”Fri os fra det onde” en endog særdeles læseværdig sag. Den er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag

SA

Skal man le eller græde?

”Den første aviskronik nogensinde blev skrevet af Georg Brandes i Politiken i 1905. Politikens kronik i dag er skrevet af en 31-årik kandidat i oplevelsesdesign, der hedder Signe, og som synes, det er rigtig hårdt at være single.”

Det var da vist udtryk for både en avis i sørgelig forfatning og en tidsånd i frit fald. Men også med lattervækkende detaljer som f.eks. ”kandidat i oplevelsesdesign” og ”hårdt at være single”. Og så det ret så sigende navn, Signe, ikke at forglemme!

(Indlæg og ironi af Niels Th. Dahl, særlig rådgiver for udenrigsministeren. Set og udvalgt af Mikael Jalving på Facebook.)

Om Henrik Nor-Hansens roman “Termin”

”Kjertil Tuestad siger, at han kan lukke øjnene og se en mand på hovedvejen. Det sner. Huse og bygninger fremstår monotone. Manden krydser parkeringspladsen foran apoteket. Han åbner døren og går ind. Han kan høre, også alt andet er monotont. Det er et tydeligt minde. På den anden side føles mindet sløret. Han føler distance. Jeg smutter ned på apoteket.

Vinteren 2011 blev Kjertil Tuestad introduceret for narrativ eksponeringsterapi. På det tidspunkt var han alene. På Psykiatrisk Afdeling mente man, at Kjertil manglede tillid til de nærmeste. Forud for indlæggelsen skulle Kjertil have oplevet en længere angstperiode.”

Bedste sommerlæsning indtil nu: Henrik Nor-Hansen, ”Termin”.

En roman, om hvilken Weekendavisen for øvrigt skriver: ”Termin – en fremstilling af vold i Norge har en sjælden stærk tryghedsforladt udstråling, fordi den skildrer et menneske som offer for blind vold, der forbliver uopklaret.”

Ja, men som jeg læser bogen, så sandelig også offer for et samfund, der har givet op over for en aggressiv voldskultur, og som, trods et gigantisk behandlingsapparat, ikke evner at forstå og hjælpe hovedpersonen.

Det særegne ved romanen er dens udtryksform, hvormed denne problematik accentueres. Ingen direkte anklage, intet klart artikuleret budskab. Kun krydsklip mellem løse rygter, kendsgerninger på anden, tredje, fjerde hånd, absurde fagterminologier, journalsprog og det syge sinds syner, kaos, angst, løsrevne sansninger og diffuse erindringer. Der blotlægges en hårdt ramt og uhelbredelig psykes fortabthed i et lige så fragmenteret, magtesløst og handlingslammet samfund.

Man kan fristes til at sige, at bogen er sammenstykket af en overalt herskende forvirring. Uden sammenhæng og realiteter i noget som helst, hverken i det ydre eller indre. Romanens fortællemåde afspejler dermed indirekte en virkelighed, der er forsvundet.

Er man endnu i stand til at blive rystet over noget som helst, så er læsningen af ”Termin” en litterær mulighed for det.

Den er udkommet på Forlaget ”Silkefyret”.

SA

At rejse og det modsatte

At rejse er at leve, hævdede som bekendt H.C. Andersen. SÅ flot sagt, at han hellere skulle have holdt sig til sine eventyr, der er en bedre måde at drømme på.

Hvor kommer den idé fra ”at rejse er at leve”? Efterhånden nedgraderet til en kliche, for ikke at sige et rejsebureau-slogan til fremme af udlængslen i en kultur, hvor ulyksalig rastløshed er i højsædet.

Når man  befinder sig  i det fremmede, kunne man vel med lige så megen ret stille det omvendte spørgsmål om, hvor den kommer fra, den længsel efter det hjemlige, ens nærmeste og sig selv, der tit følger med på rejsen.

Jeg, der også har rejst en del, har i hvert fald altid været fulgt af den fornemmelse, at livet ikke er at finde dér, men i det mindre bevægelige. I den forankrede og forpligtende tilstand af hvad der er anderledes og dybere ladet med betydning og mening end de flimrende indtryk på farten.

SA

Tom Wolfe og Jonathan Franzen

Tom Wolfe døde for nylig. Forfatteren eller journalisten eller måske mest korrekt, noget midt imellem. I hvert fald ret så berømt, også for at iscenesætte sig selv. Men skrive kunne han nu altså også. Temmelig godt endda.

Den lige så berømte, men mere rendyrkede forfatter Jonathan Franzen havde ikke meget tilovers for fænomenet Wolfe. ”Manden er jo ikke forfatter”, hævdede han og begrundede det med, at Wolfes personer var typer snarere end mennesker.

Et lidt mærkværdigt synspunkt. Franzen må da vide, at også beskrivelsen af typer kan generere god litteratur – lad mig blot nævne Orwell og Eastern Ellis – samt at der findes flere eksempler på fremragende forfattere, der har befundet sig i mellemlejet mellem journalistik og litteratur – Dickens og vores egen Herman Bang hører til nogle af dem.

Jonathan Franzen selv er i øvrigt noget overvurderet efter min beskedne mening.

SA

Noget for noget

Noget for noget

Efter endnu en tekst – og endda en sand perle (”Odilisk”) – der må se sig kommentarløs, er vores frustration ved at vokse sig farlig angrebslysten og destruktiv.

Tekstforums redaktionelle duo har derfor holdt et nyt møde om den betændte sag. Det foregik i firmaets kantine, der til daglig desuden tjener som adminfamiliens køkken (og hvor man nu også kan købe kokain til at trøste sig med).

Her blev vi enige om den nyforanstaltning, at man fremover kun kan slå nye tekster op på sitet efter forudgående at have bidraget med en kommentar på bloggen eller i en mail til os. Altså, noget for noget.

Et drastisk paradigmeskift til en praksis, der kan betyde døden for Tekstforum som forum betragtet. Men på den anden side, da man jo ikke kan nedlægge noget i forvejen knap nok eksisterende, er risikoen til at overse.

Vi beklager, ikke mindst fordi ideen er inspireret af et mindre seriøst forfatterforum (hvis navn vi nægter at tage i Pennen), og vi dermed måske lægger op til mildt sagt tynde udsagn som: ”Jeg er vild med den tekst”, ”Et digt der rørte mig til tårer på egne vegne, fordi jeg selv har været udsat for samme svigt af en forhenværende eks.”, ”Fortsæt det gode arbejde” og mere i den dur.

Admin foreslog sågar det skridt videre, at folk, der vil være bekendt at udtale sig så letbenet om digtning, skal være forment adgang hos os, men som pladderhumanisten i foretagendet syntes jeg dog, det var at gå lidt vel vidt.

Så vi lader det foreløbigt blive ved ovennævnte regel, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning og vil blive indskrevet i infomenuen snarest.

Jeg kan allerede fornemme den totale stilhed sænke sig over sitet. Men måske meget godt her hvor der snart er sæson for hængekøje.

SA

Hjemstavn

Det kom ikke helt bag på os, men vores nye konkurrence om den bedste skildring af det sted, hvorfra ens verden går, blev ligesom den første konkurrence (om bedste erotiske novelle) en eklatant fiasko.

Kun en enkelt – Henrik Ahle Fjord (god prosaist, særdeles god lyriker og trofast ven af Tekstforum) – viste aktiv interesse for sagen. Påskønnelsesværdigt, hvorfor et billede af hans ypperlige digtsamling ”Tanker fra udkanten” snart vil pryde forsiden. Han skal have så inderlig tak.

Men ellers ærgerligt med den magre respons, for hvis det ikke var et godt emne, så ved jeg ikke hvad. Hør bare her et eksempel på, hvilken dyb og mageløs smuk prosa der kan komme ud af det (med den tilføjelse at mindre også kunne have gjort det):

”Ich schlief und fuhr mit meinem ganzen Wesen in den ersten Traum hinein. Ich warf mich in ihm so in Angst und Schmerz herum, dass er es nicht ertrug, mich aber auch nicht wecken durfte, denn ich schlief doch nur, weil die Welt um mich zu Ende war. Und so lief ich durch den in seiner Tiefe gerissenen Traum und kehrte wie gerettet – dem Schlaf und dem Traum entflohn – in die Dörfer meiner Heimat zurück.”

(Franz Kafka, ”Beschreibung eines Kampfes”)