Alle indlæg af Sabbath Andersen

Om Sabbath Andersen

Med forkærlighed for litteratur, kunst og filosofi. Medstifter og medbestyrer af tekstforum.dk – et domæne for det skrivende folk. Arbejder selv med forskellige tekster og har udgivet en roman ”Firewall” som e-bog. Den er at finde på SAXO.com og andre steder. Ikke den store litteratur, men ret så underholdende, hvis jeg selv skal sige det. Dog må man som læser være forberedt på, at hovedskurken, Capone, tilfældigvis også er sort. Min dagligdag er aktiv og travl, men når tiden tillader det, kaster jeg mig gerne ud i anmeldelser af bøger fra forlaget Mellemgaard.

Tom Wolfe og Jonathan Franzen

Tom Wolfe døde for nylig. Forfatteren eller journalisten eller måske mest korrekt, noget midt imellem. I hvert fald ret så berømt, også for at iscenesætte sig selv. Men skrive kunne han nu altså også. Temmelig godt endda.

Den lige så berømte, men mere rendyrkede forfatter Jonathan Franzen havde ikke meget tilovers for fænomenet Wolfe. ”Manden er jo ikke forfatter”, hævdede han og begrundede det med, at Wolfes personer var typer snarere end mennesker.

Et lidt mærkværdigt synspunkt. Franzen må da vide, at også beskrivelsen af typer kan generere god litteratur – lad mig blot nævne Orwell og Eastern Ellis – samt at der findes flere eksempler på fremragende forfattere, der har befundet sig i mellemlejet mellem journalistik og litteratur – Dickens og vores egen Herman Bang hører til nogle af dem.

Jonathan Franzen selv er i øvrigt noget overvurderet efter min beskedne mening.

SA

Noget for noget

Noget for noget

Efter endnu en tekst – og endda en sand perle (”Odilisk”) – der må se sig kommentarløs, er vores frustration ved at vokse sig farlig angrebslysten og destruktiv.

Tekstforums redaktionelle duo har derfor holdt et nyt møde om den betændte sag. Det foregik i firmaets kantine, der til daglig desuden tjener som adminfamiliens køkken (og hvor man nu også kan købe kokain til at trøste sig med).

Her blev vi enige om den nyforanstaltning, at man fremover kun kan slå nye tekster op på sitet efter forudgående at have bidraget med en kommentar på bloggen eller i en mail til os. Altså, noget for noget.

Et drastisk paradigmeskift til en praksis, der kan betyde døden for Tekstforum som forum betragtet. Men på den anden side, da man jo ikke kan nedlægge noget i forvejen knap nok eksisterende, er risikoen til at overse.

Vi beklager, ikke mindst fordi ideen er inspireret af et mindre seriøst forfatterforum (hvis navn vi nægter at tage i Pennen), og vi dermed måske lægger op til mildt sagt tynde udsagn som: ”Jeg er vild med den tekst”, ”Et digt der rørte mig til tårer på egne vegne, fordi jeg selv har været udsat for samme svigt af en forhenværende eks.”, ”Fortsæt det gode arbejde” og mere i den dur.

Admin foreslog sågar det skridt videre, at folk, der vil være bekendt at udtale sig så letbenet om digtning, skal være forment adgang hos os, men som pladderhumanisten i foretagendet syntes jeg dog, det var at gå lidt vel vidt.

Så vi lader det foreløbigt blive ved ovennævnte regel, der træder i kraft med øjeblikkelig virkning og vil blive indskrevet i infomenuen snarest.

Jeg kan allerede fornemme den totale stilhed sænke sig over sitet. Men måske meget godt her hvor der snart er sæson for hængekøje.

SA

Hjemstavn

Det kom ikke helt bag på os, men vores nye konkurrence om den bedste skildring af det sted, hvorfra ens verden går, blev ligesom den første konkurrence (om bedste erotiske novelle) en eklatant fiasko.

Kun en enkelt – Henrik Ahle Fjord (god prosaist, særdeles god lyriker og trofast ven af Tekstforum) – viste aktiv interesse for sagen. Påskønnelsesværdigt, hvorfor et billede af hans ypperlige digtsamling ”Tanker fra udkanten” snart vil pryde forsiden. Han skal have så inderlig tak.

Men ellers ærgerligt med den magre respons, for hvis det ikke var et godt emne, så ved jeg ikke hvad. Hør bare her et eksempel på, hvilken dyb og mageløs smuk prosa der kan komme ud af det (med den tilføjelse at mindre også kunne have gjort det):

”Ich schlief und fuhr mit meinem ganzen Wesen in den ersten Traum hinein. Ich warf mich in ihm so in Angst und Schmerz herum, dass er es nicht ertrug, mich aber auch nicht wecken durfte, denn ich schlief doch nur, weil die Welt um mich zu Ende war. Und so lief ich durch den in seiner Tiefe gerissenen Traum und kehrte wie gerettet – dem Schlaf und dem Traum entflohn – in die Dörfer meiner Heimat zurück.”

(Franz Kafka, ”Beschreibung eines Kampfes”)

Filosofi light

Managementrelateret filosofi i den moderne, smarte, strømlinede ikke alt for bøvlede udgave. Går ikke af vejen for en tillempet brug (misbrug) af selv de dybeste tankesæt.

Ofte tilsat et skvæt selvhjælpsterapi til et slutprodukt af letfordøjelig sødsuppe. ”Pjat” ville du kalde det, stakkels, gamle ven i graven. Du ville aldeles ikke vejlede nogen i at lede andre. Hiin enkelte og eget jeg var opgave nok.

Modsat tidens trend til bekvemme løsninger på alt lader den ægte filosofi ikke tanken hvile i sin stædige og møjsommelige søgen efter svar på virkelighed og væren. Og kun for at arbejde sig længere og længere bort fra et endegyldigt facit.

Sabbath Andersen (SA)

Det evige liv

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017 nr. 09, s. 161-163.

I romanen Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij udspinder der sig følgende samtale mellem den gamle far Karamazov og hans tjener (og måske også uægte søn) Smerdjakov efter aftensmaden, som faderen Fjodor Pavlovitj har nydt sammen med sin søn Ivan. Til stede var desuden tjeneren Grigorij, som havde fortalt om en russisk soldat, stationeret ”på en grænsepost”, som var blevet taget til fange af asiater, der under trusler om en pinefuld død opfordrede ham til at gå over til Islam, men soldaten lod sig flå levende og døde under lovsang til Kristus. Nu stod Smerdjakov og smilede sarkastisk.
”Nå, hvad tænker du på”? spurgte Fjodor Pavlovitj …
Jo, jeg tænker på, sagde Smerdjakov højt og uventet, – at selv om denne prisværdige soldats dåd var meget stor, så ville det efter min mening heller ikke have været nogen synd, om han ved en sådan lejlighed havde fornægtet Kristi navn og sin egen dåb for at frelse sit liv til gode gerninger, som han siden i årenes løb kunne have sonet sin forsagthed med.
Skulle det ikke være synd? Sådan noget vås; du kommer lige lukt i Helvede for dette og bliver braset som fåresteg, udbrød Fjodor Pavlovitj.
Hvad det med fårestegen angår, så forholder det sig ikke således; der sker ikke én noget for den slags og skal heller ikke ske noget, såfremt det går retfærdigt til, Deres Nåde, bemærkede Smerdjakov med værdig mine.
Hvad mener du? råbte Fjodor Pavlovitj …

Tænk Dem nu: så snart jeg siger til mine plageånder: ”Jeg er ikke kristen, og jeg forbander min sande Gud”, bliver jeg øjeblikkelig ved Guds egen dom forbandet og udstødt af Den Hellige Kirke, som om jeg var en hedning – i samme brøkdel af et nu jeg bare tænker på at udtale ordet; bare tanken er nok, ikke sandt … Men er jeg ikke kristen mere, så har jeg heller ikke løjet for mine plageånder, da Gud selv, inden jeg fik sagt et ord, allerede har afført mig min kristendom, og hvordan kan man så retfærdigvis drage mig til ansvar i den anden verden som kristen?” (Citeret efter G. Sarauws oversættelse.)
Diskussionen med Smerdjakov fortsætter lidt endnu med endnu flere sofisterier fra hans side. Den er interessant, ikke mindst fordi Smerdjakov synes at repræsentere et synspunkt, der kun er blevet mere udbredt siden romanens affattelse i 1880. Det er mere rationelt og hensigtsmæssigt at fornægte Kristus, så at man til gengæld kan leve og være til gavn for sine medmennesker, end det er at lide og dø for sin tro.
Og når så den gamle Karamazov kommer med den dybeste indvending mod dette synspunkt, nemlig spørgsmålet om ansvaret over for Gud, om dommen, om fortabelsen i det hinsides, så svarer Smerdjakov med en sofistisk spidsfindighed, hvorved ethvert ansvar ophæves.
Bag Smerdjakovs synspunkt ligger den nye filosofi, som han har lært hos Ivan Karamazov, ateismen og nihilismen. Ivan havde fremsat den tanke, at ”en naturlov, om at mennesket skal elske menneskeheden, slet ikke findes, og at kærligheden her på jorden udelukkende er en følge af, at menneskene har troet på deres udødelighed. … dersom man udryddede menneskenes tro på en udødelig sjæl, ville de ikke længere kunne føle kærlighed. … Og ikke nok med det: da ville al moral forsvinde, alt ville være tilladt, selv menneskeæderi. … naturens etiske lov (måtte) straks afløses af det stik modsatte af alle fortidens religiøse bud. Egoisme i yderste grad, ja, forbrydelser vil da ikke blot være tilladte, men erkendes for den nødvendigste og fornuftigste udvej af den stilling, hvori ethvert gudløst menneske kommer.

” Når evigheden (troen på den udødelige sjæl) forsvinder, så forsvinder også Gud og loven. Alt bliver tilladt, men da et samfund ikke kan være til uden en lov, vil der opstå en moral, der skal formuleres på rent menneskelige betingelser. Hvad Dostojevskijs samtidige nihilister formulerede var en form for nyttemoral, hvor hensigtsmæssigheden i en handling var det styrende. Hvilken gavn vil min gerning gøre, lød spørgsmålet, og fordringen lød, at den skulle være til flest muliges gavn. Altså ikke en ”egoisme i yderste grad”, men ikke desto mindre en moral uden nogen hævdelse af et absolut skel mellem godt og ondt.
Når vi i dag hører politikere og meningsdannere begrunde en stillingtagen til et moralsk spørgsmål, er det ikke sjældent samme ræsonnement, der ligger bag. Hvad gavner flest mulige. Ikke: hvad er rigtigt, hvad er godt. Kun for så vidt det gode og det rigtige netop er defineret som det, der gavner flest mulige.
Hvad der er godt det ene øjeblik, kan være skidt i det næste øjeblik, og omvendt. Det kommer kun an på, om det er hensigtsmæssigt. Det er også sådan en slags ”demokratisk”‟ moral. Men en sådan nyttemoral kan i praksis føre til en negligering af et mindretals tarv til gavn for flertallet, ja det kan, ført ud i sin ekstreme konsekvens, legitimere for eksempel folkemord – så længe det er til flertallets gavn. Nyttemoral er en form for kollektivets, flertallets egoisme.

Diskussionen om samarbejdspolitikken under besættelsen er et eksempel på dilemmaet. Skulle man handle hensigtsmæssigt, så at landet forhåbentlig kunne klare sig igennem en besættelse med så få ofre som muligt, og altså indgå samarbejde med besættelsesmagten? Eller skulle man have forsvaret landet så godt som muligt, og da besættelsen derpå var en kendsgerning ikke have indgået samarbejde, så at der havde været rene linier og ingen tvivl om, hvad der var ret, selv om det måtte kræve store ofre?
Hvad der ikke tages i betragtning i nyttemoralen synes at være sjælen eller samvittigheden. Netop denne er også Dostojevskijs argument. I sine romaner viser han gang på gang, hvordan de personer, der lever efter denne nihilistiske moral, og som begår forbrydelser for at opnå et større gode, ikke formår at leve med deres ugerning. Hvad der ifølge nyttemoralen ikke kunne defineres som en forbrydelse, viser sig alligevel at være det, og skylden er ubærlig. Det betyder ikke, at de nødvendigvis virkelig erkender deres skyld og angrer deres gerninger. Det kan også betyde, at de for netop at holde ansvaret og skylden på afstand fremturer i deres hensynsløshed og lægger ikke alene andres, men også deres eget liv øde.

Man kan imidlertid også hos Dostojevskij erfare en anden side af hele dette kompleks, som ofte er helt afblændet i vor tids forståelse af moral og tro. Diskussionen, om hvorvidt den russiske soldat skulle afsværge sin kristentro for at redde livet eller ofre sig for sin tro, åbner for spørgsmålet om lidelsens og afkaldets nødvendighed. Kan man forlange, at nogen skal lide, ja endda dø for deres tro, for ikke at fornægte Kristus? Hører lidelsen med til at være kristen?
Vi har i god grundtvigiansk ånd vænnet os til her i landet, at kristentroen er til for menneskelivets skyld. For at vi kan være åbne for livet, og for at vi kan udfolde og leve det af Gud skænkede liv for og med vores næste. Og da det evige liv i det 20. århundrede blev rykket helt ind i det dennesidige, og den futuriske eskatologi blev aflyst, så var det også for menneskelivets skyld. Enhver tanke om et liv efter døden blev set som en flugt fra livet her og nu og fra ansvaret her og nu. Som det for eksempel hed i K. E. Løgstrups Den etiske Fordring vendt mod Kierkegaard: Der er i Jesu forkyndelse ”en kærlighed til næsten”, hvis indhold ikke består i at hjælpe næsten til at elske Gud, men består i at hjælpe næsten timeligt. Eller med andre ord, for nu at sige det umisforståeligt, den består i at hjælpe den anden til livsudfoldelse, fordi den andens timelige muligheder for livsudfoldelse er skænket ham af Gud”.

Kan det mon i denne kontekst tænkes at være foreneligt med Jesu forkyndelse, at kærligheden til Gud, omsorgen for ikke at tage skade på sin sjæl, kan fordre en indskrænkning i livsudfoldelsen, ja ligefrem lidelse, for ikke at tale om et ophør af livsudfoldelsen? Eller er der en grund til, at der i friskoler og på højskoler og alle vegne synges Livstræet (en moderne, sekulær ”salme” om, hvad der kan hindre livsudfoldelsen, og som giver svaret: Lad os lege i livstræets krone).
Hævdelsen af udødeligheden, som det hed hos Dostojevskij, og det vil sige hævdelsen af opstandelsen (altså de dødes opstandelse, ikke blot en metaforisk opstandelse her og nu), og dermed endvidere hævdelsen af dommen, livet efter døden, er tillige en hævdelse af, at menneskets ansvar gælder mere end en vellykket livsudfoldelse. Det betyder et krav om troskab mod sandheden: at Gud ingen anden er end Jesu Kristi fader. At der er en forskel på godt og ondt, og at den ikke sættes vilkårligt af, hvad der er hensigtsmæssigt.

I C. S. Lewis’ sidste bind i serien om Narnia er der en skildring af dommedag. Alle Narnias skabninger vandrer i en lang strøm frem mod porten til det nye Narnia, og der står Aslan (en Kristus-skikkelse). Alle de, der troede på Aslan, går ind gennem porten, mens de, som fornægtede ham, drejer af til siden lige inden, men det er karakteristisk, at de, der drejer af, ikke kan se ham i øjnene. Det kan de naturligvis ikke, fordi de derved konfronteres med deres skyld og med deres fornægtelse af sandheden.
Hvem kan forestille sig at se Kristus i øjnene, hvis deres samvittighed allerede dømmer dem? Og hvem kan se ham i øjnene, hvis de har fornægtet ham?
Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om der mon kommer en tid, hvor kristentroen uden det evige liv, livsudfoldelsens kristentro, timelighedens kristentro, viser sig at være sandgrund. En tid, hvor det at bekende sin kristentro ikke længere er lig med livsudfoldelse, men i stedet vil kræve ofre, måske vil resultere i lidelse og afsavn, ja endog i døden. Sådan har det været for kristne i Mellemøsten gennem mange år. Og, hvis det er en mulighed, om vi da ikke ville gøre klogt i at genfinde den kristentro, der havde et andet syn på lidelsen og afkaldet og døden.

Jeg så for mange år siden filmen Thérèse af Alain Cavalier, der handler om den katolske nonne Thérèse af Lisieux (siden helgenkåret), der døde af tuberkulose i en alder af 24 år. Jeg var meget provokeret af den døende nonnes glæde ved lidelsen, som jeg fandt urimelig. Men måske var der en sandhed at høre. Hun skulle, da hun i store smerter lå for døden have udtalt, at hun ikke længere var i stand til at lide, fordi al lidelse var hende sød.
I Brødrene Karamazov er det den uretfærdige anklage – også en form for lidelse – der river Dmitrij Karamazov ud af hans forurettelse mod livet og lærer ham at elske det liv, der er ham givet trods al den uret, der er sket ham. Desuden rummer Dostojevskijs romaner mange andre eksempler på, at kristentroen først gennem ydmygelse og lidelse fører til en taknemmelighed over det givne liv.
Mon ikke denne accept af lidelsen, forståelsen af lidelsen som en opgave, der er sat os for (som vi også finder hos Kierkegaard), hænger nøje sammen med troen på det evige liv? At der er noget, der rækker ud over dette liv, og at der derfor er noget, der er så værdifuldt, nemlig forholdet til Gud, troen på hans søns død og opstandelse for vores skyld, at man kan være, må være villig til at ofre livsudfoldelsen og i yderste instans livet selv for ikke at miste denne tro.

Morten Brøgger

(Morten Brøgger er sognepræst i Kirke Stillinge).

Stilhed

Om stilhed.

”The rest is silence”. Hamlets sidste ord, da han forlader en forgiftet verden, for at hvile eller dø.

Så dramatisk behøver det ikke at være. Et sommerhus kan gøre det, i hvert fald hvad angår det første. Ud over mange andre fordele er det vigtigste, at her kan man finde den nødvendige ro og hvile, til kontemplation og kreative sysler.

Dette skriv er da også meget passende nedfældet i mit, der nu er blevet opgraderet til et fritidshus. Uden at betegnelsen dog stadigvæk er helt dækkende. For stedet er jo ikke primært til for at holde fri – nej, snarere tværtimod. I huset bliver der bestilt noget, og lysten til det kommer helt af sig selv, på grund af den forjættende stilhed, der vedvarende og til hver en tid hersker her. I takt med at behovet for denne er vokset, er brugen af dette refugium det også. Så blot at kalde det et helårshus er nok det mest træffende.

Stilheden er virkelig en mangelvare. Mere i dag end nogensinde, selv om larm nu altid har været et menneskeligt kendemærke (også på den måde har vi gennem tiderne hærget land og by). Filosoffen Emanuel Kant klagede således over støj fra gaden, der forstyrrede ham i fostringen af sine skelsættende tanker. Det var så tidligt som i 1700tallet, og siden er støjen unægtelig blevet noget værre end Königsbergs hestevognsklapren på byens brosten. Gad vide om vi havde haft ”Kritik der reinen Vernunft”, hvis Kant havde levet i dag. Man kan godt have sin tvivl.

En anden, senere filosof, vores egen Søren Kierkegaard, tog direkte problemkomplekset op som et tema. Mere end så mange andre vidste han, hvad stilheden og det omvendte betyder for selvet på godt og ondt. I larmen afledes vi fra vores personlighed, i stilheden genfinder vi os selv. Og i sidste ende genfinder Gud. Intet tilfælde at klostrene blev placeret så langt fra verden. Det var på grund af roen, der også er spirituel. Gud er i stilheden, og det er i den, man skal finde hans nærvær.

I dag har vi ikke længere folk som Kierkegaard, men til gengæld en lægevidenskab og hjerneforskning, der er begyndt at interessere sig meget for, hvordan larm, henholdsvis stilhed influerer på vores mentale tilstand og fysiske helbred.

Også psykiatere kommer i den forbindelse på banen. Her kunne nævnes overlæge Lone Overby Fjorback, der lægger ud med at gendrive et ellers fastslået mantra inden for meditiations- og mindfulness-terapier: At det som udgangspunkt gælder om at tømme hovedet for tanker.

Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, pointerer hun. Bevidstheden er aktiv hele tiden. Så i stedet handler det om at lytte. Og det er ikke så paradoksalt, som det lyder, for dermed menes at lytte indad. Lytte til sig selv, og ignorere de udvortes lydbilleder. Det kræver noget øvelse, men hjælper os samtidig med til at finde frem til hvem vi egentlig er.

Mon ikke jeg med det her nævnte har slået tilstrækkeligt til lyd for stilheden, havde jeg nær sagt. Alligevel er der folk, der foretrækker det modsatte. Forstå det, hvem der kan.

Man skulle ikke tro, det var nødvendigt, men der er dem, der direkte opsøger larmen. Ikke uden omkostninger, for den støj, vi lukker ind uden selv at kontrollere, ikke bare stresser hjernen, men kapper forbindelsen til fortiden og hæmmer vores hukommelse, så vi alene lader os styre af det impulsive.

Samtidig er de menneskers adfærd muligvis en bekræftelse på det ovenfor anførte om den kierkegaardske opfattelse af stilhedens betydning i eksistentiel sammenhæng – som vejen til selvet. For folk, der i stedet vælger larmen og lader sig opsluge af almenhedens støj, gør det muligvis for at undgå at lades alene med sit eget jeg. Stilheden stiller nemlig også krav til den enkelte om at kunne udholde den.

Tilbage til sommerhuset, der jo nu altså er at betragte som et helårshus. I øjeblikket hyler vinden omkring det. Hvilket den nu næsten gør hele tiden, ligesom det brusende hav til stadighed høres lige bag den yderste klitrække. Man skulle synes, at det var lyde nok, men de generer ikke, og heri gemmer sig faktisk en pointe.

Den kan forklares med hjerneforskeren Troels W. Kjærs skelnen mellem forudsigelige og uforudsigelige lyde. Det er ikke de førstnævnte, som dem i naturen, der er enerverende, men sidstnævnte, der afskærer krop og sjæl fra den ro, moderne mennesker ellers har så hårdt brug for. Som forstyrrende elementer i lidt overført forstand kunne her peges på afhængighed af den digitale verden i form af eksempelvis mobiltelefoner og sociale medier.

Dog, for fuldstændighedens skyld skal jeg ikke forbigå, at der da rent faktisk findes folk, der evner at abstrahere fra alle slags lyde, også de uforudsigelige, uden at det går ud over koncentrationsevnen. F.eks. husker jeg min daværende filosofiprofessor fortælle, at mange af hans bøger – og de var afgjort ikke overfladiske – var forfattet på et ikke just fredfyldt sted, nemlig et røgfyldt, øldryppende værtshus fyldt med et støjende klientel.

Jeg kunne forestille mig, at den gode professor var i stand til beherske den af Lone Overby Fjorbacks foreslåede praksis. At han havde lært at lytte til den indre stilhed og på den måde bevare koncentrationen midt i den ydre larm.

Imponerende er det under alle omstændigheder! Og jeg magtede det ikke. For at kunne koncentrere mig og fordybe mig i noget er jeg helt og aldeles afhængig af stilheden omkring mig, som er svær at opleve, ikke mindst i lille Danmark, men heldigvis endnu findes visse steder helt herude på grænsen til Nordsøen.

Lad mig tage mig selv på ordet og nu gå ud og opsøge freden i den stort set uberørte natur udenfor. Til det behøver jeg ikke nogen hund som fortælleren i Blichers ”Hosekræmmeren”. Sådan en har jeg for resten slet ikke og godt for det. Hvem ved om den helt uventet pludselig kunne finde på at gø.

Helt afslutningsvist tilbage kun et godt bogtip til folk, der interesserer sig for de omhandlede sager her. Det drejer sig om ”Stilhed i støjens tid” af Erling Kagge. Den er udkommet for ikke længe siden og kan købes hos SAXO.

SA

Om hjerneforskning

”Hvis filosofiens nye sted er neurovidenskaben, så er der ikke meget filosofi tilbage (…) Og det er ikke for at sige, at der ikke er noget sandfærdigt ved neurovidenskaben. Eller at medicin ikke virker på hjernen. Men jeg kan stadig lære mere om eksempelvis kærlighed ved at læse en roman eller se en film. Litteraturen søger jo at forklare, hvad der sker på indersiden af sindet. Og selv om hjernen sidder inden i os, så giver hjerneforskningen jo kun en forklaring i form af en scanning, der kommer udefra – og som egentlig ikke har noget med vores oplevelser at gøre.”

(Anders Fogh Jensen (filosof), om den overhåndtagende interesse for hjerneforskning, vi oplever i øjeblikket.)

Psykologen Svend Brinkmann er stort set enig, hvad angår hjerneforskningens begrænsninger, og han udlægger interessen (de mange bøger om emnet) som en genvej til en forståelse, der egentlig ingen forståelse er.

Det tror jeg, er rigtigt. Det er mere håndterligt og mindre problematisk. Så skidt med man ikke bliver meget klogere.

Men af det faktum drager Brinkmann den underlige slutning, at dét skulle være et udslag af tidens individualistiske tendens, anskuet som håndhævelsen af et personligt ansvar.

Man kunne da lige så godt se det som det modsatte: Ikke at ville indsigten er det samme som at fralægge sig det eksistentielle ansvar, en sådan kunne pålægge individet.

Sabbath Andersen (SA) 11/11/17

 

Damesagen

Kvindebevægelsen, hvis den nogensinde har haft en profil, så er den nu i hvert fald en skygge af sig selv, ideologisk betragtet. Og det ændrer en nok så skinger rapkæftethed ikke ved.

For spørgsmålet, der hele tiden trænger sig på, er hvad berøringsangsten for den mest iøjnefaldende og grove kvindeundertrykkelse i dagens samfund skyldes. Og i forhold til den, en påfaldende passivitet der uundgåeligt må ramme bevægelsen som en bommerang og stille tvivl om dens egentlige dagsorden.

Man forsøger sig med forskellige forklaringer. F.eks. at når muslimske kvinder – for det er selvfølgelig dem, vi snakker om – lader sig indespærre og kue af deres mænd, sker det af egen fri vilje. Men den begrundelse er i sig selv en historisk kovending inden for kvindebevægelsen.

I dennes storhedstid i 70-erne gjaldt et sådant argument i hvert fald ikke. Når hverdagskvinder protesterede mod deres rabiate medsøstre under henvisning til, at husmoderrollen, eller i mere almen forstand, kønsrollen, var selvvalgt, blev det modgået med snak om falsk bevidsthed og deslige. Begreber hentet fra den marxisme, som kvindebevægelsen dengang identificerede sig med – ”kvindekamp er klassekamp” lød parolen.

Deres opdaterede frihedsopfattelse falder altså ikke i hak med den oprindelige ideologi, eller ”overbygning” for at blive i terminologien. Men så kan det vel heller ikke forarge, at en mand tager sig den frihed og siger ”grab them by the pussy”. For hvem ved, hvem der selv vil eller ikke vil?

Der må med alle de selvmodsigelser være andre parametre i spil. Herunder, et ubegribeligt had til vore vestlige samfund.

SA

Reformationens indflydelse

I anledning af den snarlige femhundredeårsdag  for Luthers teseopslag  gør historikeren Henrik Jensen sig nogle interessante tanker om Reformationens betydning for samfundsudviklingen i vor del af verden. F.eks. skriver han, at Reformationen førte til et moderne Europa.

Nu er jeg jo ikke selv historiker, men mon ikke det er at tage munden lidt for fuld? For det første kan man vel ikke bare sådan se bort fra, at toneangivne nationer som Tyskland og Frankrig stadigvæk er meget katolske (sidstnævnte endda i overvejende grad).

Så med det in mente er det nok at tillægger reformatoren fra Wittenberg en for omfattende betydning. Jeg vil tro, at også hans dynamo blev sat i gang af andre og endnu stærkere kræfter i samfundet. Ligesom individualiseringen og sekulariseringen næppe kan tilskrives Reformationen alene.

Nej, for at tillægge religionen en afgørende samfundsbetydning i det moderne Europa, skal man rette blikket mod en helt anden religiøs bølge, der omvendt truer med at skylle kontinentet baglæns ind i en ny Middelalder. Altså en direkte dræberbølge kunne man sige.

Sabbath Andersen (SA) 18/10-17