Alle indlæg af Alexandra Vinther

Om Alexandra Vinther

Hej. Jeg skriver korte og længere tekster om alt muligt. Ofte er et fantastisk element til stede, men det sker ikke altid. Jeg holder lige meget af skællede drager som af rumskibes glatte skrog – og begge dele vil sikkert dukke op. Generelt har jeg en særlig interesse for alt der flyver – uanset tidperiode.
For tiden tager studiet dog en hel del af min tid, men når det er muligt vil jeg kigge forbi og give kommentarer.

Ved botanisk have

Jeg drejede ind gennem porten til baggården, klodsede cyklens bremser og den skred i bladene det sidste stykke hen til cykelstativet. Jeg sprang af og satte cyklen i det ved siden af Chistoffers. Tasken daskede mod min ryg, da jeg tog de fem trin op til barens dør. Barens lille baglokale var fyldt med sprut- og ølkasser. Jeg snoede mig igennem og ind i barens lyse lokale. Hvide og sorte overflader, lav rockmusik, store vinduer ud til vejen og den botaniske have overfor. Bordene var tomme – åbenheden og de lyse farver havde skræmt de gamle stamgæster væk og baren lå et godt stykke fra de studerendes normale ruter. I alt fald efterår og vinter …

”Du er sent på den,” sagde Christoffer. Han stod ved disken og læste, med hånden under kinden.

”Ved det.” Jeg trådte ind bag disken. ”Travl dag?”

”Næ.” Christoffer klappede sit kompendie i. Han kastede et blik ud gennem vinduerne. Folk gik formummede i tykke jakker og halstørklæder, biler rullede forbi og brune blade fra haven føg hen over asfalten.

Jeg satte min taske i hjørnet, hængte jakken op og trak forklædet over hovedet. Christoffer daskede mig i baghovedet.

”Du skylder mig for den her time,” sagde han. ”Lene er skidesur.”

For fanden … Første november – de havde månedsdag … Måtte hellere lade som om jeg havde glemt det – han ville ikke høre om en lang nat med tegninger, et vækkeur der ikke ringede og en cykel med fladt fordæk. Jeg tvang et smil frem. ”Selvfølgelig.”

”Vi har månedsdag, Rasmus.” Han stoppede kompendiet i tasken – en kort, aggressiv bevægelse. ”Hun er smuttet i biografen med en veninde.” Han hængte forklædet op, trak taskens rem over skulderen og prikkede mig i brystet med en finger. Ansigtet var stramt af vrede. ”Du skylder mig.”

”Okay …”

”Idiot.” Han stoppede hænderne i lommen og gik. Efter et par øjeblikke smækkede bagdøren.

Jeg trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud. Han ville minde mig på den her vagt i månedsvis – selv hvis han fik forklaret tingene rigtigt for Lene og det endte med makeupsex … Jeg bandt forklædets stropper omkring livet og trak verdenshistoriebogen op af tasken. Elastikmappen med blanke papirer lå ved siden af og fristede, men begyndte jeg først at tegne igen, fik jeg ikke lavet mine lektier. Jeg nøjedes med at bære bogen og en overstregningstuds hen til disken.

Vindens susede uden for vinduerne – men inde var der varmt og efterhånden som mørket sænkede sig, begyndte der at lugte af grøn karry fra den asiatiske restaurant ved siden af. Jeg læste. Indien, der efter anden verdenskrig splittedes op i Pakistan og Bangladesh …

Bevægelse uden for vinduerne – uden for den glasdøren. En bredskuldret mand med kortklippet rødt hår åbnede døren og trådte ind. Trods kulden stod hans lange mørke frakke åben og afslørede det mørkeblå jakkesæt indenunder. Han lignede en bodyguard fra en film – havde bare efterladt solbrillerne.

Jeg stak bogmærket ind i bogen og lukkede den.

”Frisk vejr,” sagde han. Fik konsonanterne til at lyde kantede – som om hans oprindelige sprog var tysk. Han så sig tilbage – op mod havens oplyste drivhus.

”Ja,” sagde jeg. ”Hvad kan jeg byde på?”

Han smøg sig ud af frakken og hængte den over armen. ”Til at begynde med …” sagde han og lod blikket glide hen over tavlerne med priser. Et lille smil gjorde linjerne omkring munden og øjnene dybere. ”Kaffe,” sagde han. ”Et stort krus. Almindelig sort.”

”Så gerne.” Jeg satte et krus under kaffemaskinen og trykkede på knapperne. Maskinen snurrede, spruttede – og spyttede en blanding af vand og kaffegrums ud fra tragten. Lugtede brændt. Jeg slukkede for den. ”Øjeblik.” Jeg greb en klud og tørrede tragten. Syntes jeg kunne mærke mandens blik på mig. Roligt og undersøgende. ”Vi har ikke haft så mange kunder i dag. Blæsten, tror jeg.” Jeg snød mig til et blik over skulderen, mens jeg tørrede op omkring kogepladen. Manden studerede min bog.

”Om sommeren er her helt anderledes,” sagde jeg. ”Masser af mennesker, der nyder hav–” Jeg brændte fingrene på kogepladen. ”Av for helvede.”

”Dårlig dag?”

Jeg viftede hånden. ”Ja.”

”Tag dig bare god tid,” sagde han og tog plads på en barstol. ”Jeg skal mødes med en her, men han er blevet forsinket.”

Jeg nikkede. Kruset var blevet fyldt med grums, så jeg tog det med hen til vasken og satte det der. Vaskede grums af kluden og vred den op.

”Verdenshistorie,” sagde manden og trak bogen til sig. ”Er det for sjov eller er du studerende?”

”Studerende,” sagde jeg og skiftede kaffefiltret. ”Mit andet semester.”

”Historie er min vens hobby.” På en eller anden måde var smilet hørlig i hans stemme.

”Faktisk,” sagde jeg og satte et nyt krus ind under tragten. ”Er studiet mest for at få et job engang. En anden slags job end det her.”

”Ah …” Han bladrede i bogen. Vendte de tynde sider med store fingre og kiggede på siderne. Ingen af siderne syntes at holde mere på hans opmærksomhed end andre.

Kaffemaskinen snorklede og tav. Jeg slukkede for den og bragte kruset over til ham. ”Hvad interesserer din ven?”

”Politiske forhold op til krige.” Han lagde det rette antal mønter på disken og tog imod kruset. ”Hvad med dig?”

Jeg trak på skuldrene. ”Mest teknik – udvikling og sådan. Hvordan udvikling påvirker folk. Hvis det ikke var fordi, jeg var så dårlig til matematik, kunne jeg godt have tænkt mig at udvikle maskiner. Tegne dem og sådan …”

Mandens blik var roligt og interesseret. ”Så du tegner …”

”Ja.” Jeg tog et skridt hen mod tasken og stoppede mig selv. ”Altså ikke rigtige maskiner. Leger bare med komponenter og får det til at se interessant ud. Jeg tvivler på, at nogle af dem ville fungere i virkeligheden.”

”Må jeg se dem?”

Jeg tøvede – uden at vide hvorfor. Tegningerne var trods alt ikke andet end tankespind. Jeg hentede elastikmappen og fiskede de mest færdige tegninger ud mellem skitserne. Han bredte tegningerne ud foran sig, tog tegningen af det mørke jagerfly op og så nærmere på den.

”Min ven vil kunne lide den her,” sagde han. ”Hvor meget vil du have for den?”

Jeg tog mod til mig. Selvom han var nem at tale til, var hans størrelse intimiderende. ”Må jeg spørge, hvad du arbejder som?”

Han studerede mig med glimt i øjnene. ”Du vil sikkert ikke tro det. Men jeg er rådgiver nede på ambassaden.”

”Indenfor sikkerhed?”

Hans smil bredte sig og blev en mild latter. ”Nej. Slet ikke. Jeg hjælper nye medarbejdere i gang her i landet. Finder huse eller lejligheder, skoler og børnehaver til ungerne og oplyser om, hvordan det er at bo her.”

”Måske kan du sende nogle flere kunder herover,” sagde jeg. Smittet af hans humør.

”Kan være. I har en fin udsigt.”

Jeg nikkede. ”Smukkere om sommeren. Når der er farver i bedene.”

Han så på tegningen og smilede, som ved en erindring.

”Vil du stadig købe den?” spurgte jeg og følte mig tåbelig.

”Meget gerne …” Smilet syntes at blive sørgmodigt.

”Er tohundrede rimeligt?” spurgte jeg.

”Hvis du er tilfreds med det.” Han fandt sedlen frem og lagde en halvtredser oveni. ”Kan jeg få mappen med?”

”I orden.” Jeg tog papirerne ud og lagde dem i bogen.

Han pakkede omhyggeligt tegningen ned. Tog en slurk af kaffen og vendte sig mod vinduerne. Så ud til at ville sidde sådan i et stykke tid, så jeg vendte min opmærksomhed mod vasken og ryddede op der.

”Det er sjovt, så hurtigt man er til at sætte folk i bås …” sagde han.

Jeg nikkede. ”Selvom det vel er en del af dit job, hurtigt at skulle tage stilling til folk.”

”Det kan der være noget om …” Han tog en sidste slurk af kruset og satte det tomt på disken. ”Du bruger det vel også i dit.”

”Ja. Nogle gange gætter jeg, hvad folk vil bestille. Det hjælper når vi har travlt om sommeren – at være lidt på forkant …”

Han smilede. ”Hvad kunne jeg så tænke mig?”

”Nu gik det jo godt med at gætte dit arbejde,” sagde jeg.

”Det er i orden. Prøv alligevel.” Han så roligt på mig. De store hænder var samlet på disken og deres grove hud, måtte skyldes samme fysiske fritidsaktiviteter, som også spandt de kraftige muskler om hans firskårne skikkelse. Det var let for mig, at se ham med en skovmandsøkse over skulderen. Meget lettere, end at se ham vise huse frem for ambassadefolk.

”Hvis jeg bare går efter kaffen,” sagde jeg. ”Vil jeg sige whisky eller måske cognac.”

Han lænede sig tilbage. Smilede. ”Ikke så modigt et gæt – men whisky lyder godt.”

Jeg vendte mig mod flaskerne og snuppede et glas. ”Uden vand eller is?”

”Præcis.” Stof raslede, da han lagde frakken og mappen op på disken. ”Må jeg byde dig på en drink også?”

”Gerne.” Jeg snuppede et glas mere, hældte is i mit eget og mål af den gyldne væske op i begge. Satte glassene på disken foran ham og han snuppede sit.

”Skål.” Han løftede sit glas og isterningerne raslede, da jeg løftede mit. ”Skål.” Han stødte randen af sit glas mod mit og tog en slurk. Jeg fulgte hans eksempel og alkoholens varme bredte sig i mig.

”Navnet er Ask,” sagde han.

”Som efter træet,” sagde jeg og blev bevidst om, at jeg stirrede. ”Det er et meget nordisk navn …”

Han trak på skuldrene, som om det ikke var noget at snakke om eller som om han ikke selv vidste, hvorfor han havde fået sit navn.

”Jeg hedder Rasmus.”

Han rakte sin hånd frem mod mig og jeg tog den. Hans håndtryk var fast. ”Rart at møde dig, Rasmus.”

Af en eller anden grund var jeg både stolt og genert. ”I lige måde.”

Døren gik op og kulde skyllede ind. En fyr med hår så hvidt som sne, sort læderjakke og bukser og nittearmbånd om håndleddene trådte ind og fortsatte mod disken. Hans støvler smældede mod gulvet.

”Hv … Hvad skulle det være?” fik jeg frem og bandede indvendigt over min stammen.

Han trådte ind ved siden af Ask og rettede blikket mod mig. Hårde, kolde øjne. Grå som regnskyer. Jeg trådte tilbage.

”Nu ikke uforskammet …” sagde Ask stille. Tog om den hvidhåredes håndled.

Den hvidhårede gav ham et blik, som det han gav mig. Ask smilede som svar. Hans blik var blødt. Den hvidhårede greb hans glas og tog en stor slurk. Hans ansigt rynkede sammen og han sank med besvær.

”Forfærdeligt,” sagde han hæst og stillede glasset fra sig med en skramlen. ”Skrækkeligt.”

”Du tog det selv.” Ask tog en slurk af glasset. Holdt whiskyen i munden et stykke tid, før han sank den. Så ud til at nyde smagen.

”Det er koldt derude.” Den hvidhårede løsnede sit halstørklæde. Det var bordeauxrødt – farven nærmere blod end vin.

”Ja,” sagde Ask.

Den hvidhårede svajede. Greb fat i kanten af disken – og lænede sig ind mod den, som om benene gav op under ham.

Ask lagde armen hen over hans lænd, støttede ham. Den hvidhårede stirrede på ham – ufokuseret –  rynkede alvorligt bryn af ham og holdt afstand med overkroppen, men var tilsyneladende ude af stand til at kunne gøre modstand. Hvordan han kunne blive så fuld af en enkelt mundfuld, var mig en gåde.

”Jeg tror, vi sætter os hen til bordet,” sagde Ask stille.

Jeg nikkede. Automatisk. Splittet mellem, at jeg gerne ville fortsætte samtalen med Ask og gerne ville have afstand til den lyshårede.

Ask skubbede sig af stolen, uden at slippe den lyshårede. Han trak den lyshåredes arm over nakken og ledte ham hen til det andet bord fra døren. Det nærmeste bord. Den lyshårede lænede sig ind til ham. Slæbte på fødderne. Bevægede dem knapt. Ask så ikke ud til at anstrenge sig det mindste, selvom han bar den hvidhåredes vægt. Ansigtet var vendt mod den hvidhårede og udtrykket var mildt. Far og adoptivsøn, måske … tænkte jeg. Han satte sig og fik den hvidhårede ned at sidde ved siden af sig. Den hvidhårede trak fødderne op på bænken og lænede sig ind til ham, hovedet mod hans skulder.

Jeg tog frakken og mappen under armen og hans glas i hånden. Gik over til dem. Ask holdt den hvidhårede ind til sig. Den hvidhåredes pande lå mod Asks hals, hans øjne var lukkede og vejrtrækningen rolig og regelmæssig. Søvnen gjorde hans udtryk blidere. Jeg satte glasset på bordet og lagde mappen ved siden af, lagde frakken hen over den hvidhårede.

”Tak,” sagde Ask.

”Er han okay?” spurgte jeg.

”Ja. Han er bare træt og bliver hurtigt fuld.”

Meget hurtigt … ”Det var ham, du ventede på,” sagde jeg og satte mig på bænken overfor.

”Ja.” Ask nikkede. ”Han har rejst langt.”

Uden bagage …

”Du må undskylde hans manerer.” Ask strøg ham over kinden – langsomt og ømt. En bevægelse der syntes at indeholde en elskers savn. Ikke at jeg burde lade ham overraske mig mere. ”Han er ikke så god til at begå sig socialt. Tager tingene lidt for nært og er ret usikker på sig selv.” Han trak glasset til sig og tog en slurk.

Nu var hans bliks advarsel ikke til at misforstå …

Ask studerede mig. ”Tror han så dig som en mulig rival.”

Mig og en mand … Varme trak op i mine kinder. ”Men jeg er ikke … Jeg mener …” Jeg tog mig sammen. ”Jeg er hetro – bare genert, så det er ikke nemt at møde piger. Han har ikke noget at frygte.”

”Som jeg sagde.” Ask smilede. Mildt. Havde altså læst mig rigtigt. ”Han er usikker.”

Jeg studerede dem. Den hvidhårede, der sov uforstyrret, og Ask, der stor og massiv formede sig til en soveplads for ham. Blidt strøg ham langs underkæben og viede ham sin fulde opmærksomhed. Nærheden mellem dem, gjorde mig på en gang genert og misundelig.

”Hans gøen er som regel værre, end hans bid,” sagde Ask.

”Hvordan mødtes I?”

”Det er en meget lang historie,” sagde Ask og trak frakkens krave op til den hvidhåredes kæbe. ”Han arbejder med sikkerhed og gik for at være en utilnærmelig enspænder. Jeg blev nysgerrig. Det tog tid at vinde hans tillid.” Han lod hånden glide hen over det hvide hår. ”At lære ham rigtigt at kende.”

Den hvidhårede trykkede sig ind til ham og sukkede.

”I ser ud til at have det godt sammen.”

”Det har vi.” Ask rettede blikket mod mig. ”Nogle gange hjælper det, hvis man bare tager chancen.”

”Det er ikke altid nemt,” sagde jeg.

”Nej.” Ask lod fingrene kæmme det hvide hår. ”Han har en forfærdelig historie med sig i bagagen. Svigtet så mange gange at bare tanken om, at blive svigtet igen …” Han så op og forsøgte et smil. ”Men vi har været sammen i fem år nu – tre som venner og to som elskere.”

Ligesom når Christoffer fortalte om sit og Lenes sexliv, bredte en varm skamblandet fornemmelse sig i maven på mig og selvom det ikke var mig der spurgte mig frem til oplysningerne, følte jeg, at jeg trådte dem for nært.

”Er der ingen, du interessere dig for?” spurgte Ask.

Fornemmelsen af varm sommervind og lugten af friskslået græs og bilos, der kom ind gennem den åbne dør. Luften i baren tæt af stemmer og klirren fra glas og flasker. Brunetten med fregner over næsen, der sad ved bordet henne i hjørnet, med en iste, sin sorte tegneblok og en rød blyant mellem fingrene …

”Der er en, er der ikke?” Asks stemme bar antydningen af drilleri.

Jeg nikkede. ”Hun kom her næsten hver dag i sommers. Hun tegnede ovre i haven.”

”Og du talte ikke med hende.”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg turde ikke.”

”En skam,” sagde Ask. ”Men ikke nødvendigvis en katastrofe. Måske vender hun tilbage til sommer.”

”Måske.” Jeg lyttede til vindens pisken udenfor. Sommer var langt, langt væk …

”Hun kan have travlt med studierne, ligesom dig,” sagde Ask. ”Eller er måske for genert til at komme her, når der ikke er så mange kunder …”

”Jeg her ikke set hende siden,” sagde jeg – og det gjorde mere ondt, nu en anden kendte til hende. Selvom hun ikke ved, du eksisterer. Selvom hun sandsynligvis har en kæreste. Selvom hun kan være flyttet til en helt anden by.

Asks hånd lagde sig varm og tung oven på min.

”Det er fjollet,” sagde jeg. ”Det er bare fordi hun sad med den blyant og blokken, det er jeg sikker på. Fordi vi havde noget til fælles.”

Jeg så for mig, hvordan hun stilfærdigt gav sin ordre. Den ordre jeg aldrig turde tage. Hørte hendes ordknappe svar, på de spørgsmål Christoffer stillede, når han skruede charmen på over for hende. Ja, hun tegnede planter fra havens bede. Ja, hun kunne godt lide planter. Nej, ikke kun blomsterne – hun fulgte planternes udvikling gennem sæsonen. Og nej, hun havde ikke en ynglingsblomst. Jeg sugede svarene til mig. Lånte endda bøger om planter på biblioteket og begyndte at lære mig selv, at kende planterne fra hinanden. Prøvede at overbevise mig om, at jeg ville turde snakke med hende, hvis jeg vidste lidt om hendes interesse.

”En fælles interesse, gør det vel kun nemmere at komme til at tale sammen,” sagde Ask.

Jeg trak på skuldrene. Huskede hvor bange jeg havde været for at blive til grin, hvis hun afviste mig der i baren. ”Jeg fik ikke taget mig sammen.”

Jeg så for mig, hvordan sommerkjolens stof smøg sig om hendes ben, da hun vendte tilbage til sin plads. At hun slog op i sin blok og bladrede dagens ark igennem. Af og til rettede hun på skitserne og nogle gange fordybede hun sig i en tegning. Jeg hadede mig selv for, ikke at have vovet at tage kontakt til hende. Hvis hun sagde nej, var det værste der kunne ske jo, at Christoffer ville drille mig, så længe vi arbejdede sammen.

”Har du overvejet, at kigge efter hende i drivhuset?” spurgte Ask.

Jeg nikkede. Overvejet det, ja … Fået gjort noget ved det, nej …

”Måske skulle du kigge forbi deroppe,” sagde Ask og så op mod drivhuset. Bygningen syntes at bestå af gyldent lys og et tyndt metalskelet. De tropiske planters ekstralys, bag duggede ruder …

”Der er jo ikke meget at tegne udenfor mere,” sagde Ask. ”Indenfor er det derimod en helt anden sag …”

Jeg nikkede.

Han lod fingrene glide hen over den hvidhåredes øre og den hvidhårede rørte på sig, trak skuldrene op og brummede i søvne. Lagde armen hen over Asks bryst og tog om hans skulder. Så sært et par, de var …

”Jeg har boet her i byen hele mit liv,” sagde jeg. ”Og aldrig været deroppe.”

Ask smilede. Tog blidt om den hvidhåredes arm og støttede den. Hans blik var rettet mod den hvidhåredes ansigt. Udtrykket ømt. ”Gør det,” sagde han stille. ”Kig forbi. Om ikke andet får du varmen.”

 

Jeg fortalte hende historien et år senere – om det sære par fra baren. Fortalte hende det, da vi skulle flytte sammen og vi genså tegningerne fra det år sammen. Mine sære maskiner og bygninger – og hendes planter.

”Tænk,” sagde hun, lagde hånden hen over tegningen af en fremvoksende solsikke og kinden mod min skulder. ”Uden dem, ville vi måske ikke have mødtes …”

”En forfærdelig tanke.” Jeg lagde armen om hendes skuldre og gav hende et klem.

Hun drejede ansigtet mod mig. Smilede. ”Jeg må hellere advare dig om, at der er ikke kun planter i den her blok.” Hun bladrede. Skitsen på næste side viste mig servere en bakkefuld glas for et bord. Mit udtryk var roligt og koncentreret.

Hun klemte mit lår. ”Ja,” sagde hun. ”Forfærdelig …”

Jeg bøjede mig ned og kyssede hende.

Væsnet

Thomas vågnede med et sæt og stirrede op på hyttens mørke, buede bliktag. Efterårskulden og det undertrykte skrig stak ham i halsen. Væsnet fra mareridtet var stadig en fornemmelse i hans bevidsthed, men dets udseende var næsten smeltet væk. Han huskede kun mørke og lange klør. Sådan var det hver gang. Han vidste, at væsnet aldrig viste sig på samme måde to gange – det eneste der altid var der var klørene.

Der lød en mumlen fra sengen overfor. Det var David, hans nye førstepilot. Thomas lyttede. Længere inde lå deres bombekaster og snorkede højlydt, mens det virkede som om deres navigatør slet ikke var der. David vendte sig. Thomas lyttede anspændt. Davids vejrtrækning blev regelmæssig igen. Han misundte ham. Selv kunne han ikke falde i søvn igen.

Han satte sig op, så langsomt som muligt for at madrassens fjedre ikke skulle knirke højt og fandt sin jakke ovenpå det alt for tynde og stikkende tæppe. De sov i deres flyverdragter, for de metalplader, hytten var lavet af, gjorde ikke meget for at holde kulden ude. Han trak jakken ovenpå, stoppede fødderne i støvlerne og listede hen til døren. Han åbnede og lukkede den næsten lydløst. Hytten lignede en halvt nedgravet konservesdåse. Han gik rundt om den og lænede sig opad bagenden.

Stjernerne var skjult bag tykke, drivende skyer. Han så hen over perimetervejen, på flyene der holdt klar på standpladserne. De store maskiner aftegnede sig som sorte silhuetter imod nattehimmelen. Det var midt i august. Han var på vej ind i sit andet efterår i England. I det fjerne kunne han høre motorstøj fra de last- og tankbiler, der kørte til og fra de fly der holdt længere væk. Han slog jakkens krave op om ørene og tændte en cigaret.

De kaldte ham en overlever. Han smilede bittert. Det var noget af en misforståelse. Væsnet var et varsel, men det de andre ikke forstod var, at den eneste det beskyttede var ham. Han gjorde alt hvad han kunne når det viste sig, men det var ikke altid det var nok. Han tog et sug af cigaretten.

”… han overlever altid – overlever alting,” sagde en agterskytte om ham. Det var i juli og han sad i en overfyldt pub, sammen med Harvey – der var hans førstepilot dengang – og Bill, der var deres navigatør, og forsøgte at drikke sig til forglemmelse. Det gik ikke efter planen. Væsnet havde holdt ham vågen i tre nætter og jo mere han drak, jo tydeligere blev fornemmelsen af det. Han havde håbet på at få bare en nats søvn, før det næste togt. Han vendte sig imod agterskytten og så at væsnet stod bag ham.

”Er det ikke sandt!” råbte agterskytten og væsnet efterlignede ham. Thomas rejste sig og agterskytten kom hen og prikkede ham i brystet. Fjernt syntes han, at skytten virkede bekendt – som en han havde set i forbindelse med den sønderskudte maskine han havde listet hjem efter togtet til Hamburg; eller måske helt tilbage fra dengang i Canada …

Væsnet voksede, lænede sig frem og omsluttede agterskytten som en kåbe. Ånden stank af sur øl. ”Det er fuldstændig lige meget hvad fanden der sker, ikke?” En finger eller en kno prikkede ham i brystet.

”Du.”

Prik.

”Skal.”

Prik.

”Nok.”

Prik.

”Overleve.”

Han gav agterskytten et knytnæveslag over munden og så væsnet smile, mens hans hånd brækkede og hans offer faldt. Skarpe tænder, huskede han. En hel mundfuld af dem. Agterskytten ramte et bord. Det væltede og satte bevægelse i rummet. Folk rejste sig og kom med irriterede og overraskede udbrud. De skubbede til andre. En anden skytte stødte ind i en soldat, som skubbede igen. Thomas stirrede på væsnet og så det. Han holdt hånden ind til maven og mærkede at Harvey og Bill greb fat i ham og trak ham væk. Dumpet af agterskyttens krop der ramte gulvet, sluttede med et skarpt smæld. Han nåede ikke at sige eller gøre noget.

De fik ham ind i en taxi.

”Hvad skete der?” spurgte han og mente agterskytten.

”Lad være med at tænke på det. Hvordan går det med din hånd?”

Han så på den. ”Fint. Jeg tror den er brækket.”

”Til hospitalet,” sagde Bill til chaufføren. En lille evighed senere så en læge på hans hævede hånd og sendte ham til røntgen. Der skiltes han fra Harvey og Bill og så dem aldrig igen. En træt ung sygeplejerske – Gwen, fik han senere at vide, at hun hed – fulgte ham til røntgen og bagefter hen til et stort rum, med to rækker senge der alle var skjult bag forhæng. Hun tændte ikke lyset og var forsigtigt med ikke at larme, da hun trak forhænget til side.

Han greb hendes arm, da hun ville gå.

”Det tager lidt tid før billederne er klar,” sagde hun automatisk. Hendes hoved var drejet imod det sted, hvor hans hånd holdt hendes arm.

”Den mand jeg slog – han var agterskytte og jeg ramte ham på munden – ved du noget om ham?”

Hun rettede brat ansigtet mod ham og hendes krop blev så anspændt, at han forberedte sig på en lussing. Han løftede hovedet.

”Jeg skal se, hvad jeg kan finde ud af.”

”Jeg er ked af det,” sagde han. ”Virkelig.”

Hun trak sig fri og gik. Han lagde sig ned og hvilede til lægen dukkede op og tændte lys. Gwen stod ved siden af, med en kurv forbindinger. Lægen fortalte om bruddet, men efter han havde sagt at det ikke var så alvorligt, holdt Thomas op med at høre ordentligt efter. Gwen så sammenbidt på ham, så han forberedte sig på dårlige nyheder. Lægen gik og hun trådte hen til ham. Satte kurven fra sig på sengen og fandt en skinne og en rulle forbinding frem. Hun lagde skinnen under hans arm og hånd og bandt den fast med øvede bevægelser. Hun strammede forbindingen om hans hånd, til han snappede efter vejret og løsnede den så igen. Han sagde ingenting.

”Vi kan ikke gøre mere for dig, før hævelsen har lagt sig. Sørg for at holde den i ro.” Hun lagde en slynge om hans hals og så ham ind i øjnene. ”Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun. ”Har han kysset din pige?”

Han nikkede. Sandheden var for besværlig. ”Hvordan har han det?”

”I er tåbelige. Tåbelige små drenge der stadig tror, at det hele er en leg.”

Han undgik at sige, at hun så ud til at være yngre end ham. Han sank. ”Er det slemt?”

Hun flyttede hovedet tilbage i et ryk og trak vejret ind, men så faldt hun lidt sammen igen. ”Nej. Han slog hovedet og du har smadret hans læber og slået nogle af hans tænder løse. Det kommer til at tage tid før han kysser nogen igen.”

”Tak – for oplysningen.”

Hun rystede på hovedet og gik. Han faldt lettet i søvn og sov dybt og godt, indtil mørket begyndte at bølge og sno sig. Han hørte motorlarm og fjerne råb. Han ville advare, men røgen fyldte hans mund og stak i hans hals. Råbene lød nærmere, mere desperate. Lyden af metal der blev trukket fra hinanden overdøvede alt andet. Røgen fik gyldne kanter. Glimt af metal stak i mørket. Han prøvede at råbe, men røgen trykkede imod hans øre, øjne og mund som om den ville kvæle ham. Som om den ikke kunne nøjes med at kvæle hans krop, men også ville kvæle hans sjæl. Han slog ind i mørket og kæmpede for at være. Så stivnede han. Væsnet var der. Han så det stå med ryggen til og armene ud til siderne. Kløerne var skinnende metal og ild slikkede opad dets ryg. Det vendte sig og smilede til ham. Et raseri voksede ud af frygten og byggede sig op, til han ikke kunne holde på det et øjeblik til. Han skreg og satte sig op. Han kom på benene og flåede forhænget til side. En sygeplejerske stod ved en af sengene overfor.

”En telefon? Hvor har I en telefon?” spurgte han. Hun stirrede forskrækket på ham og pegede. Han fulgte retningen, huskede at han havde set en telefon i det rum, hvor han sidst havde set sin Harvey og Bill. Mindet gav ham kvalme. Gangen vred sig foran hans øjne, som en hængebro i blæsevejr. Han følte sig alt for let og fjern og lod en hånd følge væggen.

Han fik det lidt bedre, da han så telefonen. Den gav ham et fastforankret mål. Han fiskede mønter op af lommen og klemte røret fast imellem halsen og skulderen for at dreje nummeret, fik fat i damen ved omstillingen og bad om at blive stillet videre til sin eskadrille. Telefonen ringede to gange, før en stemme svarede.

”Jeg vil gerne tale med second lieutenant Harvey Hudson – jeg er hans andenpilot og ville sige …” Der var stille i den anden ende, en stilhed som fra et tilbageholdt åndedræt. Det trykkede om hans mave, lunger og hjerte.

”Du ved det altså ikke?” sagde stemmen. ”Vi har mistet dem.”

”Hvordan?” Han tvang ordet frem.

”De blev ramt af antiluftskyts, direkte.”

Hans ben gav efter, han slap røret og satte sig på gulvet. Hvor længe han sad der og stirrede på ingenting og kæmpede med tomheden og kvalmen, vidste han ikke. Gwen satte sig på knæ foran ham.

”Kom med mig” sagde hun. ”Du kan ikke sidde her.” Hun hjalp ham op at stå, satte røret på plads og fik ham tilbage til sengen. ”Er der noget jeg kan hente til dig?”

Han rystede på hovedet og lagde sig med ryggen til. Det var først da den knugende fornemmelse lettede, at det gik op for ham, at hun havde talt blidt til ham. Han hørte skridt der nærmede sig og satte sig op. Gwen kiggede ind til ham. ”Du ser bedre ud,” sagde hun stille og trådte indenfor.

”Jeg har det bedre.”

”Hvad skete der?”

”Jeg fik at vide, at alle i den besætning jeg hørte til, er døde.”

Hun satte sig ved siden af ham. ”Min mand var i RAF. Han blev skudt ned over Frankrig i marts 1941. Jeg ved ikke, om han er i live.”

Thomas nikkede.

”Agterskytten er for resten blevet flyttet til et andet hospital.”

”Jeg håber, han kommer sig.”

”Jeg er ked af, at jeg var så hård ved dig.”

”Det skal du ikke være. Det var dumt gjort.” Han så på sin brækkede hånd.

”Du ønsker, at du havde været der, ikke?”

Han nikkede.

 

Vinden strøg hans ansigt og han så ud over pladsen. Da hans hånd var helet, fik han det brev, der forflyttede ham hertil. Han tog et sug af cigaretten. Officielt var han her for at lære Davids besætning op og de behandlede ham venligt og lidt for forsigtigt. De vidste, at han havde mistet sin besætning. Han havde hørt dem tale om det, når de troede at han ikke hørte det. De kendte alle rygerne om hvordan det var sket. Langt fra alle historierne havde noget med sandheden at gøre. En fortalte at grunden til slagsmålet var, at Thomas forsvarede en pige imod en grov fuld soldat og en anden fortalte, at han havde brækket sin hånd for at slippe for at flyve. Thomas vidste at bombekasteren, Sam, troede mest på den sidste og at David altid irettesatte ham. Det virkede indtil videre. Thomas havde fået dem helskindede igennem deres træning i formationsflyvning og rygterne om alle de sønderskudte maskiner han havde været med til at liste hjem og om den gang han reddede Harveys liv, havde også gjort deres indtryk. De forsøgte af og til at få ham til at røbe hvilke af rygterne der var sande, men han svarede dem ikke. Han skulle kun følge dem på to togter og så skulle han videre til en anden besætning og så en anden og en anden. Indtil et uheld eller fjendes ild fik ramt på ham eller han opnåede de femogtyve missioner, der kunne få ham sendt hjem.

Han åbnede og lukkede hånden. Den fungerede udmærket nu og gjorde aldrig ondt, men når det var koldt føltes det anderledes, når han greb om ting. Han strøg sig over håndryggen og mærkede de steder hvor knoglerne var blevet tykkere, fordi de var vokset sammen igen. Episoden havde sikret, at han aldrig ville blive førstepilot.

”Nå du er tidligt oppe igen i dag,” sagde Brian, han var lederen af det hold mekanikere der holdt deres fly på vingerne.

Det gav et sæt i ham. ”Ja.”

Mekanikeren tændte en cigaret og det flakkende lys afslørede at han så på ham. ”Det er tredje dag i træk nu – er der noget galt?”

”Nej,” svarede han hæst og vidste, at det ikke lød overbevisende. Alle fuldtallige besætninger var skrevet op på tavlen, for dem der skulle på mission den dag. Og de var en af dem.

Mekanikerens toneleje ændrede sig ikke. ”Var det noget med en kop kaffe, før dagen starter for alvor.”

”Ja.” Han smed cigaretten, maste den ud med foden og fulgte mekanikeren hen imod flyene.

 

David, Sam, Jeffrey og skytterne sluttede sig til køen, der var på vej ud af messen. De gik og snakkede. De havde spist sammen alle ti, men i den skubben og masen der altid var omkring døren, havde Thomas ladet sig falde tilbage og gik bag to sideskytter fra en anden maskine.

Morgentågen var blevet tættere og fugten klæbede til huden. Godt, tænkte Thomas. Den vil give udsættelse. Han trådte ind ved siden af døren og tændte en cigaret.

Længere fremme standsede David og trådte væk fra strømmen af besætningsmedlemmer og så sig om. Resten af besætningen standsede omkring ham. David ville få øje på ham på et tidspunkt, så Thomas sluttede sig til dem og de fulgte strømmen af de andre besætningsmedlemmer fra de klarmeldte fly, der bevægede sig hen imod briefingsrummet.

Briefingsrummet lå i en hytte magen til den de sov i, den var bare meget større – og materialeafdelingen lå ved siden af som en spejling.

Køen af besætningsmedlemmer trak langsomt indenfor i briefingsrummet. Det elektriske lys skinnede ned over rækkerne af stole. En smal gang ledte op imod en lav forhøjning, hvor der stod en tavle og tavlen var dækket af et stykke sort stof. Luften var fyldt af cigaretrøg, slæben fra tungt fodtøj, skraben fra stole og en summen af stemmer. De forreste stolerækker var ved at blive optaget af piloter, navigatører og bombekastere. Skytterne satte sig på de bagerste rækker.

Thomas, David, Sam og Jeffrey fandt fire pladser tættest på gangen, tredje række fra tavlen. Thomas satte sig yderst. David sad ved siden af og så op imod tavlen. Under stoffet var kortet der skulle vise dem ruten og fotografierne af målet.

”Hvor tror du, vi skal hen?” spurgte David og lød til at være lige så spændt, som han var nervøs.

Thomas mærkede væsnet bag sig. Han kastede et blik på David og vendte blikket mod tavlen igen. Han så på den rulle snor der sad fast på kanten af tavlen. Rullen kunne skubbes op og ned langs tavlens kant og snoren på den blev brugt til at markere ruten. Rullen var næsten tom. En tyngde lagde sig kold og slap i hans mave og fornemmelsen af væsnet blev tydeligere. Den hånd der holdt cigaretten begyndte at ryste. Han kastede den halve cigaret på gulvet og trådte den ud. Allerede, tænkte han. For fanden da, det kunne de ikke mene. Ikke som deres første togt.

David vendte sig imod ham.

Thomas sparkede skoddet ind under stolen foran. ”Det er ligegyldigt,” sagde han og blev klar over, at han mente det. Han ville ikke lade David komme i luften, uden han selv var med. Hvis væsnet ville beskytte ham, måtte det beskytte dem alle sammen.

David så taknemligt på ham.

Oppe på forhøjningen trådte en major, meteorologen og de andre der skulle fortælle dem hvor de skulle hen, frem ved siden af tavlen. De ventede på at den værste uro skulle lægge sig. Stoffet blev fjernet fra tavlen, som om de afslørede et mindesmærke. Majoren trådte frem og begyndte at fortælle om målet: kuglelejefabrikken i Schweinfurt. Thomas lyttede med et halvt øre. Han så på nålene i kortet og snoren der var spændt ud imellem dem. En enkelt stram snor. Den vej ud og den vej tilbage. Det viste lige så lidt om virkeligheden, som kortet. Schweinfurt. Ingen havde været så langt inde over Tyskland før. Meteorologen tog over efter majoren. Han fortalte hvor skyerne ville ligge og så fortalte den der skulle styre trafikken på jorden, i hvilken rækkefølge de skulle taxie ud. Formationen var tegnet op med kridt og numrene på flyene var skrevet ved siden af. Deres fly skulle flyve midt i det midterste lag – en forholdsvis sikker plads.

”En time til afgang,” sagde majoren. ”Lastbilen venter på jer ved materialeafdelingen.” Thomas trak sig tilbage til nuet. Rummet var fyldt af en brummen af stemmer. Besætningerne rejste sig og bevægede sig ud. Thomas rejste sig og David og de andre fulgte ham. Skytterne og tågen ventede på dem udenfor døren. Jeffrey og Sam vinkede og gik til mere briefing. Skytterne fulgte David og Thomas hen til køen foran materialeafdelingen. Thomas bemærkede, at der allerede holdt to lastbiler og ventede på at bringe det første hold ud til flyene. De kom indenfor og fandt deres flakveste og faldskærme. Skytterne fandt også deres maskingeværer. Lastbilerne var på vej tilbage, da de kom ud. De steg op som de første. Lastbilen blev fyldt. Thomas bankede på bagbeklædningen til førerhuset og lastbilen satte i gang. De humpede ud til perimetervejen og drønede frem til den første standplads. Syv mænd masede sig ud fra midten af lastbilen og sprang ned. Næste gang sprang tre skytter af og næste gang en andenpilot og en skytte. Lastbilen standsede igen. Thomas, David og deres radiooperatør og skytter sprang af.

Deres B-17 holdt foran dem, sløret af tågen. Mekanikerne puslede stadig om den. Bombelugerne stod åbne og arbejdslyset derindefra blev kastet ned på betonen. Thomas trak vejret dybt ind og vurderede tågen. Den var stadig for tyk til at det var sikkert at sende flyene i luften. Han gik frem mod flyet. Maskinen hvilede tungt på vinge- og halehjulene. Forruden og det plexiglas næsesektionen bestod af gav svagt genskin. Flyet så næsten fredeligt ud uden bombekasterens og topskyttens maskingeværer. Det øverste af det enorme sideror var synlig over cockpittet. Vingerne strakte sig ud til siderne. De øverste blade fra propellerne stak frem over de fire motorer i vingerne. Foran motor nummer to stod Brian og kiggede op mod udstødningsrørene.

Skytterne og radiooperatøren gik hen til døren foran højderorene.

David trådte ind ved siden af Thomas, han så op mod cockpittet. Thomas nikkede mod Davids udstyr. ”Lad mig tage det der.”

David kastede et blik på Brian og nikkede. Han overlod udstyret til Thomas og gik hen til mekanikeren. Pilot og mekaniker fortsatte inspektionsrunden sammen. Godt. Davids flakvest gled ned fra toppen af stakken af faldskærmspakker og flakveste og Thomas lagde den derop igen. Det var ham der havde foreslået David at gå inspektionsrunden med Brian. Harvey havde altid gjort det. Da Thomas havde spurgt ham hvorfor, svarede han at det var en god måde at overtage flyet på. Thomas havde ikke forstået hvorfor det var vigtigt på det tidspunkt. Det gjorde han nu. Det fik mekanikerne til at føle sig som en del af holdet og ansporede dem til at arbejde hårdere for at holde flyet i tiptop stand – og dybest set afhang deres liv af at mekanikerne var omhyggelige i deres arbejde. Thomas rystede mindet af sig.

En skraben og raslen fortalte at Gray var ved at sætte sine maskingeværer på plads i rygtårnet. Kort efter begyndte tårnet at dreje fra side til side. Det var rart at vide, at bare en af dem var begyndt at arbejde systematisk og koncentreret – at øvelsesflyvningerne og skydeøvelserne over de skotske søer havde hjulpet. Han så forgæves efter sideskytternes geværer.

Ud af øjenkrogen så han de slyngede hvide bogstaver strakte sig i et bånd hen over flyets næse. Angela, stod der. Som altid gav det et sug i Thomases mave og fornemmelsen af væsnet voksede frem. Den første gang David præcentrede ham for flyet og fortalte, at det var navnet på hans forlovede, føltes det som om blodet krystalliserede Thomases åre. David havde stået foran ham, ung og rødmende, og rodede efter et eller andet i en lomme. Han havde vist Thomas et fotografi af en smuk blond pige, der sad med en hundehvalp på skødet. Thomas havde undskyldt sig og var gået hen til eskadrillens chef, for at bede om at blive flyttet til en anden besætning. Chefen havde spurgt ham om hvorfor og han havde sagt: glem det.

Udstyrets vægt trak ham tilbage til nutiden. Han hankede op i det og gik udenom vingen og hen til døren foran højderorene. Den stod åben og han snoede sig ind i flyet, omhyggelig med at faldskærmspakkerne ikke kom til at skrabe imod noget eller hænge fast. Han stødte ind i radiotelegrafisten og tabte stakken. Agterskytten stod ved siden af telegrafisten og tilsammen gjorde de tre, det smalle rum tæt ved halen, umuligt at bevæge sig i. De to sideskytter og bugskytten stod midt i halesektionen, deres geværer stod lænet op af flyets sider. Agterskytten greb sit gevær og forsvandt ud i halespidsen.

”Officer midtskibs,” sagde den ene af sideskytterne. ”Se effektive ud.”

Idiot.

”Hold mund, Ed,” sagde Gordon. Den anden sideskytte.

”Undskyld,” sagde telegrafisten og hjalp Thomas med at samle tingene op.

Thomas gik opad mod cockpittet og hørte, at telegrafisten fulgte efter. De to midterskytter og bugskytten gjorde plads ved at stille sig ud til siderne. Pust af luft kom ind gennem ind gennem de åbninger, sideskytterne holdt øje ud af og skød fra.

Han nåede telegrafistens lille aflukke og trådte gennem døråbningen.

”Der er uheld ved ham,” sagde Ed stille.

”Hold bøtte.”

 

Telegrafistens udstyr var sære skygger ved siden af ham. Han trådte gennem den anden åbning og ind i bomberummet. Den vandkolde morgenluft trak ind gennem de åbne bombeluger og i lyset fra arbejdslamperne stod denne del af flyets indre klart frem.

Han gik ind på den smalle metalbro mellem bomberne og bevægede sig mod cockpittet. Bomberne sad i deres stativer på begge sider af ham. Buttede metalcylindere skabt til død og ødelæggelse. Det var umuligt ikke at kigge på dem. Fornemmelsen af væsnet voksede frem bag ham og noget langt, smalt og hårdt blev trykket ind mod hans ryg, parallelt med rygraden. Han stivnede. Så tydeligt plejede han ikke at mærke væsnet om dagen. Et bevis på, at han fik mindre søvn end godt var. Han burde måske ikke engang flyve, men hvis han lod være … En skygge ramte den bombe der lå øverst i rækken ved siden af ham.

Trykket mod hans ryg og fornemmelsen af væsnet forsvandt. Han vendte sig, men så ikke andet end den mørke døråbning ind til telegrafisten.

Intet ved bomben fik den til at skille sig ud fra de andre. Ikke andet end det at væsnet havde udpeget den.

”Gray,” kaldte han.

Der lød skramlen og fodtrin og Gray dukkede op i døren til cockpittet. Han missede med øjnene. ”Ja?”

Thomas pegede på bomben. ”Få fat i en til at se på den bombe her. Grundigt. Ophæng og det hele.”

”Okay.” Gray trådte ind i bomberummet og Thomas flyttede sig fra gangbroen. Gray gik over broen og forsvandt ind i telegrafistens aflukke.

Thomas så gennem de åbne bombeluger og ned på cementen under flyet. Der groede græs i revnerne. Han gjorde sit bedste for at genkalde sig fornemmelsen af væsnet. ”Hvorfor beskytter du mig?” hviskede han. ”Jeg er det ikke værd.”

Grays stemme lød udenfor. Så burde bomben være i gode hænder. Thomas gik hen til døråbningen der ledte ind til cockpittet og trådte over det høje trin. Lys fra bomberummet blev kastet ind gennem døren og kastede fredelige og velkendte skygger fra topskyttens platform op på ryggene af pilotsæderne. De kendte lugte af benzin, maskingeværolie, gummi og læder samlede sig om ham.

Han bar udstyret hen til pilotsæderne og lagde stakken fra sig på sit sæde. Så satte han faldskærmene i holderne på sædernes rygge og lagde resten af Davids udstyr over på hans sæde. Sin egen flakvest lagde han under sædet og sikrede sig, at han let ville kunne få fat i den igen.

Der blev skramlet i bomberummet.

”Hvilken en?” spurgte en tekniker.

”Den der,” sagde Gray.

Mere skramlen.

Han overvejede at gå ud og se dem over skuldrene. Også selvom det ville underminere Grays autoritet og at han blandede sig i noget, han ikke vidste ret meget om.

”Der er ikke noget galt,” sagde teknikeren.

Kolde prik bredte sig fra Thomases nakke og bevægede sig både op mod hovedet og ud over skulderne. Fornemmelsen af væsnet voksede frem bag ham og han fornemmede ild omkring det. Han gik hen til døråbningen.

Teknikeren stod på en stige og havde en svensknøgle i hånden. Gray stod ved siden af. De stirrede begge på ham.

”Tjek den igen!” sagde han.

”Hr?” spurgte teknikeren.

”I hørte mig,” sagde han og vidste, at han burde stoppe. At han ikke opnåede andet end at presse teknikeren ind i forsvarsposition. Væsnet var bag ham. ”Tjek den igen.”

Teknikeren rynkede bryn og pegede på bomben med svensknøglen. ”Men jeg har allerede …”

”Tjek den igen,” sagde Thomas og gik ud på gangbroen. Han stirrede ind i teknikerens ansigt. De forventede et røvhul – og så kunne de ligeså godt få det. ”Jeg melder dig for lydighedsnægtelse, hvis du ikke tjekker det igen – og det grundigt!”

”Javel, hr!” Teknikeren vendte sig mod bomben igen.

Ud af øjenkrogen opfattede Thomas at Gray så på ham. Hans øjenbryn var rynkede og læberne trykket sammen. En smøg, tænkte Thomas. Jeg trænger til en smøg.

Han trådte ind i radiotelegratistens lille aflukke. Telegrafisten sad i sin stol og drejede på knapper, hovedtelefonerne lå på det lille bord foran ham. Bugskytten så ham over skulderen åbenbart helt opslugt af arbejdet. Et foto af telegrafistens familie og et postkort af en glorieklædt kristus var klæbet op på instrumentet. Telegrafisten så op.

”Alt i orden?” tvang Thomas sig til at spørge. Velvidende at telegrafisten og bugskytten havde hørt hans samtale med teknikeren.

Telegrafisten nikkede.

”Godt.” Thomas trådte ind i halesektionen.

Sideskytterne stod med geværerne og bevægede sig fra side til side, for at sikre at ophænget fungerede fejlfrit. Da de skulle forbi hinanden stødte de sammen.

”Fjols,” sagde Gordon.

”Kvaj.”

”Er alt også i orden her?” spurgte Thomas og afbrød skænderiet før det nåede at udvikle sig.

De stirrede efter hinanden som et par haner i en hønsegård.

”Ja,” sagde Gordon.

”Helt i orden,” sagde Ed.

”Godt at høre – og må jeg så komme forbi?”

”Selvfølgelig,” sagde Ed og skytterne flyttede geværerne så langt til siden som det lod sig gøre og gjorde plads for ham. De løftede begge to den ene hånd og gjorde honnør. Han gengældte deres hilsen, uden at kunne blive enig med sig selv om, de gjorde nar af ham.

Gulvet skrånede nedad mod halen og agterskyttens plads. De buede vægge trak ind mod ham, jo længere han kom frem. Han satte hånden på karmen til agterskyttens plads.

Agterskytten skramlede med sit gevær. Thomas kiggede ind.

”Alt i orden?” spurgte han.

Agterskytten vendte sig mod ham.

”Tip top, skipper.”

“Godt.”

”Ja, vi er alle sammen klar til at give de nazisvin nogle tæv,” sagde Ed.

Thomas nikkede. Første gang i kamp og de troede, at de kunne klare alt. En følelse væsnet ikke havde tilladt ham.

Han klappede karmen og gik udenfor.

Lad dem bare synes, at jeg er et røvhul. Thomas fandt sine cigaretter frem og tændte en, sugede hårdt på den og så gløden bevæge sig hurtigt ned mod hans fingre. Røgen prikkede i hans lunger og spredte en blød varme i ham. Han holdt på røgen i lungerne og så på de nederste lag af tåge, der bevægede sig som bølger over landskabet. Lad den tåge blive liggende, tænkte han, selvom han vidste at det ikke ville ske. Lad den lukke sig tæt og tyk. Han pustede røgen ud og rystede på hovedet af sig selv.

Han vendte sig mod motorerne og opdagede, at flere af mekanikerne havde samlet sig i nærheden af bomberummet og at dømme efter lyden af deres stemmer, havde han fået gjort sig godt og grundigt upopulær. De kunne sikkert heller ikke se, at der var noget galt med bomben. Havde teknikeren fornuften i behold indgav han en klage og så stod han til en reprimande, når han kom tilbage. Hvis han kom tilbage. Cigaretten brændte hans fingre og han smed den på jorden og trådte den ud. En sten lå tæt på hans fod og han skubbede den væk fra højderoret, sikrede sig at der ikke stod nogen eller noget i vejen og sparkede stenen væk fra standpladsen.

”Rend mig.”

Han stak hænderne i lommen og gik langs med vingen ud mod kanten af pladsen.

Lyden fra en lastbils motor nærmede sig ude på perimetervejen. Han vendte sig og røg langsomt det sidste af cigaretten. Lastbilen standsede ud for flyet og Jeffrey og Sam sprang af ladet. Forskellene mellem de to var slående. Sam var stor og bygget som en bokser. Hans gevær hvilede mod skulderen og han bevægede sig med samme selvsikkerhed som en helt fra en cowboyfilm. Jeffrey derimod var lille og tynd som en pind. Han havde en stak foldede kort under armen og havde det blæst, ville vinden have fejet ham med. Han løftede en hånd og hilste på Thomas, mens Sam gjorde et nummer ud af at overse ham. De gik hen til flyet og forsvandt ind i det.

Kort efter kom teknikeren ud fra under flyet og hen til ham. Han stod ret og gjorde honnør.

”Alt i orden, hr!”

Han besvarede hilsnen. ”Godt … Og tak.”

En trækning gled over teknikerens ansigt og et øjeblik så det ud som om han ville sige noget, men han styrede sig og gik sin vej i stedet.

Thomas vendte sig mod flyet og så silhuetten af Sam gennem plexiglasset i forenden. Han var ved at sætte geværet på plads – det sidste gevær.  Thomas lod blikket glide hen over skroget. Geværerne stak ud i alle retninger. Flyvende fæstning – man kunne forstå at folk havde kaldt den det. Desværre var forsvaret ikke ubrydeligt.

 

Himlen ændrede farve til mørkeblå og de sidste slør af tåge lå halvt gennemsigtige i terrænets lavninger eller krøb ind til bygningernes fundamenter som i et forsøg på at undgå det uundgåelige.

Førflyvningskvalmen begyndte at murre i Thomases mave og selv røgen kom til at smage bittert. Han klemte gløden ud og stak stoddet tilbage i pakken. Røgen fra de andre besætningsmedlemmers cigaretter prikkede i hans næse og han trak sig længere væk fra dem.

Et vindstød blæste lugten af kaffe fra mekanikerne, der stod i en gruppe i udkanten af standpladsen, og hen til ham. Skridt nærmede sig. Brian gik med hænderne i lommerne og en cigaret bag øret.

”Nu passer du på vores drenge, ikke?” sagde han alvorligt og så på ham, som om ordene havde en ekstra betydning. Sikkert en hentydning til det med bomben.

Han rynkede bryn og nikkede.

”Godt.” Brian lænede sig opad flyets side, trak cigaretten fra øret og tændte den.

Thomas lænede sig opad flyet ved siden af ham.

Henne ved vingebagkanten stampede Ed i cementen, trak skuldrene op til ørerne og kastede et misbilligende blik op i himlen. ”Gråt, gråt, altid gråt,” sagde han og så rundt på de andre. ”Altid koldt og klamt. Jeg forstår ikke hvordan englænderne holder ud at leve her.”

Sam knipsede sit skod fra sig. ”Det er sikkert det, der gør dem så skide kedelige.”

David kiggede op i himlen. ”Jeg er nu sikker på, at det bliver klart i dag.”

Sam tændte en ny cigaret. ”Den eneste dag vi ikke er her.”

David smilede. ”Godt vejr, er flyvevejr.”

”Mener du …” Sam lignede en som ordene smuttede fra. Han stod et øjeblik og bare stirrede på David, så bøjede han hovedet og koncentrerede sig om at ryge.

Godt gjort, David.

David vendte sig mod Gray. ”Er alt i orden ombord?”

Gray flyttede vægten fra et ben til et andet. ”Det skulle det være – nu.”

David så et øjeblik på ham og Thomas gjorde sig klar til at optrinnet med bomben kom frem, men Gray sagde ikke mere.

David smilede til dem alle sammen. ”Så er vi klar til at give nazisterne nogle klø.” Han klappede bugskytten på skulderen. Så klar som I når at blive, tænkte Thomas og rettede blikket mod jorden.

Motorlyd fra en bil nærmede sig. Han rettede blikket mod perimetervejen og så en jeep standse ved flyet ved siden af deres. Chaufføren gav en besked og kørte videre. Så var det snart alvor. Brian slukkede cigaretten og vinkede en af de andre mekanikere hen til sig. Thomas klappede på sine lommer og sikrede sig, at alt var på rette plads. Kvalmen erstattedes af en langt mere konstruktiv anspændthed.

Jeepen standsede. ”Afgang!” råbte chaufføren. ”Husk startrækkefølgen.” Så kørte han videre.

De to mekanikere gik i gang med at trække snorene til de klodser, der lå foran hjulene, udenfor propellernes rækkevidde. Besætningen derimod lignede en flok får der havde søgt sammen i et hjørne af folden. De stirrede efter jeepen.

Thomas gik mod døren. ”Kom så,” sagde han og de andre satte i bevægelse.

Gray klatrede op på platformen og hans skridt var hørlig i cockpittet. Thomas gik hen til sit sæde. Flakvesten lå, som han havde efterladt den. Han lagde den ind under sædet, satte sig ned og sikrede sig endnu engang, at han hurtigt ville kunne få fat i den. David lagde sine ting på plads og satte sig i sædet ved siden af ham.

Thomas trak clipboardet med tjeklisten til sig og kastede et blik hen over instrumentbrættet. Glassene over instrumenterne fangede en smule lys og skinnede gråligt som tågen udenfor.

”Klar,” sagde David og de løb tjeklisten igennem – langsomt og metodisk. Alt var som det skulle være. Selvfølgelig. Mekanikerne havde tjekket det flere gange. De havde også haft alle motorerne tændt, for at sikre at de virkede som de skulle og for at varme dem op.

”Så er vi klar til vores ilddåb,” sagde David og lignede en der lige så meget prøvede at overbevise sig selv.

Thomas nikkede. Syn af fly der blev ramt af antiluftskyts eller skud fra jagere og eksploderede på himlen viste sig for hans indre øje.

Lyden af fire motorer der blev startet kom fra standpladsen ved siden af. Dæmpet af afstanden og jordvoldene.

Thomas kastede et blik ud gennem sideruden og så vingen række ud i landskabet. To af motorerne sad i vingen på hans side – store og kraftige, klar til at trække flyet, udstyret og dem op i himlen og over Kanalen til fjendeland. Få os dertil og få os tilbage, tænkte han. Til gengæld lover jeg, at de ikke får lov til at pine jer unødigt.

”Lad os starte,” sagde han.

David gik i gang med at slå til de rigtige kontakter og flytte på de rigtige håndtag. En efter en startede motorerne – ingen væring, ingen mislyde. De fyldte luften med røg og deres kraftfulde brummen. Vibrationerne forplantede sig til flyet.

Flyet, på standpladsen ved siden af deres, rullede ud på perimetervejen, vendte halen mod dem og trillede mod startbanen.

David gjorde tegn til mekanikerne og slog hjulbremserne fra. Deres fly trillede ud på perimetervejen.

På vej, tænkte Thomas og ledte efter fornemmelsen af væsnet. Fornemmelsen var bag ham og vag som en skygge.

 

* * * * *

 

Foran dem strakte byens grå mønster af bygninger sig ud i landskabet. Schweinfurt  – endelig. Den første bølge var en række små prikker på vej ind over den og omkring dem dukkede gnister af antiluftskyts op. De fleste af gnisterne lå tæt omkring flyene. Forbandede dygtige skytter.

David stirrede på den tætte ild. ”Og vi skal igennem det der?”

Thomas nikkede og fulgte formationen mod byen. De var næste bølge.

En af første bølges fly eksploderede og det gav et gib i David.

Det var bedre at han fik noget at tage sig til, i stedet for bare at sidde og kigge på udsigten.

”Tag over,” sagde Thomas og sikrede sig at flyet lå fornuftigt i forhold til de andre.

David greb om styrepinden og satte fødderne på pedalerne. Han overtog styringen og Thomas kunne læne sig tilbage og slappe af. Forude begyndte første bølge at slippe deres bomber. Formationen hoppede i vejret, da bombernes vægt forsvandt. Kort efter steg flyene for alvor, da piloterne overtog styringen fra bombekasterne og kæmpede for at få de store maskiner ud af antiluftskytsets rækkevidde. Snart var de oppe over antiluftskytset og på vej væk fra byen.

Gule glimt mellem bygningerne viste hvor de kastede bomber eksploderede. Spredningen af brandene var endnu et tegn på, hvor effektive de tyske skytter var.

Bygningerne begyndte at skille sig ud fra hinanden og deres egen formation nærmede sig udkanten af byen. Sorte og hvide skyer efter antiluftskytset lå i et lag og viste dem hvilken vej de skulle. De nye granater ventede på deres ankomst.

Thomas hjalp David med at lægge flyet på kursen og holde det der. Trods de første antiluftskytseksplosioner. Industrikvarterets skorstene stak op i himlen og lå lige på deres kurs. Antiluftskytset blev tættere og mere præcist. Flyet ved siden af dem slog op med den ene vinge og drejede mod dem.

Thomas fik flyet til at stige. Ud af øjenkrogen opfattede han den antiluftskytseksplosion, der havde fået det andet flys piloter til at reagere. Eksplosionen var på uskadelig afstand. Gray skramlede på platformen.

Det andet fly rettede op.

”Idioter,” bandede Thomas.

”Hvad laver I deroppe!” lød Sams stemme i hovedtelefonerne.

Thomas rettede på højde og kurs. De første brande efter bomber dukkede op forude – et stykke fra målområdet. Antiluftskytset eksploderede på alle sider af dem. Af og til raslede sprængstykker mod skroget.

Ingen fornemmelse af væsnet, tænkte Thomas. Vi er sikre endnu.

Målområdets brande nærmede sig.

”Længere til styrbord,” sagde Sam.

De rettede på kursen.

”Ja!” sagde Sam.

Turbulens fra flyet foran fik deres fly til at ryste og at holde det krævede flere kræfter end ellers og fuld koncentration. Flyet foran dem slap bomberne og sprang op i luften og ud af syne. Turbulensen forsvandt. Antiluftskytset syntes at samles omkring dem.

Thomas kneb øjnene sammen og stirrede på det blå mellem eksplosionerne. Igennem det. Vi kommer igennem det.

”Bomber kastet,” sagde Sam.

Thomas fornemmede væsnet bag sig. Mærkede varmen som fra ild mod sin ryg og hørte den glatte lyd af klørene der gled mod hinanden. Et gult glimt blindede ham og sprængstykker raslede mod siden af cockpittet. Flyet sænkede vingen og han kæmpede imod. Lyden fra de andre motorer blev anstrengt. Han fik synet igen og så at den yderste motor var forvandlet til sortsvedent skrot. Han lukkede for brandstoftilførselen. Temperaturen på den anden motor steg. Lad det være på grund af overarbejde.

Davids stemme lød anstrengt. ”Alle ok?”

”Der er lidt gennemtræk hernede,” sagde Sam.

”Tårnet sidder fast,” sagde bugskytten.

”Jeg hjælper ham,” sagde telegrafisten.

”Alt fint her,” sagde Jeffrey.

”Vi er ok,” lød det fra Gordon.

”Også mig,” sagde haleskytten.

”Mit tårn virker,” sagde Gray.

Fartmålerens nål gled langsomt nedad og temperaturen på motor tre steg. Thomas kiggede efter formationen. De var på vej op i himlen, allerede på sikker afstand af antiluftskytset. Med kun tre motorer ville de få svært ved at indhente dem.

Væsnet syntes at komme tættere på ham. Varmen var erstattet af kulde. Han rystede på hovedet. Ikke nu.

De behøvede fart.

”Vi må dykke,” sagde han.

David stirrede på ham. ”Ned i det der igen?”

Antiluftskytset eksploderede et stykke under dem – tæt som et tæppe. Thomas kastede et blik på fartmåleren. Nålen faldt stadigvæk.

”Vi skal bruge farten.”

Væsnet syntes at stå lige bag ham – syntes at være hans ryglæn. Kulden forplantede sig til ham og selerne føltes som væsnets hænder og hvilende klør.

”Hvordan går det med bugskytten?” spurgte David.

”Jeg er fri,” sagde bugskytten.

”Der er lige en ting I bør vide,” sagde telegrafisten. ”Bombelugerne står stadig på vid gab.”

Det var lugerne der sænkede farten.

Spørgsmålet var så om det ville være nok at lukke lugerne – og om der ville ske en ulykke deromme, hvis han sendte en anden om til bomben. Eller om væsnet brugte bomben til at lokke ham væk fra cockpittet, så ulykken kunne ske der.

”Gray!” kaldte han. ”Kom her og hjælp David.”

Han vendte sig mod David. ”Bare hold flyet her. Jeg lukker lugerne.”

David rynkede bryn. ”Hvorfor?”

”Bare pas på motor tre,” sagde Thomas. Væsnets kulde blev svagere og han bildte sig ind, at han kunne mærkede at det smilede.

Gray dukkede op ved siden af ham.

Han løsnede selerne og snoede sig ud af sædet. Gray tog hans plads.

Ud af øjenkrogen så Thomas skyggen af væsnets klo der tegnede sig med umulig klarhed hen over væggen. Skyggen pegede mod bomberummet. Ja, ja, jeg er på vej – og du vover at skade folkene heroppe.

Han trådte gennem døren til bomberummet. Vind fra de åbne luger slog imod ham og han så at bomben hang på skrå i ophænget. Så var der ikke noget galt med ophænget som sådan og han havde skældt teknikeren ud uden grund.

”Vi har en bombe hængende heromme!” Han gik ud på gangbroen og kiggede på de steder bomben hang fast. Ophænget var bøjet omkring bomben forende og halen var kilet fast. Alligevel kunne han ikke være sikker på, at den ikke ville falde fra ophænget, hvis de blev nødt til at nødlande. Eller ved den hårde landing der under alle omstændigheder ville komme.

Den måtte væk – og så kunne han lukke lugerne bagefter. Der havde bare at være tid nok.

Han greb fat i den wire der var gangbroens gelænder og rakte ud efter ophænget omkring bombens hale med den frie hånd. Ud af øjenkrogen syntes han, at han så en hvid skygge. Den gled ud af hans synsfelt. Kulden fra den virkede mest som for at minde ham på at den var der.

Han nåede bombeophænget med fingerspidserne og strakte sig. Handskerne gjorde det svært at få grebet fat om det forholdsvis tynde metal. Han trak hånden til sig og overvejede at trække handsken af. Kulden der blæste ind fik ham til at ombestemme sig. Metal kunne blive så koldt at man frøs fast til det.

Han rakte ud igen og arbejdede fingrene ind omkring en af ophængets metalremme og trak i den. Den gav sig ikke. Kom nu. Kom nu. Han trak hånden fri og skiftede til den bøjede del om bombens forende.

Gulvet skrånede nedad i retning af cockpittet. Flyet dykkede.

”Hvad sker der?” spurgte han.

”For lidt fart,” svarede David.

En byge af sprængstykker ramte flyets bund et sted bag bomberummet. Han kunne ikke engang se eksplosionen gennem de åbne luger. Kulden fra væsnet blev kraftigere – som trådte det tættere på.

Han hev i bombeophænget. Ophænget gav sig en smule. Remmen gled i hans hånd.

Væsnet var bag ham. Kulden gik igennem hans tøj, og det føltes som stod han nøgen opad en isflade.

”Så hjælp mig dog,” sagde han og mærkede, metallet skære igennem handsken. ”Hvis du virkelig vil hjælpe, så er det nu.”

”Pas på hvad du ønsker dig.” Ordene nåede hans øre som en kvindes hvisken.

Et lysglimt blindede ham, flyet sprang i vejret og en byge af flakfragmenter slog mod flyets side. Huller gav udsigt til glimt af himlen – men i en oval, udfor hvor han stod, var der ingen. Han drejede hovedet mod bombeholderne. Væsnet stod foran ham. Et net af lysende tråde dannede en kvinde, der skærmede ham med sine fuglevinger. Hun stod der tydelig i dagslyset. Så virkelig. Hans blik fulgte linjerne ned over de to velformede bryster.

”Kan du lide det, du ser?” spurgte væsnet.

Han trak sit blik op mod væsnets ansigt. ”Hvorfor gør du det her?”

Væsnet lagde hovedet på skrå og skød brystet frem. ”Hvad mener du?”

Gennem væsnets linjer så han, at bomben var der endnu. Den hang i sin hale og svingede i takt med flyets bevægelser. ”Distraherer mig.”

Lokker af væsnets hår bevægede sig, som blev de blæst opad af vinden. ”Måske redder jeg dit liv.”

Flyet hoppede og kastede ham til gulvet. Motorlyden fra nummer to blev ujævn.

”Hvis du vil hjælpe …” sagde han og kæmpede sig på benene. ”Så hjælp os alle.”

Væsnet spredte armene og forhindrede ham i at nå gangbroens side. Dets lokker snoede sig som slanger. ”Gør det ikke.”

”Stik et af de leblade igennem mig eller lad mig komme forbi.”

”Vil du give dit liv for deres?” Væsnet blottede sine rovdyretænder i et smil.

Han tøvede. Væsnet var virkeligt nok til at skærme ham for granatsplinter. ”Gør dit værste.” Han trådte fremad.

Lyset fra væsnet blindede ham og dets stemme hviskede ham i øret. ”Jeg kan lade være med at beskytte dig.”

Han mærkede gangbroens gelænder mod maven og blinkede synet af flyet frem. Bomben svingede fredeligt frem og tilbage. Han rakte ud efter bombeholderen. Vinden buldrede op fra de åbne bombeluger og langt nede under ham fornemmede han byen – en grå masse gennemskåret af lysere veje, der lignede et netværk af blodårer, og grønne områder der lå som organer i en sær organisme.

En lille plet skilte sig ud fra gråheden og susede op mod ham. Flak. Han trak sig tilbage. Pletten eksploderede. Kuglen af ild voksede sig stor som en trækrone. Varme og noget der føltes som en kæmpes knytnæve ramte ham.

Et skrig som fra en rovfugl fyldte luften og en arm greb om ham og trak ham væk fra gelænderet. Han mærkede gulv mod ryggen, varme mod ansigtet og væde på maven, benet og armen.

”Thomas?” Han mærkede klap på kinden. ”Thomas!”

Han åbnede øjnene og så op i væsnets kvindeansigt. Hun var smukkere og mildere end før og udtrykket var bekymret. Hun sad ved siden af ham og strøg hans kind. Der var ingen antydning af klør.

”Jeg vidste, at du holdt af mig,” sagde han og prøvede at rejse sig. Hun lagde sig hen over ham og forhindrede det.

”Er bomben faldet?” spurgte han.

Hun pillede ved kragen af hans dragt og nikkede.

”Hvorfor gjorde du dig så grim?” spurgte han. ”Når du kan være så smuk?”

En tåre med samme farve som rav samlede sig ved hendes næserod. ”Jeg prøvede,” sagde hun og tåren løb ned langs næsen. ”Men kun mareridtene kunne få din opmærksomhed.”

”Det er jeg ked af,” sagde han og mærkede, at han var tør i munden. Han sank, men det var som at hælde en dråbe på varmt metal.

Væsnet flyttede på sig og strøg sine læber med en finger. ”Kan du lide mig sådan her?”

Læberne lignede gyldne rosenblade og så bløde og indbydende ud. Han ønskede, at han kunne kysse dem og samtidig kæmpede han mod den brændende fornemmelse af tørst.

”Du er meget smuk,” sagde han. ”Har du noget vand?”

Væsnet rystede på hovedet.

”Jeg er ramt, ikke?”

Læberne foldede et dirrende smil og væsnet nikkede.

Et sted i det fjerne hørte han en eksplosion og at lyden fra motorerne blev svagere.

”Vil du love mig noget?” spurgte han.

Væsnet nikkede.

”Efterlad mig her …”

Væsnets ansigt stivnede og øjnene mistede deres udtryksfuldhed. ”Nej.”

”Jeg lover …” Tankerne sivede fra ham som fint sand. ”… at holde mig i live.”

Væsnet greb om hans ansigt med begge hænder og så ham ind i øjnene. Han mødte blikket med al den vilje og ærlighed, han kunne skrabe sammen.

”Bring os hjem,” sagde han.

”Jeg sværger, at hvis du ikke holder ord …” Væsnet greb hans hånd og førte den ned til hans lår og trykkede den mod det. Stoffet var varmt og gennemblødt. Han undrede sig over at det ikke gjorde ondt. Hun strøg hans kind og rejste sig. Han nød hendes kurver og mødte den maske, der lige nu gjorde det ud for hendes ansigt. Håret stod op i luften og lignede et bål.

”Jeg skal nok blive her,” sagde han og så hende sprede de to store vinger. Så smuk. Så stærk.

Hun åbnede munden og ansigtet kom til at ligne en tigers. Hun lagde hovedet tilbage og forvandledes til en komet, der for mod flyets ryg. Kometen ramte og lyset spredte sig langs skrogets ribber og pladernes sammenføjninger.

Han mærkede at flyet krængede. Et langsomt drej der virkede kontrolleret. Han smilede til de gyldne streger langs metallets kanter.

”Tak.”

”… ind ud af hvor han er blevet af,” lød Davids stemme i hans hovedtelefoner.

”Ja, skipper,” svarede Sam.

”Se de passer også på mig,” sagde han til væsnet.

Lyden af skridt nærmede sig og Sam dukkede op ved siden af ham. Han stod med en førstehjælpskasse i hånden og stirrede på ham med runde øjne.

”Hej,” sagde han og Sam hoppede.

”Du lever.” Sam satte sig ved siden af ham, så på hans dragt og lignede en, der ikke vidste hvad han skulle stille op – eller hvor han skulle begynde.

Trætheden lagde sig om Thomas som en dyne og nu Sam var der, blev det sværere ikke at give efter og lukke øjnene.

Sam daskede til hans skulder. ”Ikke noget med at falde i søvn.”

Et sæt gik gennem ham og trætheden lettede en smule. ”Det kunne jeg ikke drømme om.”

”Vi må hellere tage benet først.” Sam åbnede førstehjælpskassen.

”Flyt hånden,” sagde han. Thomas adlød og han veg tilbage, trykkede på såret og greb en pakke kompres fra kassen med den anden. Han lagde Thomases hånd over såret igen, kæmpede med at få pakken op og endte med at bruge tænderne. Hans hænder var røde af blod.

”Nu er jeg klar,” sagde Sam.

Thomas flyttede hånden og Sam trykkede kompresset mod låret og viklede forbinding om benet.

”Hvad sker der deromme?” spurgte David i hovedtelefonerne. Bekymringen var hørlig selv igennem ledningernes forvridning af hans stemme.

Thomas kunne ikke lade være med at smile. ”Sig til ham, at han skal lade være med at bruge intercommen.”

”Vi klarer os,” sagde Sam. ”Og Thomas siger, du skal lade være med at bruge intercommen.”

”Hvorfor egentlig?” spurgte Sam.

”Fordi,” sagde Thomas. ”… tyskerne kan pejle signalet.”

Sam fandt saksen fra førstehjælpskassen, vendte sig mod han og vippede den frem og tilbage.  ”Ved du hvad,” sagde han og lagde saksen fra sig igen. ”Jeg prøver at lyne dragten op først. Sig til hvis det gør ondt …”

Thomas nikkede. ”Det skal jeg nok.”

Sam gik i gang og fik åbnet dragten. Han kiggede ind på såret og skar en grimasse.

Det så altså skidt ud.

Sam fandt saksen frem og klippede vej gennem tøjet. Saksen nåede ind til huden og han åbnede en pakke kompres, klippede halvt igennem kompresset og lagde det mod skindet over hans hofte. På trods af at han var forsigtig, mærkede Thomas noget fast bevæge sig indeni kødet – som en meget stor splint. Og han havde ikke opdaget at den var der.

Sam vendte sig mod armen og fandt endnu et kompres og den åbne rulle forbinding frem. Såret var i hans overarm og han forbandt det hurtigt og kastede et blik på arbejdet. ”Så tror jeg, at jeg lader de professionelle om småtingene.”

Thomas mærkede at kulden fra luften trængte gennem de lag tøj, han havde på under dragten. Han begyndte at ryste.

Sam så bekymret på ham. ”Alt i orden?”

”Fryser.”

Sam trak dragten sammen om ham og kastede et blik mod gangbroen.

”Bombelugerne,” sagde Thomas og gjorde et forsøg på at rejse sig.

Sam lagde en hånd på hans skulder og forhindrede ham i det. ”Dem ordner jeg.” Han rejste sig og gik hen til det manuelle lukningssystem. En skrællen fra håndsvinget blandede sig med en metallisk hvinen fra lugerne.

Kulden spredte sig i Thomas og det at rystelserne tærede på hans kræfter, begyndte at kunne mærkes. Han så på de gyldne linjer, der viste at væsnet havde vævet sig ind i flyet og mærkede hvor glat flyet fløj. Ingen lufthuller. Ingen voldsomme undvigelsesmanøvre. Med mindst en metalsplint i kroppen var det godt nyt. Tak.

Han mærkede trætheden tynge øjenlågene og øjnene var tørre og kolde. Han ville så gerne give efter og lukke dem, men vidste at hun så ville slippe flyet.

Lyden fra håndsvinget og lugerne forsvandt. Selvom trækken forsvandt med dem, blev kulden i Thomas kun værre.

Sam kom hen til ham igen. ”Hvordan går det?”

”Du fik lukket lugerne?”

Sam nikkede. ”Har du det varmt nok?”

Thomas rystede. ”Tror ikke noget vil være det,” sagde han. ”Tal med mig. Hold mig vågen.”

”Jeg ved ikke, hvor jeg …” Sam kiggede ud i luften som efter inspiration. ”Hvor kommer du fra?”

Ja, så godt kendte de hinanden. Thomas smilede. ”Boston.”

”Så kommer vi fra hver sin ene af landet,” sagde Sam. ”Jeg kommer fra Florida.”

”God varme?” Thomas rystede af kulde.

”Ja.” Sam skar en grimasse der vist skulle være et smil. ”Hør jeg er ked af, at jeg troede på rygterne.” Han kiggede mod gangbroen. ”Hvordan kom du egentlig helt herhen?”

Thomas kiggede op på netværket af lys. ”Jeg fik lidt hjælp.”

 

Thomas stirrede op på de gyldne tråde og kunne næsten ikke holde øjnene åbne. Han havde ikke længere kræfter til at ryste af kulde og tørsten brændte. Sam sad ved siden af ham – efter at Thomas ikke havde svaret i et stykke tid, var han løbet tør for mere at sige. Han havde ellers gjort det godt. Fortalt om sin familie og om ture til stranden – beskrevet personerne og stederne så godt, at Thomas følte han kendte dem og at han kunne mærke sandet, smage salten i luften og endda fik en fornemmelse af solens varme.

”Vi begynder indflyvingen,” sagde David og Thomas mærkede, at gulvet skrånede. De var der snart. Sam fandt noget frem fra førstehjælpskassen – noget han skjulte for Thomas.

”Så er vi snart på jorden igen,” sagde Sam og pegede mod siden af flyet. Et tydeligt forsøg på afledning. Thomas mærkede et prik i låret. Morfin.

”Du lovede …” fik han frem trods tørheden.

”Undskyld,” sagde Sam. ”Men det bliver jo nok en hård landing.”

Hjulene ramte banen og et jag gik gennem hoften. Det var ellers en blød landing for så tungt et fly med for lidt motorkraft. Han mærkede at flyet sænkede halen og så op på sammenføjningernes gyldne tråde. Stødet der kom når halehjulet ramte, ville være hårdere. Han trøstede sig med, at det til den tid ikke ville gøre noget, at han mistede bevidstheden.

Gulvet skrånede mere og mere. Han forberedte sig på stødet. Halehjulet ramte og det føltes som om metalsplinten gik gennem knoglen.

 

Lyden af regn mod et tag trængte ind til ham. En blød lyd, der mindede ham om sommer. Og udsættelser. Han åbnede øjnene og så op i et hvidt loft. Hoften brændte, men ellers lå han varmt og godt. Han overvejede at forsøge at rejse sig, men benet føltes ikke som om det var stærkt nok til at bære ham, så i stedet lyttede han efter tegn på at der skulle være andre i nærheden. Hvis han kaldte, ville han bryde den bløde lyd af regnen og det ville han helst undgå.

En puslen kom fra et sted bag ham. Han drejede sig og fik et glimt af en blå kjole og et par silkestrømpeklædte ben.

Kvinden nærmede sig og kom ind i hans synsfelt. Hun tog hans hånd.

En civil kvinde – og hun tog hans hånd. Han bemærkede guldringen om hendes ringfinger.

”Gwen?” spurgte han, selv om han ikke forstod hvordan hun skulle være kommet dertil.

En lok korngyldent hår hang ned foran kvindens ansigt. Hun strøg hans hånd med tommelfingeren.

”Nej,” sagde væsnets velkendte stemme og kvindens røde læber formede et forsigtigt smil.

”Hvordan går det med David og besætningen?” spurgte han.

Kvindens smil blev skævt. ”De har det fint. Det har regnet siden igår.”

Igår … Han slappede af.

”De vil være i sikkerhed,” sagde kvinden. Hun bøjede sig ind over ham og håret strøg hans kind. Hendes læber rørte hans – blødt og som han havde forestillet sig det på flyet. Han tog om hendes nakke og kyssede igen.

Døren gik op og en skramlen fortalte, at en flok mennesker standsede brat. En piftede.

Kvinden trak sig en smule væk fra ham, men ikke længere end at håret stadig skærmede for flokkens indsigt. Hun smilede. Tænderne var hvide og ikke mere rovdyreagtige end hans egne.

”Du er så smuk,” sagde han stille og strøg hendes kind.

Skridt nærmede sig.

”Hvorfor har du ikke fortalt noget om det?” spurgte Sam.

Hun rettede sig op og han klemte om hendes hånd – ville hellere forsvinde bag hendes hår igen.

”Pænt goddag, De herre,” sagde hun og rakte hånden ud mod Sam.

Han stirrede på hende. David stod ved siden af ham og rødmede og stirrede som Sam. De andre strakte hals.

”Sam,” præcentrede Thomas. ”Han er maskinens bombekaster og det var ham der forbandt mine sår.”

”Monica,” sagde kvinden.

Thomas smilede. Så det ville hun kalde sig. Han klemte hendes hånd. ”Min skytsengel.”

”Hold nu op,” sagde hun og trak ham i øreflippen. Hun vendte opmærksomheden mod besætningen igen. ”Kun hans kone.”

David trådte frem – blev endnu mere rød i hovedet – og tog hendes hånd. ”Mig en glæde. Jeg forstår bare ikke …” Han rynkede bryn og kastede et blik på Thomas. ”Hvorfor han ikke har sagt noget.”

”Jeg er jo kun lærer,” sagde Thomas.

”Sludder,” sagde Sam og så rundt på de andre. De nikkede alle sammen.

David fandt et ark papir frem fra lommen og holdt det frem så Thomas kunne se skriften. ”Vi har søgt om, at du bliver en del af holdet.”

Thomas så rundt på dem alle. De mente det. De mente det virkelig.

Monica formede de læber, der mindede ham om rosenblade, i et smil.

”For fanden,” sagde han. ”I er ikke rigtig kloge.”

Sam slog ud med armene. ”Vil du måske foretrække at gå fra besætning til besætning, indtil der rent faktisk er nogen der får ramt på dig?”

”Nej.” Thomas holdt afværgende en hånd op. Han så på David. ”Tak for det – og ja tak.”

Førstepiloten smilede.