Alarm 112

Det var onsdag aften lige før påske. Ellen var træt efter dagens arbejde. Der havde været overarbejde helt til kl. 18.00 pga. de kommende helligdage, og en arbejdsdag på 12 timer, så måtte man vist godt sige, at man havde gjort sin pligt. Så når nogle politikere sagde, at man skulle arbejde et kvarter mere om ugen, så tænkte Ellen tit:
PRØV DET SELV
Alle butikkerne, som lageret distribuerede varer til, skulle have levering. Når der skulle varer ud, skulle der også varer ind. Ellen var i afdelingen for indkomne varer. Der havde været travlt, meget travlt. Lige efter arbejde, tog hun direkte ud for at handle, klokken var nu blevet 20.30, og alle indkøbene var pakket væk. Nu var der endelig tid til en kop kaffe og en rugbrødsmad. Hun faldt lidt i staver, da hun forsøgte at gå gennem huskesedlen endnu engang og ærgrede sig, da hun fandt ud af, at hun havde glemt at købe sild. Sild til påskefrokosten, hvor både Bedste, Ellens bror Bent, hans børn, og Karen, som var Ellens lillesøster, ville komme. Karen havde godt nok sagt, at det ikke var sikkert, hun kom, da det som altid, kom an på, hvordan hun havde det, men Ellen vidste, at hun nok skulle få hende overtalt, det plejede hun jo at kunne, for med en god gang kærlig pression, kom man langt!

Hun blev brat rykket ud af sine tanker, da telefonen ringede. Hej det er Jannie, du ved fra Karens arbejde, vi kan ikke forstå, at hun ikke er mødt på arbejde, vi har haft ringet mange gange, vil du ikke nok prøve, at se om du kan komme i kontakt med Karen?

Hvad pokker, Ellen vidste at Karen skulle møde kl. 14.30. Karen arbejdede ved den blå købmand – Der hvor Ellen arbejdede, synes de, at det var sjovt at kalde den døgnkiosken. Ellen vidste, at de havde valgt at holde åbent for kunderne frem til midnat, for at kunne trække flest penge ud af folk.

Ellen greb telefonen, tastede febrilsk på tasterne. Hun tastede forkert mange gange, pis pis pis, ingen svar, tænkte hun højlydt, der var allerede en masse sommerfugle i maven, hun fornemmede at der var noget galt, men hun bildte sig selv ind, at Karen sikkert nok bare havde fået endnu et migræneanfald og blot lå og sov.
Ellen bandede Karens arbejdsplads langt ind i helvede. Hvorfor pokker havde de ikke ringet noget før? Hvorfor vente med at kontakte hende 6 timer efter Karens mødetid? Det var godt nok ikke smart. Men sådan var de jo, dem der ovre fra konkurrenten, ikke så smarte tænkte Ellen. Det var ikke første gang, at de havde brilleret med, at lade være med at tænke.
Ellen løb ind til Erik, nærmest råbte; Der er noget galt nede ved Karen, jeg er nødt til at køre derned; Erik sprang op fra lænestolen, som var godt slidt, og formet efter hans krop.
Behøver jeg køre med? spurgte Erik – Fuck dig tænkte hun, ” jeg kører nu, sagde hun højt. Okay? Men jeg ringer, hvis der er noget galt.”

Ellen, kastede en jakke over skuldrene, efter at have rodet rundt efter bilnøglerne i skålen på spisebordet, fandt hun endelig nøglerne. Med hjertet hamrende i brystet spurtede hun ud til bilen, hvordan hun kom fra A til B, vidste hun ikke. Hun nåede dog at tænke, at det var godt hun ikke rendte ind i panserne, for så var kørekortet sgu nok røget. Bilen blev kastet ind på en parkeringsplads, ikke den kønneste parkering, men hun var kold.

Med bankende hjerte, stod Ellen foran Karens hoveddør. Sveden løb fra ørerne, fik nøglen fundet frem, sagde til sig selv: Kender du det, at man bare ved at der er noget helt galt?

Med nøglen i hånden, åbnede Ellen forsigtigt døren og næsten som en listetyv, gik hun ind.
Karen – er du her, kaldte Ellen stille, Kaaren,
Lidt højere Karen, til sidst galede hun KAAAREN, inden hun gik ind i entreen.

Så sig omkring, der lugtede af kaos.

Kan man lugte kaos? Hvis man kunne, så var Ellen slet ikke i tvivl, at det var kaos, hun kunne lugte, da hun stod midt i entreen med hjertet helt oppe i halsen. Der lugtede indelukket, i hele lejligheden var der tydelige tegn på, at her var der en, som havde givet op. Opvasken var vist en uges tid gammel, masser af små stykker papir, lå over hele køkkengulvet. Her havde musene vist haft frit spil. Tingene fra skraldespanden var bidt i en masse stykker. Argh og jeg som bare hader mus, tænkte hun, imens hun gik videre ind i stuen. Karen lå i den kakifarvede hjørnesofa med lukkede øjne, og foran på bordet var der flere tomme pilleglas, en blok hvorpå der var skrevet et brev…

Kære Ellen… Undskyld

Mere læste Ellen ikke, førend hun begyndte at råbe og skrige. Hun ruskede voldsomt i Karens arme. Hvad fanden har du lavet? Du lovede mig ikke at gøre det. Hvor meget har du taget? Ingen svar, svar nu for helvede!
Det her sker bare ikke, det sker ikke, tænkte Ellen inde i sig selv. Men nu var det sket.

Karen vågnede, omtumlet og forvirret, når hun talte lød det næsten, som var munden fuld af vat.
Hun kiggede forvirret rundt i stuen, og gned sig på armen. Av det gør ondt når du rusker.
Ellen havde fået ringet til 112, hvordan vidste hun egentlig ikke, men havde fået kontakt med vagtcentralen, og de var meget søde og forsøgte at tale hende til ro. De ville straks sende en ambulance, det føltes som timer inden de kom, men telefonpasseren var med på telefonen hele tiden.
Tårerne tapløb ned af Ellens kinder. Hun var så bange. Bange for at det var nu, at hele livet ville krakelere, og tænkte igen hvorfor?
Hvorfor pokker, havde jeg ikke set det komme? Hvorfor havde hun ladet sig afvise, alle de gange hun havde meldt sin ankomst? Hvorfor havde hun ikke bare stukket hovedet forbi? HVORFOR? HVORFOR? HVORFOR? Alle disse tanker, fløj som spiraler inde i hovedet på Ellen, hun hadede sig selv.

De kunne begge høre udrykningen, Endelig tænkte Ellen, for selvom hun havde haft én i røret hele tiden, var hun meget bange. Øjnene søgte hele tiden mod det forbandede afskedsbrev.
En lille mørkhåret læge kom først ind i stuen, derefter 2 reddere. Det var et par ganske gode eksemplarer af den mandlige race. Ellen smilte vemodigt og tænkte, at det var som om, falckreddere blev ansat efter, hvor godt de så ud. Mærkeligt at tænke sådan i denne alvorlige situation, men alle de gange hvor Karen var kørt på hospitalet, pga. anden sygdom, havde de lavet en masse pjat om, hvor lækre disse mænd så ud. Det var også ligesom om, nu der var andre som havde overtaget behandlingen, at Ellen kunne ånde lettet op.
Lægen satte sig ved siden af Karen. Karen – du har det vist ikke så godt? Han skævede til blokken, hvor afskedsbrevet var skrevet, tog blokken op fra bordet, og læste…
Han talte blidt og stille, og stemningen i stuen emmede af sorg, angst, og forhåbning.

Karen, hvad har du taget? spurgte lægen, og hvorfor? Karen svarede med den vattede stemme, 65 piller af én slags, 45 af en anden. Jeg føler ikke, jeg er noget værd, græd hun. Jeg er bare en nullert. Jeg dur jo ikke til noget, og er bare en belastning for dem alle sammen. Imens lægen talte med Karen, ringede Ellen til Erik, hej det er mig, Karen har forsøgt, at tage sit eget liv, vi tager på hospitalet nu.

Ambulanceredderne fik Karen bakset ud i ambulancen, der blev rykket i en del gardiner og persienner rundt omkring i karreen. Skrid ad helvede til, tænkte Ellen, skrub tilbage til jeres tossekasser.

Afsted til hospitalet. De nåede hurtigt skadestuen, Falck folkene vidste lige nøjagtig, hvad hver især skulle, og de havde i hvert fald prøvet dette før. Ellen håbede inderligt, at der nu ville blive sat skik på Karens liv. For nu kunne Karen vel ikke undgå at få noget psykiatrisk hjælp.

Hospitalsstuen, med ulækre brækgrønne vægge. Rummet var alt for lille! Der var masser af personale derinde, og Ellen syntes, der var meget klaustrofobisk. Karen blev grundigt undersøgt. Læger og sygeplejersker arbejdede også hurtigt. De spurgte; hvilke piller havde du slugt? Du har godt nok været ”heldig” sagde sygeplejersken. Du har nemlig taget de forkerte slags.

Nervepiller, angst nedsættende medicin dør man ikke af. Man går i en døs og sover. Sover i meget lang tid.
Med tiden kom forklaringen fra Karen. Klokken 10 om formiddagen, havde hun besluttet sig for, at dette skulle være DAGEN. Hun havde skrevet sit brev til Ellen, hvori hun undskyldte. Hun forklarede i brevet, at hun ikke magtede, at være den klods om benet, som hun altid følte, hun var. Karen havde spist pillerne omkring klokken 11 og havde været tilsyneladende ukontaktbar i mange timer. Lægerne ville sikre sig, at de indre organer ikke havde taget skade, så Karen blev sat på en ”diæt”. Hun skulle drikke 6 glas med flydende kul. Det var, som kul nu engang er, sort som tjære og lige så tykt som grød. Det var for at neutralisere den gift som pillerne trods alt havde afgivet. Karen brokkede sig over, at hun ikke kunne få det ned, men som altid trådte Ellen i karakter. Var igen sikkert ”A pain in the ass”: Luk nu arret og se at komme i gang, og lad være med at brokke dig. Der var en mening med, at du ikke havde held til dette projekt, så bare tag dig sammen.

Onsdag var nu blevet til Skærtorsdag, og Karen blev indlogeret på den psykiatriske skadestue. Da Ellen ankom, efter at have været hjemme et par timer, blev Karen kaldt ind til lægen. Ellen ville gerne have været med inde, men lægen mente, at det var nok at tale med Karen!
Efter 45 minutter kom Karen ud. Hun var glad, og sagde at nu blev det godt at komme hjem.
Komme hjem – Du skal vel ikke hjem i dag, spurgte Ellen skeptisk? Jo jo – lægen havde sagt, at det nok skulle gå.
Ellen kunne simpelthen ikke forstå det. Samtalen med lægen havde seriøst kun taget 45 min! Var systemet da blevet fuldstændigt gak? Man kunne da ikke sende en patient hjem, som for mindre end 24 timer siden, havde forsøgt, at gøre en ende på det hele, ved at tage en cocktail af piller, og så mene at hun var ok velmedicineret???

Ellen tændte fuldstændig af. Og da lægen kom ud fra kontoret i samme øjeblik, råbte hun skingert og med gråd i stemmen. Hvad f…. har du tænkt dig læge? Hvem skal passe på hende? Hvem har ansvaret, for at hun ikke gør det igen? Lægen svarede nonchalant, at det havde Karen, som havde sagt til ham, at det ville hun ikke, og det måtte han jo stole på! Men det blev sådan, Ellen måtte køre Karen hjem til lejligheden, som om intet var hændt, de måtte dog en tur omkring apoteket efter nye forsyninger af beroligende og angstdæmpende piller, da Karen jo havde ædt dem hun havde.

Sildene som Ellen havde glemt at købe, fandt hun i et hulrum i bagagerummet 10 dage efter påske, men det var sådan set også lige meget, for det år blev påskefrokosten aflyst. Fridagene blev brugt på at få gjort rent i Karens lejlighed, der var en del kampe med nogle mus. Samtalen om hvad der egentlig fik bægeret til at flyde over, har de stadig til gode.
Karen lever stadig den dag i dag, hun kom sig uden psykiatrisk hjælp, forstå det hvem der kan.

Ellen lever også, men den onsdag, før påske, døde hun lidt indeni.

Helle Bengtsson (HB) 20/11-16)