”Aflyst optur” og andre digte af Helle Bengtsson

Hermed et lille udvalg af Helle Bengtssons digte (”Champagnegalop”, med en særskilt kommentar i Anmeldelser).

En ret så enkel poesi, uden mange dikkedarer, intet overdrevent indpak i metaforer, intet poetisk show-off, men desto ærligere i udtryk og indhold. Rimede som urimede, og overalt et vidnesbyrd om gedigent digterhåndværk.

Enkelt, bredtfavnende, til tider næste folkeligt, hvilket er en kvalitet i sig selv. Beslægtet med en Vita Andersen i sin tid og som hos hende ikke letbenet af den grund. Også med dybde, somme tider helt ned til bunden. Uden at forcere teksten, snarere som en naturlig konsekvens af temaet. Aldrig forskruet, aldrig sentimentalt højstemt. Digte med identitetsproblematikken som omdrejningspunkt. De giver en noget at tænke over, også et godt stykke efterfølgende.

Andre digte får læseren til at trække på smilebåndet. Rigtig mange er humoristiske. Og i samklang med de mere mørke tegner de billedet af en digter med både lune og stor alvor. Med en såvel robust som følsom personlighed.

Kort sagt, digtene betjener sig af forskellige følelsesregistre. Og spiller på flere mentale strenge, inklusive refleksion og eftertanke. Og samlet set et lyrisk forfatterskab, der hensætter os i en god stemning, af hvad art den end måtte være. Man føler sig veltilfreds og godt tilpas i selskab med disse digte.

(De fleste af teksterne er fra hendes to samlinger, ”Er du lykkelig bag facaden” (2015) og ”Facaderenovering” (2016). Begge på Mellemgård)

SA (3/6-16)

 

Aflyst optur
(Fra digtsamlingen: Facaderenoveret – 2016)

Sansede bunden
forsøgte ihærdigt at komme væk,
gik linedans på afgrundens kant,
der var faretruende nær.
Sørgeranden under mine negle
sikrede, jeg holdte fast
stærk og intensiv blev
balancen genfundet.

I syvende himmel,

i perioder endog lykkelig,
men
ramsaltet og ramt,
blev jeg budt op til endnu en dans

på kanten

 

Brændemærket
(Fra digtsamlingen: Facaderenoveret – 2016)

Lamenterer
klagesange udi rummet.
Skarpslebne skærpede sanser
forsvinder sammen med selvkontrollen.

Sindsroen er for evigt stagneret,
besøger Helvedes forgård,
der er åbent indtil dommedag.

Afmægtig og nedtrykt,
linder op for minderne.
Kramkistens indre fik
bunden vendt i vejret,
der skildres råt for usødet.

I denne himmelegn:
Ubetydelig,
så længe verden står.

Brændemærket

 

Danse i måneskin
(Fra digtsamlingen: Facaderenoveret – 2016)

Lad os danse i nat;
os to, mig i dine arme.
Vug mig blidt og stille.
Pas på mig,
lad os forenes i nye højder,
i stille, hede, vuggende trin.
Lær mig, vis mig, alle de nye
de forbudte, jeg er din.
Bring mig i ekstase,
balletpiruetter på lagner
der krøller os sammen i vilde
toner af Toreadorens sang
lad os løsne vore hæmninger
sammen og
i takt.
Lad os danse månen fuld.

 

En sur dag

Der er en råben
og en skrigen
af krager og råger.
også en klapren
af naboernes låger.
Fugle som sidder
overalt i træerne,
oh shit,
nu gør det skide
ondt i knæerne!
Det er vist gigten
som plager,
lumbagoen som truer,
mine tanker overdøves af
de helvedes duer.

Nogle dage er det for varmt,
i morgen; måske lidt for koldt
tankerne standser,
og gør nu et holdt.
Hvorfor dog brokke sig
over alt det skidt?
Når man selv
kan tage det første skridt,
men det ikke nemt,
at finde en vej,
ud af en tåge
Når man blev
skidt nedad ryggen
af en skrigende måge.

 

Himmelrummet tur/retur

Karlsvognen blev min ven, min vogter
vi har hemmelige nattetogter.
Karlsvognen holder, hvad den lover,
hjælper mig når andre sover,
sammen kommer vi vidt omkring,
i nat stod jeg igen på spring.
I himmelrummet jeg fik en tur,
den første planet jeg så var Merkur
den er tættest på Solen,
jeg smilte, og jeg glattede på kjolen.

Videre på min færd,
jeg ender med at blive så lærd.
eskalerer til nye højder, da jeg mente jeg så en mus,
og endelig hilste jeg på Venus,
den lugter ikke så godt, og den er fuld af gasser,
jeg har læst det, så det noget der passer.
Karlsvognen mente nu
vi skulle hjem til gården,
men inden da ramte vi Jorden,
jeg mente, at turen kun, var tidsfordriv
men lærte, at kun herpå Jorden er der liv.

Efter Jorden ankommer vi til Mars,
Jeg ville gerne se en engel spille Brass,
men på Mars så kun jeg Deimos og Phobos
dem kalder de rædslerne her oppe i kosmos.
Glider lige forbi, jeg nærmest skridter,
tiden er kommet til et besøg hos Jupiter,
her tæller jeg ringe, til jeg dåner,
men jeg skulle nu til Saturn for at se på måner.

Min køreven, og jeg er ved at være trætte,
men også en lille smule mætte.
Af alt det her og, jeg bliver helt konfus,
tiden er kommet til at hilse på Uranus
håber jeg følger himlens norm
her på Uranus møder jeg ingen storm.

Vores nattefærd er snart til ende,
men et sidste sted jeg også vil kende.
Så stopper min Natte Planet følgeton,
jeg ænser Neptuns største måne, som er Triton.
Det er solsystemets koldeste sted,
minsandten om ikke jeg fryser
nu det hjem under dynen inden jeg nyser.
Tænker tit på, hvad der sker i vore hjerner,
men næste gang vil jeg altså kigge på stjerner.

 

Jeg
(Fra digtsamlingen: Er du lykkelig bag facaden? 2015)

En stærk kvinde
er
ømfindtlig og hudløs ærlig,
nærtagende og nærværende.
Sart med Sår
synlige og usynlige.
Sårbar, men ingen ser det ikke.
Tyndhudet med skildpaddeskjold,
lige nu følsom
og
dinglevorn og faldefærdig.

 

Champagnegalop
(Fra digtsamlingen: Facaderenoveret – 2016)

Mousserende bobler af glæde,
fylder glasset op – helt op.
Euforiserende perler af lykkefølelse,
flyder i mine årer
Ingen tomme eller halvfyldte glas!

Bjergtaget af livet,
velfornøjet over de tårer, som nu kun danser
i øjenkrogen – glædens tårer.
Ligger i ske – med livet.
Forvandlinger favner kroppen,
kadaveret skyllet væk i det fyldte glas.

Facaden blev brudt – masken er lagt.

Lykkelig bag facaden.

“Champagnegalop” anmeldt af Sabbath Andersen (SA)