Æret være hans minde

I  visse lande æres deres store forfattere med landesorg, når de dør. I Rusland, Dostojevskij f.eks.
Herhjemme er det mest popkunstneres død, der kan udløse en kollektiv sorg.

Nu skal det siges, at der efterhånden ikke er så mange danske forfattere, der fortjener at blive begrædt, når de går bort, men alligevel.

Kim Larsen var da en god sangskriver, med numre der var til at skråle med på, og ikke så politisk korrekt at det gjorde noget – al respekt for ham – men den overgearede hyldest efter hans død er altså også symptom på et åndeligt klima i lille Danmark, der er næsten lige så slemt som det virkelige.

Og så alle de eventkreatører, der straks står på spring for at slå plat på det dødsfald (optog, mindekoncerter og inden længe med garanti fulgt op af både film og musical). Det er til at græmmes over.

SA

Skriv et svar